Filtre på EUs 200 største kraftværker ‘en god forretning’

12. juli 2008

På billedet herover ser man AES Drax i Yorkshire, et af EUs mange store kulfyrede kraftværker. AES Drax producerer 7% af Englands elektricitet og udleder herved 22,8 mio. ton CO₂ om året eller mere end de 100 mindst industrialiserede lande i verden tilsammen. Kul er den form fossilt brændstof, som producerer mest CO₂ pr. produceret kraftenhed, og CO₂ fra kulafbrænding i fabrikker og kraftværker tegner sig for omkring en fjerdedel af verdens udledninger af drivhusgasser.

I en tid, hvor det globale klimas ‘tipping point’ rykker hastigt nærmere, rykker nødvendigheden af en hurtig udfasning af kulkraften stadig nærmere. Det har der dog endnu ikke været politisk mod til at vedstå. Det man i første omgang realistisk kunne håbe på var, at den rige verden afholdt sig fra opførelsen af nye kulfyrede kraftværker, indtil man havde udviklet en teknologi til 100% opsamling af CO₂ fra kulafbrænding.

En anden meget kedelig egenskab ved kulafbrændingen er store mængder SO₂ og NO_x, som begge dels virker stærkt forstyrrede ind på biodiversiteten, dels frembyder alvorlige helbredsmæssige implikationer som del af den stadig mere omsiggribende ultrafine partikelforurening.

Den svenske NGO-organisation Acid Rain har derfor ladet udarbejde en rapport, hvor man undersøger, hvad der ville ske, hvis man udstyrede de 50, 100 eller 200 største udledere i EU af SO₂ og NO_x med den bedste i dag kendte filterteknologi, som kan indfange 98% af SO₂ og 90-94% af NO_x.

Alene de 100 største udledere producerer omkring halvdelen af kraftværkernes udledninger af SO₂ og NO_x, og de 500 største enheder repræsenterer 85%. Filtrering af de 100 største udledere ville medføre en reduktion af kraftværkernes årlige udledninger af SO₂ på 3,4 mio. ton og af NO_x på 1,1 mio. ton, som vil svare til en reduktion af de samlede udledninger i EU27 på hhv. 40% og 10%. Samtidig vil det reducere antallet af for tidlige dødsfald med næsten 20.000 og give mere end 200.000 ekstra leveår (se tabel nedenfor).

Det mest tankevækkende ved rapporten er faktisk, at det samfundsøkonomisk er en god investering at gøre det. Hver investeret krone kommer omkring tre gange igen.

I rapportens cost-benefit-analyse har man endda kun medregnet forbedret sundhedstilstand, ikke mindsket ødelæggelse af bygninger (ætsning) og økosystemer (naturødelæggelser).

I alt er det beregnet, at det vil koste 6,9 mia. euro pr. år at filtrere de 100 største forurenere blandt europæiske kraftværker – og at denne investering vil komme næsten trefold igen i mindskede sundhedsudgifter. Samfundsmæssigt og etisk set ville det derfor være indlysende at gøre. Men markedet er ikke i stand til at agere samfundsøkonomisk optimalt, så længe prisen på kul (og andre fossile brændstoffer) ikke afspejler den fulde pris inklusive miljøomkostningerne ved afbrændingen. Kraftværkerne – og vi som forbruger energien – betaler i dag ikke for de miljøødelæggelser og titusindvis af dødstilfælde, som deres forurening afstedkommer. Her er det, at vi i den nuværende situation behøver klartseende politikere, som kan sikre, at miljøomkostningerne internaliseres og skabe betingelser, som gør at borgere og virksomheder er tilskyndet til at handle samfundsøkonomisk og miljømæssigt fornuftigt.