Agenda 21-plan for København 2008-11
10. juli 200820. juni vedtog Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg en Agenda 21 plan 2008-2011, det samlende dokument for kommunens miljøarbejde i de kommende fire år.¹
Agenda 21-planen skal ifølge miljøborgmester Klaus Bondam støtte op om den ambitiøse målsætning om København som Verdens Miljømetropol i 2015 ved at tænke miljø på tværs af kommunens forvaltninger. Agenda 21-planen er med 68 konkrete mål og 202 initiativer en konkret handlingsplan for, hvordan visionen vil blive realiseret, som integrerer miljøindsatsen i hele kommunens arbejde.²
Forud for planens udarbejdelse har Københavns Kommune fået foretaget en undersøgelse af borgernes viden og holdninger omkring miljørigtig og miljøskadelig adfærd. Undersøgelsen viser blandt andet, at københavnerne betragter luftforurening og støj som de største miljøproblemer i kommunen. 70% svarer, at de er meget eller ret interesserede i miljøspørgsmål. Og undersøgelsen viser, at interesse for miljøet fører til mere miljøbevidst adfærd. Københavnerne vil gerne vide mere om miljøskadelig og miljørigtig adfærd. Mere end halvdelen finder den nuværende informationsmængde utilstrækkelig eller helt utilstrækkelig. Særligt vil københavnerne gerne vide mere om miljøkonsekvenserne af konkrete handlinger (A21 plan p. 11).¹
Københavns Kommunes Agenda 21-plan er inddelt i fem overordnede temaer:
Bæredygtig byudvikling handler om, hvordan målene for bæredygtighed kan integreres i kommunens overordnede planarbejde såvel som på kvarterog lokalplanniveau, og om hvordan miljøhensyn kan fremmes i byggeriet og ved byfornyelse.
Forbrug og ressourcer sætter fokus på borgernes og virksomhedernes forbrug, hvordan kommunen kan medvirke til at fremme miljørigtig adfærd blandt borgere og virksomheder, samt hvordan sammenhængen mellem ressourceforbrug, miljøforringelser og affaldsdannelse brydes.
Miljø og sundhed handler om, hvordan vi kan få mere af det, der fremmer folkesundheden, fx adgang til rekreative områder med mulighed for fysisk aktivitet, og mindre af det, der har negativ effekt for københavnernes sundhed og livskvalitet, fx kemikalier, støj og luftforurening.
Forankring blandt borgere og virksomheder har fokus på kommunens tværgående indsats for at engagere kommunens borgere og brugere i miljøarbejdet. I denne planperiode er der særligt fokus på virksomheder, børn og unge samt københavnere med anden etnisk oprindelse end dansk.
København som frontløber-kommune handler om, hvad Københavns Kommune som virksomhed gør for at gå forrest i miljøarbejdet. Kommunen satser bl.a. på miljøledelse, miljørigtige indkøb, miljørigtigt byggeri og anlæg, lavere ressourceforbrug, transport og økologi. Hvert af de fem temaer indledes med en overordnet introduktion til området. Her beskrives visionerne, de langsigtede mål og udfordringerne (A21 plan p. 12).¹
Københavns Kommunes Agenda 21-plan for 2008-11 kan downloades fra kommunens hjemmeside.
Forslag til Agenda 21-plan for København 2008-11, Københavns Kommune juni 2008 (pdf).
Præsentation af Agenda 21-planen på Klaus Bondams blog.