6. august 2008 arkiv

Magnus-effekt på skibsfarten

6. august 2008

Magnus-effekten har navn efter den tyske fysiker Heinrich Gustav Magnus, som i 1852 beskrev det fænomen, at når en vindstrøm passerer en roterende cylinder, opstår der en fremdrift. Magnus-effekten bruges også til at forklare det fænomen, at en roterende (‘skruet’) fodbold, tennis- eller bordtennisbold kan få en buet bane. PÅ NASAs hjemmeside findes der en introduktion til Magnus-effekten med en animation af fænomenet.¹

I 1924 ombyggede den tyske fysiker Anton Flettner et 680 ton skib, hvor han erstattede mast og sejl med to roterende tårne udformet til at udnytte Magnus-effekten. To år efter krydsede han Atlanten med skibet drevet af de to 20 m høje tårne med 120 omdrejninger pr. minut.

De undertryk, som dannes ved rotationen og producerer fremdriften, er for et givet areal op til 15 gange større end ved et almindeligt sejl, og sammenlignet med gammeldags sejl var det langt enklere at betjene. Men med rigelige mængder af billige fossile brændstoffer slog Flettner-rotoren aldrig an.

I 1985 byggede Jacques-Yves Cousteau imidlertid et ekspeditionsskib, Alcyone, med to rotortårne (se billedet herunder til højre). Rotorerne var computerstyrede og de to 10 m høje rotorer sparede Alcyone 35% af sit fossile brændstofforbrug.

Læs mere »

Share

Stor dansk havvindmøllepark på vej

6. august 2008

Det fremgår i dag af Ingeniøren, at man er tæt på enighed om en stor dansk havvindmøllepark mellem Djursland og Anholt, og at Folketinget regner med at kunne træffe den endelige beslutning senere i denne måned. Der er stadig uenighed om størrelsen – oppositionen var indstillet på en kapacitet på 600 MW mens regeringspartierne talte om blot 200 MW – men man synes at sigte på en kapacitet på 400 MW, eller i alt 100 møller med en effekt på hver 4 MW.¹

Det er glædeligt, at der endelig sker noget i Danmark på vindkraft-området. Og man kunne ønske sig, at man i planlægningen af den kommende havvindmøllepark tænkte lidt fremsynet med dimensionering og føring af kabler osv., så man havde en plan for udbygning af vindkraft i Kattegat, som kunne være med til at Danmark fik vendt sin CO2-kurve, så vi endelig kunne demonstrere markante fald i de danske udledninger af drivhusgasser.

DR Nyheder kalder den kommende vindmøllepark for verdens største, og det er den måske også i forhold til de nu eksisterende havvindmølleparker. Men svenskerne har planer om at lave en 800 MW vindmøllepark på Stora Middelgrund, sydøst for Anholt, som skulle stå færdig i 2011 med 108 8 MW vindmøller (se Gigantisk svensk vindmøllepark i Kattegat).

Læs mere »

Share

Gratis offentlig transport

6. august 2008

Jette Gottlieb og Morten Kabell fra Enhedslisten har i dag i Information et indlæg, Gratis offentlig transport kan betale sig, hvor de advokerer for gratis offentlig transport. Ikke bare ville det alene i Københavnsområdet give tre færre dræbte og 25 færre alvorligt kvæstede om året, men det ville give et fald i privatbilismen på 10%, og det er nok til, at det vil kunne mærkes på vejene. Og det kan ifølge Gottlieb og Kabell sammen med bompenge være et vigtigt element i at undgå broderparten af de 120.000 timer, som hver dag går tabt i trafikkøer i Storkøbenhavn – heraf mange på timeløn.

I en tid, hvor de basale levevilkår er stigende og leveudgifterne i Københavnsområdet strammer til for lavindkomstgrupper som studerende og pensionister, vil gratis offentlig transport også have en klædelig social side.

Både klima- og sundhedsmæssigt set vil der være fordele, hver gang transport flyttes fra privatbil til den kollektive transport, som CO2– og luftforureningsmæssigt er mindre belastende end privatbilismen – om end der her er endnu større positiv virkning ved tiltag som brug af fjernarbejde, relokalisering af bo- og arbejdssted, større osv. som kan mindske transportbehovet.

I mit billede af en bæredygtig fremtid bruger vi langt mindre tid og energi på at flytte os selv og vores mange ting rundt i verden end i dag.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Jette Gottlieb og Morten Kabell: Gratis offentlig transport kan betale sig, Information 06.08.2008.

Marie Varming: Gratis offentlig transport vil være dyrt og måske ikke så effektivt, Information 02.08.2008.

 

Share