Strøtanker om bæredygtighed

Efter at Vatikanet sidste år satte sig for at reetablere en 37 acre (15 hektar) ungarsk skov, som var blevet totalfældet, har Vatikanet med et trylleslag kunnet erklære sig CO₂-neutral. Dette skovstykke vil alene kunne absorbere al den CO₂, som dannes ved forbrændingen af fossile brændstoffer i den lille enklave. Jeg kender ikke de nærmere detaljer i regnestykket, men Vatikanet er blot 44,3 hektar i udstrækning, så man kunne måske udlede en slags tommelfingerregel i retning af, at for hver m² bymæssigt areal skal vi i det tempererede bælte have reetableret 3 m² sundt voksende skov.

I forvejen er der pres på vores dyrkbare arealer, så dette kan måske ikke gennemføres på global skala. Men det viser, hvor vigtigt det i hele håndteringen af klimaproblematikken er at få lavet en arealanvendelsespolitik, hvor skovbrug, landbrug og urbane arealer hver især bliver optimerede som ‘carbon sink’ – som CO₂-kapacitet. Og det gør det mere forståeligt, at det CO₂-mæssigt ikke kan svare sig at fælde regnskov for at dyrke biobrændstof.

Det giver således mening gennem systematisk byforgrønnelse at give stadig flere grønne blade mulighed for at suge CO₂ ud af atmosfæren. Billedligt tænker jeg i disse tider ofte, at vi skal flytte byen tilbage i skoven – og det er så at sige det, som Vatikanet har gjort.

Og det sætter den nylige tilladelse til at genoppløje allerede braklagte arealer i et ekstra problematisk lys. De skulle i stedet have haft lov til at udvikle sig til skove, som på én gang havde CO₂-opsamlende effekt og styrkede muligheden for fugle og dyrs overlevelse i et landskab med stadig større kulturtryk.

Kunne man forestille sig, at virksomheder og boligforeninger, som gerne ville gøre sig CO₂-neutrale, efter at have lavet de reduktioner i energi- og ressourceforbrug, som umiddelbart er indlysende at lave, kompenserede op til CO₂-neutralitet ved at påtage sig værtskabet for skovrejsningsprojekter. Det kan selvfølgelig være i Amazon-området, hvor effekten pr. m² er større end under hjemlige himmelstrøg, men der ville være noget smukt ved, at man gjorde det i det københavnske opland og dermed knyttede nye vigtige bånd mellem land og by. Måske man endda kunne få lov at lave en primitiv hytte på stedet, så man kunne bruge sin ‘carbon sink’ rekreativt frem for at flyve på storbyferie i tide og utide.

Jeg savner i hele denne problemstilling meget at have en samlet oversigt over, hvilket CO₂-opsamlende potentiale, der er i landbrug, skovbrug og urbane sammenhænge. Hvis nogen kender til det, eller har mod på at lave en sådan oversigt, ville det være et virkelig spændende indspark i hele CO₂-debatten – og måske noget, som ikke bare kunne være med til at få den danske CO₂-kurve til igen at vise faldende tendenser, men også være med til at sikre sundere fødevarer og bymiljøer.

Glenn Hurowich skriver, at skovbevaringsprojekter ikke gør det i sig selv, men at det er en god begyndelse med hurtig effekt, og at man derefter gradvist kan omlægge til vedvarende energi. Vatikanet er da også i gang med for eksempel at installere solpaneler på den store audienbygning.¹

Glenn Hurowich: How the pope is saving Earth, Los Angeles Times 14.07.2008.¹