Strøtanker om bæredygtighed

17. juli holdt Al Gore en tale for den amerikanske kongres. Han gav her indledende et rids af en hensygnende økonomi, en svigtende sikkerhedspolitisk stabilitet og et globalt miljø på randen af sammenbrud – som alt peger på samme en problem: det amerikanske samfunds totale afhængighed af store mængder af fossile brændstoffer.

Han opruller herefter det forslag, at hele det amerikanske strømforbrug indenfor en tiårig periode skal komme fra vedvarende energikilder, først og fremmest solenergi – og udfordrer de kommende to præsidentkandidater til at løfte opgaven, som gjaldt det om at få den første mand på månen.

Han understreger under vejs, at USA ikke (som Bush-administrationen har praktiseret) skal vente og gøre sine forandringer afhængige af andre landes, men må gå foran – også for sin egen skyld.

Vi kunne i den grad bruge politikere i Danmark, som turde se de store udfordringer i øjnene og gøde jorden for de gennemgribende forandringer i de industrialiserede samfunds energiforsyning og ressourceforbrug, som er nødvendige for at komme videre.

“We should tax what we burn, not what we earn” er blot en af Gores mange fyndige udsagn under vejs. Han opfordrer afsluttende alle til at slutte op om We can solve it-kampagnen på wecansolveit.org: “We’re committed to changing not just light bulbs, but laws.”

Talen, som var en lille halv time, findes nedenfor på video samt som manuskript.

Læs mere »

The Guardian havde i går en artikel, som stiller spørgsmålet: Kan man grine af miljøet? – og skal man?

Anledningen er en karikaturtegningskonkurrence afholdt af Ken Sprague Fund med miljøet som fælles tema. Blandt de mere end 300 indleverede tegninger fra mere end 50 lande har juryen præmieret tre og givet rosende omtale til yderligere en håndfuld.

[nggallery id=128]

. 
Førstepræmien tilfalder russiske Mikhail Zlatovsky for tegningen Coat Star (nr. 1 i øverste række). Dommerkomiteen føler, at tegningen “captured the shabbiness and sleazy way our planet is being devastated”. Andenpræmien gik til Constantin Ciosu fra Rumænien for hans sommerfuglehær som jagter en jakkesætsklædt blomsterplukker (nr. 2 i øverste række), mens tredjepræmien gik til Tawan Chuntraskawvong fra Thailand for en morbid genfortolkning af udtrykket: man skal ikke save den gren over, man sidder på (nr. 3 i øverste række).

Min favorit er Wang Rui Shengs toiletpapir dekoreret med alle de træer, som vi fælder for at ‘klare’ banale dagligdags ting. Kunne vi på den måde tydeliggøre konsekvenserne af vore handlinger, ville meget være nået. De naturbilleder i det næstsidste billede, som sættes op for at skærme for udsigten til et industriområde, vakte også umiddelbar genklang i mig. Og klimaudfordringens udstilling af de nuværende magtstrukturers magtesløshed er meget flot illustreret i Jakali Nokandehs tegning af kampklar politi overfor de stigende oceaner (nr. 2 i nederste række).

Men når man nu har taget hul på et emne som det globale miljø, som lige nu har alt andet en lyse udsigter, er det tankevækkende, hvor lidt bid og vid, der er i de fleste af tegningerne. Og selvom der er masser af temaer at trække på, har ingen af de præmierede eller fremhævede tegninger søgt at spidde de miljøhellige.

David Adams: Cartoonists use humour to tackle climate change, The Guardian 23.07.2008.

Cartoons make climate change a laughing matter, (19 pictures) The Guardian 23.07.2008.

International Political Cartoon Competition Earthworks2008, Ken Sprauge Fund 2008.

The End of Nature hedder en bog af Bill McKibben, som udkom i 1989 – på dansk: Farvel til naturen (1991). Titlen til trods er det ikke nogen stort basuneret dommedagsprofeti om, at verdens endeligt er nær, men en sine steder næsten smertefuldt vemodig afsked med den natur, som lever i sig selv, uden menneskelig påvirkning – en læsning af, at den natur og den naturlige balance mellem et stort antal arter, som er opstået gennem tiderne, er afløst af en natur, hvor menneskets tilstedeværelse er at spore over alt.

Han tænker her ikke bare på de stadig større områder, som menneskets virketrang aktivt har underlagt sig gennem opdyrkning og bosætning. Efterhånden som det industrielle samfund har udviklet sig, er der spor efter menneskelig aktivitet over alt, der er elementer fra vores kemiske industri i så godt som alle levende organismer og hver eneste dråbe vand. Og ikke mindst rummer hver eneste kubikmeter af atmosfæren efterladenskaber fra vores stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændstoffer. Første kapitel hedder da også “En ny atmosfære”.

For McKibben er de hastigt voksende koncentrationer af drivhusgasser et billede på den nye natur. Menneskets aktiviteter har fået globale konsekvenser, vi kan ikke flytte et andet sted hen for at undgå tidligere problemer. Naturen som noget udenfor mennesket – og for menneskelig påvirkning – nærmer sig sin afslutning. Men ét er at have fået indflydelse gennem affaldsstoffer og uvidenhed. Noget andet er, om vi som menneskehed er den opgave voksen, som vi gennem vores omfattende aktivitet har påkaldt os, at opretholde naturens balance.

The End of Nature bliver ofte betragtet som startskuddet til den moderne amerikanske miljøbevægelse. Den var med til at åbne USAs øjne for, at vi var på koalitionskurs med naturens balancer, og at klimaudfordringerne var virkelige, her og nu – ikke blot en måske fjern tåget fremtid.

Læs mere »