Klimaløsning: Forbrug som i 1969

28. juli 2008

Vi tænker måske ikke over det i det daglige, men år for år går der stadig flere ressourcer på vores dagligdag, større huse og biler, mere elektronik, flere ferierejser, mere hospitalsudstyr, modetøj og eksotisk mad bragt ind fra hele kloden.

Mere er bedre – lyder mantraet, amerikanske huse er rundt regnet dobbelt så store i dag som i 1969, danske lystbåde synes dobbelt så mange og store som dengang og meget få mennesker har problemer med at finde noget at bruge deres penge til. Mere vil have mere – selvom man en gang imellem fornemmer, at nu ønsker vi os endelig mere i fritid frem for mere i løn, så er fritiden også blevet konsumtid. Det er som om at vi selv ikke i et velfærdsmæssigt smørhul som Danmark har nået et materielt mætningspunkt – og med den omfattende reklameindustri, hvis eneste mål er at generere behov, er det et åbent spørgsmål, om der overhovedet findes noget materielt mætningspunkt.

Få økonomer og politikere tør tale om nulvækst, endsige om muligheden af at opretholde den livskvalitet vi har med mindre ressourceforbrug. Men der findes økonomer – og andre mennesker – som er begyndt at tænke, at mere ikke nødvendigvis er bedre. Den indsigt vil kunne have verdensforvandlende magt.

Tim Johnson påpeger i en tankevækkende artikel i dag, at vi alene ved at skrue tiden tilbage til 1969 – og til det forbrug, vi havde dengang – ville kunne halvere vores ressourceforbrug, og dermed stort set også halvere vores CO₂-udslip.

Måske det ikke lige er det, vi drømmer om, at forbruge som vi gjorde i dengang. Realindkomsterne var omkring det halve, og der var klart mindre råd til skiferier, nyt køkken, bil nummer to og køb og smid væk-manerer. Men det var måske værd at overveje om vi ved lidt tilbageholdenhed med et slag kunne halvere vores ressourcegennemstrømning og CO₂-udslip. Opgaven er lige præcis ikke at skulle undvære alt det man drømmer om, men at optimere forholdet mellem lykke og forbrug i sin tilværelse.

Uden på nogen måde at skulle idyllisere fattigdom findes der måder at fastholde høj livskvalitet på, som har en lavere materiel gennemstrømning end i dag, og det er en vigtig samfundsopgave at styrke denne proces.

Vores klimaminister taler i den forbindelse ofte om at afkoble økonomisk vækst og CO₂-udledninger – at vi kan have fortsat økonomisk vækst uden at øge udledningerne af drivhusgasser (hvilket vi i parentes bemærket ikke har evnet). I stedet skulle man målrettet forsøge at afkoble livskvalitet og livskvantitet. I dag bliver disse to væsensforskellige begreber brugt i flæng – eller rettere taler man stort set kun om livskvalitet som livskvantitet. I forskningsverdenen er krydsslutninger mellem det kvalitative og det kvantitative forbudt, og det burde også få alarmerne til at blinke i den politiske debat.