Strøtanker om bæredygtighed

Det er blot et lille plaster på såret overfor de enorme beskadigelser, vi har påført miljøet, sagde den mexicanske præsident Felipe Calderon i går lørdag ved en træplantningsceremoni nord for Mexico City. I løbet af dagen blev der plantet 8 millioner træer i Mexico.

Officielle tal siger, at der hvert år illegalt ryddes 26.000 hektar skov, men det reelle tal menes at ligge langt højere, og Mexico er blandt de lande, hvor rydningen af oprindelig skov finder sted i stor stil. Dette giver dels gradvist store ødelæggelser af levevilkårene og landets naturkapital, dels meget store CO₂-udledninger, når tropisk regnskov erstattes af simpel landbrugsproduktion.

UNEP, United Nations Environment Programme, kører i disse år omfattende træplantningskampagner. Sidste år deltog Mexico således i UNEPs kampagne A Billion Trees med plantningen af ikke mindre end 250 millioner træer. Selvom langt fra alle disse træer ender med at vokse op og blive store, er der et vigtigt socialt aspekt og en vigtig bevidsthedsmæssig dimension i at få en befolkning til at medvirke til og forstå betydningen af, at disse træer bliver plantet.¹

UNEP har siden hævet ambitionsniveauet, og i videoen nedenfor kan man høre UNEPs leder Achim Steiner introducere UNEPs seneste træplantningskampagne, som har som mål på verdensplan at nå plantningen af 7 milliarder træer inden klimatopmødet i København ved udgangen af næste år.

Læs mere »

I de kommende dage er der G8-topmøde på Japans nordligste ø Hokkaido, hvor yderligere en række store udviklingslande som Kina og Indien er inviteret med, for om muligt at komme et skridt nærmere den klimaaftale, som skal falde i hak senest i København næste år. Ingen forventer dog, at vi vil se den definitive afklaring nu. Amerikanerne siger, at de ikke vil binde sig før alle de store lande er med, mens kineserne siger, at de ikke kunne drømme om at binde sig til reduktioner, før alle de rige lande er godt i gang og har demonstreret en reel vilje til at gå forrest i omlægningen til CO₂-neutrale samfund.

Europakommissionens formand, Jose Manuel Barroso, udtrykte for få dage siden optimisme omkring at få en klimaaftale i hus. For første gang i 8 år var der tegn på, at USA vil vedkende sig bindende reduktioner. Men realistisk set skal Bush ud af det hvide hus, før vi ser klare fremskridt på klimaområdet fra amerikansk side.¹

Bevidsthedsmæssigt er der således endnu et stykke til, at det for alle står som en win-win-situation. Den engelske premierminister Brown synes at være en af de få, som har indset dette.²

Topmøderne har gennemgående god pressedækning, og i dagene op til G8-mødet har man kunnet se den sædvanlige vifte af aktiviteter, aktioner og konferencer (se blog-indlæggene James Hansen: Stop afbrændingen af kul og Brev til den japanske statsminister).

Og så var der alligevel en aktion, eller rettere en gestus, som jeg ikke kan forestille mig noget andet sted i verden: Tsutomu Oteru har lavet et stempel med hver af de otte G8-lederes ansigtstræk og har forud afleveret dem på de respektive ambassader med det håb, at G8-lederne vil nå frem til en god beslutning og bruge disse stempler til at markere deres enighed på aftalen.³

‘Hanko’, som disse stempler kaldes på japansk, er en vital del af japansk dagligdag. Aftaler bekræftes med et stempel, kunstnere verificerer deres værker med et stempel, skribenter og brevskrivere markerer deres tekster med et stempel – meget som vi tidligere brugte laksegl og i dag underskrift. ‘Hanko’et er som en grafisk identitet. Da jeg for nogle år siden underviste på Hokkaido, var det første, der skulle ske, at jeg fik lavet mit officielle hanko, som der så gik en kopi af til et centralt register. Først herefter var der en masse andet, der kunne lade sig gøre.

Vi må håbe, at G8-lederne denne gang gør brug af ikke bare stemplerne, men af det forhold, at mødet denne gang afholdes i spabyen Toyako, og at de nedsænket i de varme bade fik løsnet så meget for forhandlingsspændingerne, at kabalen gik op. De japanske værter er i hvert fald meget optimistiske med at finde fælles fodslag omkring en aftale om 50% reduktion af CO₂-udledningerne inden 2050.

Barroso: USA tæt på accept af klimamål, (Ritzau) Berlingske 06.07.2008.¹

Larry Elliott: Gordon Brown: West must not give up on aid and climate change, The Guaridan 05.07.2008.²

Inventor produces stamp seals of G-8 leaders with their portraits, Mainichi Daily News 28.06.2008.³

Martin Gøttske: Ringe udsigt til klima-enighed, Information 07.07.2008.

I de senere år har Storbritannien kunnet bryste sig af en faldende tendens i landets CO₂-udledninger, som i dag ligger 5% under udledningerne i 1992. Det er da også korrekt, hvis man opgør det ifølge Kyoto-aftalen. Men ved etableringen af Kyoto-aftalen undlod man at indregne både luftfart og skibsfart, og man har i beregningen af de nationale udledninger ikke taget højde for, at en større og større del af de rige landes egentlige vareproduktion finder sted i lande som Kina, hvor arbejdsløn og miljøkrav er mindre.

En ny rapport bestilt af DEFRA, Department for Environment, Food and Rural Affairs (det britiske miljøministerium), viser, at hvis man beregner de samlede CO₂-udledninger inklusive skibsfart, luftfart og vareproduktion i udlandet, har England en yderligere CO₂-produktion ud over Kyoto-aftalens aftalegrundlag på hele 200 mio. ton pr. år, og frem for i perioden 1992-2004 at være faldet med 5% er de samlede udledninger steget med 37%.

Denne udflagning af energitung produktion gælder ikke kun for Storbritannien. Danmarks samlede CO₂-udledninger ligger ifølge beregninger foretaget af Verdensnaturfonden på over 15 ton pr. indbygger pr. år, hvis man beregner på baggrund af det faktiske forbrug (se tidligere blog-indlæg EUs forbrug forurener globalt). Hvis man derudover indregnede luftfart og international transport, ville man sandsynligvis komme frem til, at de danske udledninger er steget endnu mere end de engelske siden 1992.

Det er derfor uomgængeligt vigtigt, at Kyoto-aftalens afløser får samtlige udledninger af drivhusgasser kommer med ind under aftalen – dels ved at alle lande er med i aftalen, dels ved at områder som offshore-aktiviteter, skibsfart og luftfart, som nu er udenfor aftalen, bliver underlagt særdeles stramme kvoteordninger.

Geofforey Lean: Britain: a leader in tackling climate change? Far from it, says new report, The Independent 05.07.2008.

Emily Beament: CO₂ emissions up by nearly a fifth in 12 years, The Independent 02.07.2008.

“Store Robert er en smuk skulptur, en mellemting mellem kolossal og monumental. Den udtrykker den abstrakte verden, som vi lever i, og er en vision om vor teknologiske tidsalder”. Sådan skrev Robert Jacobsen om sin lille model til en skulptur til Langelinjeområdet, som nu foreslås opført ved indsejlingen til Københavns Havn.

Med lidt god vilje har skulpturen da også et strejf af den tidlige teknologis dampturbineprustende former – aksler, kedler, ventiler, trykstempler. Men hvis man umiddelbart skal lade associationerne fri, er det i mine øjne mere en mutation mellem maritime pejlemærker og et motorvejsikon for en rasteplads med cafeteria. Skal den forsikre forbisejlende krydstogtskibe om, at de nok skal blive bespist, hvis de lægger til?

[nggallery id=127]

. 
Den bliver stor, meget stor, det skal den også være på det sted, men spørgsmålet er, hvad den skal på det sted? – og jeg kan ikke forestille mig, at Robert Jacobsen, selv kaldet Store Robert, ville have lavet lige den skulptur til det sted, hvis han havde levet i dag. I en tid, hvor vi er ved at vågne til de graverende klima- og miljøproblemer, som den teknologiske tidsalders verdenssyn har påført kloden, virker det på mig aldeles misforstået at placere disse 600 ton jern på byens horisont.

Store Robert er blevet udråbt som et vartegn for byen. Men den har slet ikke den uomtvistelige klarhed eller uomgængelighed, som har gjort Utzons operaskaller til en hel bys identitet – den er i forhold til sin tid nærmest lidt ligegyldig. “Store Robert er en socialdemokratisk skrothandler”, kunne man i begyndelsen af 1980erne læse på indersiden af en af toiletdørene under den italienske trappe på Charlottenborg. Der er gennem årene blevet svejset rigtig meget jern sammen efter hans direktiver.

Den store møllebue hen over Middelgrunden holder horisonten åben. Men i al dens sorte stivhed er skulpturen ‘Store Robert’ endnu en blokade af den vidunderlige fornemmelse af udstrake horisonter, som åbner sig, når man fra Middelalderbyens fortættede labyrinter bevæger sig ud langs havnefronten.

Kunne man ikke nøjes med at udstille den lille model i en glasmontre på Langelinjekajen, som et sindbillede på, hvordan kunstnere tænkte for 25 år siden?

Jacob Weiss: Store Robert på vej til Københavns Havn, Berlingske 12.06.2008.

Din Mening: Er Store Robert den rigtige skulptur til Københavns Havn? Berlingske 13.06.2008.

Camilla Stockmann: Kæmpeskulptur i København udløser hidsig debat, Politiken 18.10.2008.