1. juli 2008 arkiv

Samsø på verdenskortet

1. juli 2008

På en gang lige midt i Danmark og så ‘in the middle of nowhere’, kan man læse i en stor reportage om Samsø i næste udgave af The New Yorker.¹ Artiklen giver en fin indføring i, hvordan et øsamfund med godt 4.000 indbyggere på blot 10 år har kunne nå dertil, at man er 100% selvforsynende med vedvarende energi og kan kalde sig CO2-neutral. Der kommer da også mennesker tilrejsende fra hele verden for at se, hvordan man har gjort det på Samsø.

Samsingerne er med rette stolte af deres bedrift – og ikke mindst det forhold, at en gruppe helt almindelige mennesker har kunnet gøre det af egen kraft. Der var en lille smule støtte i starten, men omlægningen til vedvarende energi er sket uden at øen har forgældet sig selv. Folk på Samsø tænker i dag mere over energi og ressourcer end for 10 år siden, men man har stort set kunnet videreføre den livsstil, man havde.

Transformationen til vedvarende energi-ø har givet øen identitet. Samsø har frugtbare jorder og et mildt klima afbalanceret af nærheden til vandet. Hvis man tilsvarende omlagde Samsø til økologisk landbrug med fokus på produktion af økologiske fødevarer, ville man kunne opbygge et virkelig stærkt brand.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Elizabeth Kolbert: The Island in the Wind. A Danish community’s victory over carbon emissions, The New Yorker 07.07.2008.¹

Samsø vedvarende energi-ø. 10 års udvikling og evaluering, Samsø Energiakademi 2007 (pdf).

Samsø Energiakademi.

Share

Kulkraftværk stoppet i USA

1. juli 2008

I går standsede det amerikanske retssystem planerne for opførelsen af et kulkraftværk med henvisning til, at der ikke var planlagt nogen form for opsamling af CO2 – og dermed, at det var i strid med amerikansk lovgivnings ‘Clean Air Act’.

Dommeren pålagde i sin domsafsigelse samtidig miljømyndighederne i Georgia at stille de nødvendige krav om reduktion af udledninger af CO2 i alle nye tilladelser for kraftværket.

Sagen var rejst af Sierra Club og den lokale miljøorganisation Friends of the Chattahoochee, og miljøfolk har jublet over dommen, da det med vores nuværende viden virker absurd at blive ved med at opføre flere kulkraftværker. Vi burde i respekt for fremtidens levevilkår lave et moratorium for opførelse af kulfyrede kraftværker indtil der foreligger en hensigtsmæssig CCS-teknologi til fjernelse og lagring af CO2 fra kulafbrændingen.

Spørgsmålet er i al sin enkelhed, om CO2 er forurenende?

Og med de næsten daglige rapporter om konsekvenserne af CO2-forureningen af atmosfæren og oceanerne er det kun et spørgsmål om tid, før svaret også juridisk set er ja. Det ville være et signal om et globalt vendepunkt, hvis USA blev det første land, som afstod fra opførelsen af yderligere konventionelt fyrede kulkraftværker.

Det planlagte kulkraftværk var beregnet til at udlede mere end 8 mio. ton CO2 (de samlede danske udledninger er i alt på 50 mio. ton). Samtidig er der pt. i USA 80 kulfyrede kraftværker under planlægning. Med så store interesser på spil kan man således være sikker på, at sagen vil blive anket og forfulgt helt til tops.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Se den fulde ordlyd af dommen (pdf).

Stacey Stelton: Fulton judge invalidates permit for coal plant, The Atlanta Journal-Constitution 30.06.2008.

Eileen O’Grady & Bernie Woodall: Georgia court cites carbon in coal-plant ruling, Reuters 01.07.2008.

Matthew L. Wald: Georgia Judge Cites Carbon Dioxide in Denying Coal Plant Permit, New York Times 01.07.2008.

Thomas Fjursing: Amerikansk forbud mod kulkraft: Det udleder for meget CO2, 04.07.2008.

Share