På cykel rundt i Sydhavnen og Christianshavn/Refshaleøen
3. juli 2008Grøn Agenda Christianshavn har for nylig udarbejdet to foldere med cykelruter, den ene fører gennem Christianshavn og Christiania til Refshaleøen, den anden rundt om Sydhavnen. Begge ruter (se kort nedenfor) fører forbi finurlige steder, man ikke umiddelbart kender, så folderne er gode at have i hånden en dag, hvor vejret er godt og man har mod på at opleve en lidt anden side af København end de glitrende modebutikker og velfriserede parker.
ChristianshavnerCykelRuten giver en god mulighed for at opleve de gamle københavnske voldanlæg, hvor de stadig er mest intakte. Ruten går gennem Christiania til Refshaleøen og Sejlklubben Lynetten. Her længst i nord kan man se store flydedokke fra værftstiden og man har en flot udsigt til havvindmøllerne ved Lynetten og Middelgrunden.
Med en afstikker til Nyholm kan man blandt andet se en oplagt ubåd og den gamle mastekran fra dengang den danske flåde sejlede på vindkraft. Og både på ud- og hjemvejen vil man passere mange eksempler på Christianias frodige bygningskultur.
Udgangspunktet for cykelruterne er Christianshavns Torv. Alt efter temperament og opdagelsestrang under vejs skal man regne med omkring et par timer til hver.
SydhavnsCykelRuten fører fra Christianshavns Torv ned til Sydhavnstippen, hvor et særpræget stykke natur er ved at udvikle sig. Under vejs er der mange oplevelser. Det første stræk har udsigt til Kalvebod Brygge, som står som en skamstøtte over spildte muligheder og forfejlet byplanlægning. Både på ud- og hjemvejen passerer man hanebadet ved Islands Brygge, så man kan få sig en dukkert, hvis man har badetøjet med.
SydhavnsCykelRuten fører dig forbi Slusen, Fiskerihavnen og videre ud til Sydhavnstippen og Karens Minde-området. Sluseholmen og Teglholme er stadig i stor udstrækning byggeplads. Men med tiden vil man med fordel kunne lægge noget af tilbageturen på vestsiden og så vende tilbage til Amager-siden via den nye cykel- og fodgængerbro.
På begge ture kan man opleve nærheden til vandet, særpræget arkitektur, historiske minder og spændende naturområder med stor biodiversitet.
De to foldere findes både i engelsk og dansk udgave. Folderne er tilgængelig hos Grøn Agenda Christianshavn, Christianshavns Bibliotek, Christianshavns Beboerhus, Baisikeli samt Dansk Cyklist Forbund, eller de kan downloades i pdf-format nedenfor.
Herover er det til venstre SydhavnsCykelRuten og til højre ChristianshavnerCykelRuten.
Download ChristianshavnerCykelRuten: side 1, side 2 / English: page 1, page 2 (pdf).
Download SydhavnsCykelRuten: side 1, side 2 / English: page 1, page 2 (pdf).