Strøtanker om bæredygtighed

Der er mange forskellige konsekvenser af den globale opvarmning, men en en af de mere håndgribelige er, at efterhånden som temperaturerne stiger, vil klodens gletsjere smelte bort. Det sker i disse år med en hastighed, som er langt hurtigere, end antaget for blot få år siden. Klimaforandringer er således ikke noget, som i en fjern fremtid måske vil berøre vores børnebørn. Mange steder i verden, ikke mindst i det tropiske bælte, er det allerede i dag en håndgribelig realitet.

En af verdens tropiske gletsjere, Chacaltaya ligger højt oppe i Andesbjergene, over Bolivias hovedstad La Paz. Her lå indtil for få år siden verdens højeste skisportssted i 5.300 m højde, men i dag er her ingen sne.Ifølge lederen af den geologiske afdeling ved San Andrés-universitetet i La Paz, Jaime Argollo Bautista, er optøningen af Chacaltaya-gletsjeren gået særlig hurtigt, og mere end 80% af ismasserne er forsvundet på blot 20 år. I februar 2007 var hans bud således, at gletsjeren ville være helt væk om tre år¹ (se kort nedenfor).

Politiken har med støtte fra Danida haft en journalist og en fotograf i Bolivia for at rapportere fra området, og det er der kommet en stribe fine artikler og billedserier ud af. Ifølge Michael Rothenborg er det tidligere vintersportssted i dag som et månelandskab med blot enkelte hvide pletter, og skiliften står som et minde om en tabt tid.² Men problemet er ikke så meget, at man ikke kan stå på ski. Det er langt mere fundamentalt, at den løbende forsyning af smeltevand, som gav dalen nedenfor sin frugtbarhed og gav drikkevand til omkring 1,6 mio. mennesker i området omkring La Paz, er næsten ophørt. Folk flygter fra de tørkeramte jorder, hvor afgrøderne rundt regnet er halveret. Dem der bliver, står overfor store udfordringer med at få et livsgrundlag ud af de nye vilkår, hvor man må klare sig gennem de tørre måneder uden smeltevandet. Og i byerne er vandforsyningen katastrofal – der er eksempler på, at man har slået hul i kloakledninger for i det mindste at have vand til husdyrene.³

Læs mere »

Så sent som dette forår måtte Connie Hedegaard i forbindelse med IMOs møde i København give skibsfarten en sidste chance for at tage hånd om de stadig stigende udledninger af drivhusgasser. I en tid, hvor alle sektorer burde udvise en nedadgående tendens, har skibsfarten sammen med luftfarten og landtransport haft stadigt stigende CO₂-udledninger.

Selvom skibsfarten kan transportere en given godsmængde længere pr. liter brændstof end både landevej, tog og fly, bliver det til store mængder af drivhusgasser (og ultrafine partikler som SO₂ og NO_x), fordi vi i de senere år har fået indrettet verden, så stadig større del af det, vi spiser og bruger i vores hverdag, er produceret et helt andet sted på kloden. Hvor det i sejlskibsæraen kun var det særlige, vi hentede hjem fra fjerne lande, er det i dag det meste. Skibsfarten producerer således i dag omkring 1 mia. ton CO₂ eller 4,5% af verdens udledninger af drivhusgasser. Alene Mærsk har med sin shipping og offshore-aktivitet en CO₂-udledning på 40-50 mio. ton pr. år, eller næsten lige så meget som resten af Danmark. Så der skal ske noget meget drastisk meget snart, hvis vi skal afbøde de værste klimaforandringer.

Efter det seneste møde i Oslo 23-27. juni står det klart, at IMO, International Marine Organization, arbejder seriøst på at få etableret en bred bindende aftale om reduktion af drivhusgasser, som kan være på plads inden klimatopmødet i København næste år. Detaljerne er endnu ikke på plads, men man vil blandt andet operere med et CO₂ Design Index for nye skibe og et CO₂ Operational Index for generelt at styrke brændstofeffektiviteten. Og man analyserer på. konsekvenserne af forskellige modeller for et kvotemarked for skibsfarten, så det samlede loft for CO₂-udledningerne gradvist kan strammes.

Læs mere »