Strøtanker om bæredygtighed

Klimaforskeren James Hansen er i mine øjne et af de få lys på den noget grumsede klimapolitiske himmel. Han taler uden omsvøb om hvad der må gøres, hvis vi skal langtidsstabilisere klodens klima, og han ser lige gennem politikernes snak og laden stå til overfor verdenshistoriens måske største udfordring. Hvis man vil forstå det spil – og den afgrund af forståelsesforskelle – som findes mellem politikere og videnskabsmænd, er hans seneste rejsebrev således yderst interessant læsning.

I rejsebrevet kommer vi langt omkring. Vi får indblik i hans samtaler med klimaministre i England og Tyskland, hvor han ikke vinder meget gehør for sit ærinde, at man ikke blot kan tale om 20, 30, 50 eller 80% reduktioner, men også er nødt til at se på kilderne, og at den nuværende afbrænding af kul klimatisk set er så vanvittig, at det eneste rigtige er at lave et øjeblikkeligt moratorium for opførelse af kulkraftværker.

Efterfølgende får vi en række baggrundskommentarer for hans nylige brev til den japanske ministerpræsident Yasuo Fukuda (se James Hansen: Stop afbrændingen af kul og Brev til den japanske statsminister), og vi får i rejsebrevet en lille smagsprøve på de hundredvis af forargede e-mails, som Hansen modtog i forlængelse af sin tale for den amerikanske kongres 23.06. (se James Hansen: Tipping Points Near).

Når Hansen er så opsat på, at verden venter med at afbrænde sine kulreserver, indtil en effektiv CCS-teknologi er etableret, er det dels fordi kul er den form for forssilt brændstof, som giver mest CO2-forurening pr. indhøste energienhed, dels fordi verdens reserver af kul er så kolossale, at hvis de alle blive brændt af ufilteret – somverden er godt på vej til – så vil klodens klima være nået uomgængeligt ud over det vippepunkt, hvor opvarmningen kan blive selvaccelererende (se fig. 1a i rejsebrevet, 2a herunder). Han er derfor fortaler for et moratorium for konventionel afbrænding af kul og insisterer overfor verdens ledere på, at vi forsigtigt skal disponere oliereserverne til hurtigst muligt at få verden på vedvarende energi.

Anden del af rejsebrevet er en diskussion af temaer fra Tom Blees’ bog “Prescription for the Planet”, som blandt andet taler varmt for fjerde generations atomreaktorer som en potentielt væsentlig løsning på den nuværende klimakrise. Fjerde generation atomreaktorer vil kunne køre på affald fra andre atomreaktorer, og løser dermed en stor del af det nuværende affaldsproblem, samtidig med at teknologien skulle være sikrere. Uden blot at give Blees ret er Hansen, som normal er atomkraft-skeptiker, åben overfor, at man burde gå videre med afklaringe og udviklingen af teknologien. Fra Blees’ bog hører vi endvidere om biler, som fremover kommer til at køre på jern eller bor som genopladelige brændselsceller.

Hans afsluttende refleksioner over forskellen mellem det videnskabelige og det politiske perspektiv er til at blive klog af, om end rejsetankerne er lidt løst redigerede i forhold til hans tale til Kongressen og brev til den japanske ministerpræsident.

James Hansen: Trip Report, 04.08.2008 (pdf).