8. juli 2008 arkiv

G8 vedgår en 50% CO2-reduktion inden 2050

8. juli 2008

Så kom det endelig: en fælles målsætning for G8-landene om en reduktion af CO2-udledningerne på 50% inden 2050. På en måde en stor milepæl: For første gang nogensinde er USA med i en aftale om bindende reduktioner. Men aftalen er så vegt formuleret, at der i virkeligheden ikke er ret meget at glæde sig over. Og Bush har fået den klausul med, at lande som Indien og Kina skal med.

G8-ledernes klimamål har derfor vakt alt andet end entusiasme. Dels er der ingen midtvejsmålsætninger – her stritter også Japan meget imod. Dels er et reduktionsmål på 50% underligt uambitiøst i en tid, hvor det står stadig mere klart, at det frem mod 2050 vil kræve reduktioner i størrelsesordenen 80-90% at stabilisere klimaet. Og så har man endda ikke valgt 50% af 1990-udledningerne, som ellers er fast referencepunkt, men 50% af de nuværende udledninger, som for USAs vedkommende ligger næsten 20% over 1990.¹

Det er kort sagt et meget tandløst resultat, som ikke vil sikre kloden mod alvorlige klimaforandringer. Men det giver styrket tiltro til, at vi med Bush ude af Det Hvide Hus får etableret en bred klimaaftale i København.

I morgen vil der være endnu en runde med klimaforhandlinger på G8-mødet i Toyako, hvor lande som Indien, Kina og Indonesien er inviteret med. Men at få et land som Indien med CO2-udledninger på blot en femogtyvendedel af de amerikanske til vedgå bindende reduktioner, som amerikanerne insisterer på, vil kræve noget nær fuld finansiering fra de rige lande for at vinde accept.

Tværtimod har fem lande, Mexico, Brasílien, Sydafrika, Indien og Kina, som sidder med i forhandlingerne i morgen, efter et fælles møde i dag i Sapporo udsendt et communique, hvori de kræver, at G8-landene tager klimaudfordringe alvorligt og sigter mod reduktioner på 80-95% i 2050 med midtvejsmål på 25-40% i 2020 – begge i forhold til 1990-niveau.²

Det ville have været en ansvarlig udmelding fra G8-landene. Det ville være en målsætning, man kunne have respekt for – i overensstemmelse med det, som videnskaben siger er nødvendigt for at langtidssikre klodens klima. “We … urge the international community, especially developed countries, to promote sustainable consumption patterns and lifestyles responsive to mitigation requirements,” hedder det fra de fem landes communique.²

indlæg oprettet af Jens Hvass

Sheryl Gay Stolberf: G-8 Leaders Pledge to Cut Emissions in Half by 2050, New York Times 09.07.2008.¹

G8 emissions decision labelled ‘toothless’, The West Australian (AFP) 08.07.2008.

Sahil Nagpal: G-8 for continuation of science-based approach on climate protection efforts, ANI 08.07.2008.

Manmohan rejects Bush’s stance on climate change, Beijing News 07.07.2008.

Lucy Hornby: Big emerging nations demand G8 greenhouse gas cuts, Reuters 08.07.2008.²

Kenneth Lund: Hedegaard glæder sig over nyt klimamål, Politiken 08.07.2008.

G8-lande er enige om klimamål, Politiken 08.07.2008.

Kåre Pedersen: Udviklingslande bittert skuffede over G8-klimamål, Information 09.07.2008.

Andrew C. Revkin: Global Warming Talks Leave Few Concrete Goals, New York Times 10.07.2008.

Jørgen Steen Nielsen: G5, ikke G8, Information 10.07.2008.

Share

Hold Danmark Rent

8. juli 2008

‘Hold Danmark Rent’ hedder en ny organisation, stiftet af miljøministeriet og dansk erhvervsliv, som skal lære os igen at rydde op efter os. Vi danskere er i de senere år blevet stadig mere sløsede med ispapir, pizzabakker, cigaretskodder og slige sager, og det er ikke altid kun fordi, der ikke er mere plads i affaldskurven. Når man går ud og spørger om danskernes holdning til svineriet, er det lidt skræmmende at se, at jo yngre, vi er, jo mere naturligt er det at droppe tingene, hvor det passer os, frem for lige at beholde ispapiret til vi passerer næste affaldsspand.

billede fra Botanisk have i Århus

Turisterne har det som et af de få ankepunkter ved København, at de simpelthen ikke forstår, hvorfor det flyder med affald i dette ellers vidunderlige land. Og hvis man tager en runde i Indre By lørdag eller søndag morgen, så ser det rent ud sagt forfærdeligt ud i og omkring de såkaldte partyzoner. Men det er ikke kun beruselsen, som får os til at glemme at holde rent. Rygerne bruger med største naturlighed vores fælles byrum som askebæger, og man ser stadig oftere, at folk, som har holdt picnic i en af byens parker, blot går fra deres lort. I Kongens Have indsamler man dagligt mellem 8 og 25 sække affald efterladt på plænerne.¹

Miljøminister Troels Lund Poulsen har haft nedsat en arbejdsgruppe, som i går barslede med en rapport Henkastet affald – strategi og værktøjer, som på baggrund af en analyse af affaldsproblemet giver en række anbefalede strategier og værktøjer til, hvordan man kan komme affaldet til livs. Rapporten kan downloades nedenfor.

Ifølge miljøministeren koster det hvert år samfundet op mod en halv milliard kroner at rydde op. Men vi kan sætte nok så mange ressourcer ind på at rydde op. Hvis ikke vi bliver bedre til at rydde op efter os selv, bliver det ikke bedre.

Talsmanden for den ny opstartede organisation, Landbrugsraadets præsident Peter Gæmelke siger: “Hold Danmark Rent er i sig selv et udtryk for nytænkning. Henkastet affald er hele samfundets problem, og derfor opfordrer vi alle til at bakke op om arbejdet – både myndigheder, virksomheder og organisationer. Med Hold Danmark Rent får vi et sted, der kan sikre målrettede kampagner, målrettet bistand til oprydning og være en stærk partner til alle dem, der kæmper hver sin kamp mod tabt affald.”²

Men spørgsmålet er, om der er tale om nytænkning?

Læs mere »

Share