Strøtanker om bæredygtighed

Kunne ikke forlige mig med tanken om, at billedet fra nedenstående indlæg stod ukommenteret øverst på bloggen, så jeg fandt et andet Kina-billede frem – et af favoritterne fra min barndoms frimærkesamling.

Med de graciøst flydende bevægelser, som formeligt løfter det horisontale rektangel, tænker jeg uvilkårligt Tang-dynastiet – omtrentligt dansk vikingetid – hvor Kina med Chang’an som hovedstad oplevede en kulturel blomstringstid. Ikke mindst i keramikken finder man her en sublim formens klarhed, som var tæt forbundet med det formløse. Den tid havde givet sin ødselhed og ekstravagance, men det foregik i en grundlæggende sund symbiose med det omgivende naturgrundlag, og Kina havde med sin komplementære forståelse af naturens dynamik en grundforståelse af mennesket i verden, som førte til bæredygtigt set stabile samfund.

Heroverfor står de tungt himmelstræbende køletårne nedenfor som billede på verdens umættelige konsum, og man tænker uvilkårligt, hvad godt kom der ud af det store industrialiseringsprojekt? Hvor er kulturen i massesamfundet? Hvor er lykken, lydhørheden, raffinementet, varigheden, retningen mod forløsningen? Hvor ligger tilfredsstillelsen ved med kloden som indsats at producere og samle stadig større mængder af inferiøre duppeditter omkring os?

Se tidligere blog-indlæg: En tredjedel af Kinas CO₂-udledninger skyldes eksport.

I juli-nummeret af Environmental Health Perspectives var der en artikel om konsekvenserne for børns sundhed ved at vokse op nær et kulkraftværk. Undersøgelsen bygger på sammenligninger af to grupper af hver 100 børn af ikke-rygende mødre, fra før og efter lukningen af et kinesisk kulkraftværk i Tongliang i 2004. Sammenlignet med før lukningen havde de børn, som blev født efter lukningen, 60% mindre forekomst af forsinket udvikling af bevægeapparatet.

Som det er tilfældet for langt de fleste kulfyrede værker i verden, havde Tongliang-værket ingen filtrering af udledningerne af CO₂, NO_x, SO_x, ultrafine partikler eller PAH som synes at have en markant negativ indflydelse på børns udvikling. Polycyclic aromatic hydrocarbons er: “reproductive and developmental toxicants, mutagens and carcinogens.”¹ Mødrene var således efter lukningen langt mindre udsat for luftforurening, hvilket gav sig udslag i, at der var 40% mindre forurening i blodet i navlestrengen, og at deres børn i toårsalderen blandt andet havde markant mindre problemer med udvikle koordinerede bevægelser.

Simpel afbrænding af kul er således ikke bare en rigtig dårligt for klimaet (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Stop afbrændingen af kul), men har en meget direkte negativ indflydelse på vores helbred.

Samtidig med at simpel afbrænding af kul producerer giftstoffer som PAH, som har en meget direkte negativ indflydelse på vores helbred, medfører kulafbrænding langt flere drivhusgasser end andre fossile brændstoffer for hver indvundet energienhed. Man burde således som del af klimaaftalen i København næste år tage konsekvensen og indføre et moratorium for ufiltreret afbrænding af kul (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Stop afbrændingen af kul).

Frederica Perera et al.: Benefits of Reducing Prenatal Exposure to Coal Burning Pollutants to Children’s Neurodevelopment in China, Environmental Health Perspectives 14.07.2008 (pdf).¹

Children, coal don’t mix, China study shows, MSNBC 14.07.2008.

De bløde mostæpper som blødt dækker havefladerne omkring de japanske templer, er en uadskillig del af den japanske havekunst, som den har udviklet sig gennem århundrederne, ikke mindst i mødet med den zen-buddhismens kunstimpuls. Og når japansk inspirerede haver andre steder i verden stort set altid mangler den dybde og uudgrundelighed, som man møder i Kyotos kontemplative haveuniverser, er det fordi få steder i verden som Kyoto har en konstant høj fugtighed igennem størstedelen af vækstsæsonen.

Som del af gennemførelsen af et case-studium boede jeg i en periode i 1995 i Shinju-an, et 500 år gammelt zen-tempel i Kyoto, og noget af det smukkeste og mest betydningsfulde, jeg har gjort i mit liv, var hver morgen at rense templets ti moshaver for hvert lille blad og knopskæl, som måtte være faldet i døgnets løb. Havearbejde er regnet for den fineste meditationsform, og jeg erfarede i mødet med Shinju-ans moshaver meget præcist den one-pointedness, som står centralt i zen-menneskets eksistentielle indsporing.

Yamada-san, Shinju-ans abbed, sagde ikke ret meget, og når han endelig sagde noget, var det ofte beklagelser over moshaverne. De stod ikke på samme måde som tykke tætte væg til væg-tæpper, som i hans ungdom – han var kommet til templet som 12-årig og havde passet dem i mere end et halvt århundrede.

Da jeg i går via AFP læste, at klimaforandringerne også er hårde ved de japanske moshaver, gav det et vemodigt flash back til min tid i Shinju-ans mostæpper.¹ Den øgede sommervarme og ikke mindst det, at nedbøren fra overvejende at falde som jævnt fordelt blid regn gradvist falder mere koncentreret, i voldsomme regnskyl, gør, at mosset tørrer ud mange steder, hvor den hidtil har kunnet trives.

Stillet overfor sult og vigende ismasser er det måske et af de mindre problemer – verden kan fortsætte uden mostæppernes perfektion. Men for mig, som har tilbragt måneder i Kyotos haver, var det blot et af de mange billeder på klimaforandringerne, som dagligt ruller over skærmen, som trængte gennem det beskyttende panser man danner ved dagligt at forholde sig til klodens tilstand.

Det er smertelig alvor. Haverne fra den zen-kultur, som har fået så stærk blivende inflydelse på mit menneskelige og æstetiske perspektiv og udsyn, hensygner under presset fra de fossile samfunds bevidstløse fortæren af klodens ressourcer. Jeg føler harme, desperation: Stop fjollerierne, stop nøleriet, stop med at flyve atmosfæren sønder og sammen, giv det dog en chance, at kloden forbliver et guddommeligt smukt overflødighedshorn også for de kommende generationer ved at bruge den med måde – og omtanke.

I blog-indlægget Sakura på Langelinje er der lidt statistik over, hvor markant vækstsæsonen har udviklet sig i Japan. Case-studiet om Shinju-an fra min phd Arbejdets Rum (1998) belyser med udgangspunkt i opholdet ved Shinju-an zen-æstetikken og wabi-æstetikkens udfoldelse i Japan i perioden 1450-1650.

Kyoto, city against global warming, sees threat to gardens, AFP 28.07.2008.¹

På havearbejde i Shinju-an I, Arbejdets Rum pp. 279-86 (pdf).
På havearbejde i Shinju-an II, Arbejdets Rum pp. 287-96 (pdf).

Richard Lloyd Parry: Climate change threat to Japanese Zen gardens, Times Online 01.90.2008.

For blot få uger siden var Japan vært for et G8-topmøde, hvor det midt i glæden over, at man endelig havde fået USA med i et tilsagn om bindende CO₂-reduktioner var forstemmende at se, at de store økonomier ikke var i stand til at melde ansvarligt ud i forhold til klimaudfordringens omfang. Man fik vegt fremstammet en 50% reduktion i 2050, endda med forbehold at alle skulle være med. Det er bedre end ingenting, men det løser ikke problemerne.

Derfor er det dobbelt glædeligt, at Japan i dag har vedtaget en handlingsplan for reduktion af CO₂ med op til 80% i 2050. Japan må fortsætte med at vise lederskab i miljøspørgsmålet, sagde premierminister Yasuo Fukuda i dag til det japanske parlament: Japan må tage initiativet og skabe et lav-CO₂-samfund.¹

Japan har tydeligvis taget kritikken fra de store udviklingsøkonomier, som var inviteret med til topmødet i Toyako, til efterretning. Det er reduktioner i det omfang, som skal til fra samtlige industrialiserede lande, for at vi har nogen chance for at bremse stigningen i koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren. Og det er udmeldinger af den radikalitet, som skal til, for at en række af de største udviklingsøkonomier overhovedet vil høre tale om, at også de skal reducere deres udslip.

Planen indebærer en tidobling af den japanske solenergi inden 2020 og en fyrredobling inden 2030. Yderligere ligger der i klimapakken en styrkelse af udviklingen af CCS-teknologi (Carbon Capture Storage), indførelsen af en kvoteordning samt en udbygning af kernekraften med yderligere 9 reaktorer inden for de næste 10 år.

Bortset måske lige fra det med atomkraften kunne vi meget vel ønske os en tilsvarende plan for udviklingen af et CO₂-neutralt Danmark. Ikke for at det er vigtigt om det bliver i 2049 eller 2051, men fordi det er vigtigt, at der overfor borgere og virksomheder og embedsmænd og hele resten af verden bliver slået fast med syvtommersøm, at målet er det CO₂-neutrale samfund. Det er mig ufatteligt, at vi som værtsnation for Kyoto-aftalens afløser står med stigende CO₂-udledninger og uden en sammenhængende klimapolitik for den danske overgang til CO₂-neutralitet. IDA beregnede for nyligt, at det samfundsøkonomisk set vil være en kolossal gevinst for Danmark (se tidligere blog-indlæg: Milliardbesparelser ved systematisk satsning på vedvarende energi).

Se også: G8 vedgår en 50% CO₂-reduktion inden 2050, Japan vedtager målsætning om 80% CO₂-reduktion i 2050 og James Hansen: Stop afbrændingen af kul.

Japan adopts action plan against global warming, The Wall Street Journal (AFP) 29.07.2008.¹

Risa Maeda: Japan to start trial carbon trading in October, Reuters 30.07.2008.

Det bliver ofte fremført, at der ikke er noget, der nytter, når det gælder klimaet, hvis ikke et land som Kina kommer med i aftaler om begrænsningerne. For nok er de kinesiske udledninger målt pr. person stadig ikke så store som i Vesten, men de er fordoblet på blot fem år, og men regner med at de kinesiske CO₂-udledninger i dag har overhalet de amerikanske.

Men kineserne har selv fremført, at en stor del af deres udledninger stammer fra produktion af eksportvarer, og nu har Oxford Institute for Energy Studies fremlagt et studie, som endelig bringer klarhed over, hvor meget, der er tale om. Hele 33% af de kinesiske CO₂-udledninger gik i 2005 til produktion af eksportvarer. I 1987 var det blot 12% og så sent som i 2002 var det blot 21%, så der er tale om en kraftigt stigende tendens.¹

Og en meget stor del af de kinesiske udledninger er således skabt af de rige lande, som i stor udstrækning placerer sin produktion af energi- og ressourcekrævende (og ofte også forurenende) produktion i lande som Kina, hvor arbejdslønnen og arbejdsmiljøkravene er mindre. Så problemet falder endnu engang tilbage på de industrialiserede landes fundamentalt ubæredygtige livsstil.

Verdensnaturfonden har tidligere i år beregnet, at det danske CO₂-produktion frem for de nu officielle tal på omkring 10 ton pr. person ligger nærmere 15 ton pr. person, hvis man medregner CO₂ fra vores import.

Se tidligere blog-indlæg: EUs forbrug forurener globalt, Kina med i klimaaftale fra 2012 og Det store skridt tilbage?

Catherine Brahic: 33% of China’s carbon footprint blamed on exports, New Scientist 28.07.2008.

Christopher L. Weber et al.: The contribution of Chinese exports to climate change, (abstract) Energy Policy 21.07.2008.¹

Vi tænker måske ikke over det i det daglige, men år for år går der stadig flere ressourcer på vores dagligdag, større huse og biler, mere elektronik, flere ferierejser, mere hospitalsudstyr, modetøj og eksotisk mad bragt ind fra hele kloden.

Mere er bedre – lyder mantraet, amerikanske huse er rundt regnet dobbelt så store i dag som i 1969, danske lystbåde synes dobbelt så mange og store som dengang og meget få mennesker har problemer med at finde noget at bruge deres penge til. Mere vil have mere – selvom man en gang imellem fornemmer, at nu ønsker vi os endelig mere i fritid frem for mere i løn, så er fritiden også blevet konsumtid. Det er som om at vi selv ikke i et velfærdsmæssigt smørhul som Danmark har nået et materielt mætningspunkt – og med den omfattende reklameindustri, hvis eneste mål er at generere behov, er det et åbent spørgsmål, om der overhovedet findes noget materielt mætningspunkt.

Få økonomer og politikere tør tale om nulvækst, endsige om muligheden af at opretholde den livskvalitet vi har med mindre ressourceforbrug. Men der findes økonomer – og andre mennesker – som er begyndt at tænke, at mere ikke nødvendigvis er bedre. Den indsigt vil kunne have verdensforvandlende magt.

Tim Johnson påpeger i en tankevækkende artikel i dag, at vi alene ved at skrue tiden tilbage til 1969 – og til det forbrug, vi havde dengang – ville kunne halvere vores ressourceforbrug, og dermed stort set også halvere vores CO₂-udslip.

Læs mere »

Den anden dag faldt jeg over dette billede, hvor 500 skolebørn I den lille tyske by Weilheim har været med til at dekorere en af byens pladser – på ingen måde klassisk smukt, men meget livsbekræftende og på rette sted en rigtig god idé.

Var det ikke noget at prøve af i Købmagergade, inden man går i gang med den nye belægning?

Efter at Vatikanet sidste år satte sig for at reetablere en 37 acre (15 hektar) ungarsk skov, som var blevet totalfældet, har Vatikanet med et trylleslag kunnet erklære sig CO₂-neutral. Dette skovstykke vil alene kunne absorbere al den CO₂, som dannes ved forbrændingen af fossile brændstoffer i den lille enklave. Jeg kender ikke de nærmere detaljer i regnestykket, men Vatikanet er blot 44,3 hektar i udstrækning, så man kunne måske udlede en slags tommelfingerregel i retning af, at for hver m² bymæssigt areal skal vi i det tempererede bælte have reetableret 3 m² sundt voksende skov.

I forvejen er der pres på vores dyrkbare arealer, så dette kan måske ikke gennemføres på global skala. Men det viser, hvor vigtigt det i hele håndteringen af klimaproblematikken er at få lavet en arealanvendelsespolitik, hvor skovbrug, landbrug og urbane arealer hver især bliver optimerede som ‘carbon sink’ – som CO₂-kapacitet. Og det gør det mere forståeligt, at det CO₂-mæssigt ikke kan svare sig at fælde regnskov for at dyrke biobrændstof.

Det giver således mening gennem systematisk byforgrønnelse at give stadig flere grønne blade mulighed for at suge CO₂ ud af atmosfæren. Billedligt tænker jeg i disse tider ofte, at vi skal flytte byen tilbage i skoven – og det er så at sige det, som Vatikanet har gjort.

Og det sætter den nylige tilladelse til at genoppløje allerede braklagte arealer i et ekstra problematisk lys. De skulle i stedet have haft lov til at udvikle sig til skove, som på én gang havde CO₂-opsamlende effekt og styrkede muligheden for fugle og dyrs overlevelse i et landskab med stadig større kulturtryk.

Læs mere »

En leder i British Medical Journal har vakt en del opmærksomhed de seneste dage med dens påpegning af, at noget af det mest klimavenlige, vi i den nuværende situation kan gøre, ikke mindst i den rige del af verden, er at føde færre børn. Vi nu har rundet 6,7 mia. mennesker på denne klode, skriver de to forfattere, og alene antallet af munde at mætte giver et stadig større pres på klodens ressourcer af vand, fisk, kød og korn. Ydermere vil hver ny engelsk baby forbruge 160 gange mere end en baby født i Etiopien – et tal, som sandsynligvis ligger endnu højere for en dansk baby – så det er ifølge Guillebaud & Hayes rimeligt i den nuværende situation at tale om befolkningsbegrænsning. Ikke som klumsigt magtovergreb eller rigid etbarnspolitik, men gennem en bevidstgørelse om, at vi lever i et lukket system, hvor der vi være mere til hver enkelt og de fattigste på kloden – og mere plads til at bevare biodiversiteten – hvis vi sigtede mod på sigt at blive færre.

Men al tale derom er tabuiseret, og i vækstfilosofiens perspektiv skal der helst for hver ny generation være flere børn til at tage over, for at tallene vender rigtigt. Ingen ansvarlige politikere kan i dag aktivt planlægge at gøre noget mindre, at reducere, at undlade eller blot at skrue ned for blusset. Dels er der (endnu) ikke mange stemmer i det. Dels er der ikke meget milepæl i at være den, som fik nedbragt den københavnske trafik til en tredjedel, selvom det ville være en større gave til fremtiden end snart sagt et hvilket som helst pragtbyggeri.

Det behøver ikke at være drastisk. Den nuværende fødselsrate i England er 1,91 – dvs. at 100 kvinder føder 191 børn, og den har været stigende siden 2001. Blev den blot sat ned til 1,7, således at der kom 170 børn for hver 100 kvinder, ville den britiske befolkning i løbet af 6 generationer være halveret.¹

I udviklingslandene er de mange børn en del af et sikkerhedsnet, fordi man ikke kan regne med, at samfundet tager sig af de ældre og de syge. Men vi har i de rige lande en situation, hvor vi kan gøre det. Og derfor er det vigtigt, at vi ikke gennem private pensions- og forsikringsordninger udhuler den del af velfærdssamfundet, som understøtter at vi også fremover kan have tillid til, at vi ikke behøver 8 børn for at klare os igennem.

Når vi taler demografi er en anden “klimaløsning” at vi igen kommer til at bo flere per boligenhed. Der er toiletter, køkkener og fjernsyn i stort set alle hjem og ganske meget spild ved at være eneboende, så vores stadig mere atomiserede levemønstre gør sammen med stadig flere sommerhuse og lystbåde og forventninger om stadig mere plads, at vores bomønstre i dag er ganske ressourcekrævende.

John Guillebaud & Pip Hayes: Population growth and climate change, British Medical Journal 24.07.2008.

Ian Sample: Doctors’ advice to Britons: have fewer children and help save the planet, The Guaridan 25.07.2008.¹

David Derbyshire: How to save the world – don’t have more than two children, Mail Online 25.07.2008.

Efter mange års massiv kritik fra miljøorganisationernes side om, at New Yorks 13.000 gule taxaer udgjorde et alvorligt miljøproblem, kunne New Yorks borgmester Michael Bloomberg i mandags meddele, at samtlige taxaer inden 2012 ville være udskiftet med brændstof-effektive hybridbiler.

Der er allerede omkring 1.300 hybridbiler i New Yorks taxiflåde, heriblandt en del Toyota Prius, som kører 23,3 km per liter. De nuværende Ford Crown Victorias kører kun 6 km på en liter benzin. Fra oktober vil kun køretøjer, som kan køre mere end 10,6 km pr. liter kunne få taxa-licens og fra 2009 vil kravet blive hævet til 2,3 km pr. liter (25/30 miles pr. gallon), så i praksis forventer man, at kun hybridbiler vil kunne klare kravene.¹

I konsekvens af de hastigt stigende benzinpriser er der pt. en meget stor efterspørgsel på hybridbiler, men Nissan har i de kommende år lovet at stille 200 hybridbiler om måneden, Ford og General Motors hver 50 pr. måned, så udskiftningen vil kunne ske med en hastighed på 300 hybridbiler om måneden eller 3.600 om året. Selvom en hybridbil er dyrere anskaffelsespris forventes det rigeligt at kunne opvejes ved årlige brændstofbesparelser i størrelsesordenen 40-60.000 kr. pr. taxa pr. år.

Der har selvfølgelig været indvendinger fra taxi-branchen, herunder, at det satte chaufførers og passagerers sikkerhed på spil. Bloomberg, som har sat sig for i sin embedsperiode at gennemføre 127 miljøinitiativer, har heroverfor svaret, at man snarere burde bekymre sig om New Yorks luftkvalitet. De gule taxier udgør en betydelig del af trafikken i det centrale New York. En decimering af taxaernes brændstofforbrug vil derfor få store positive konsekvenser for New Yorks luftkvalitet.

I København kunne man ønske sig en tilsvarende trafikpolitisk konsekvens – eller endnu bedre, at man udviklede et system, som sigtede på at give alle mindre erhvervskøretøjer i hovedstadsområdet mulighed for at at køre fuldt ud på el gennem en batteriombytningsordning, så et køretøj ikke behøver at stå stille for genopladning.

Nu står vi overfor at indføre en miljøzone, som fritager taxierne for nogen som helst krav til udledninger. Den optimale brug af miljøzonen ville være en kombination af krav om partikelfiltre og krav om brændstofeffektivitet (se tidligee blog-indlæg: Miljøzone med huller og Miljøzone med huller II).

Thomas Djursing: New York skifter alle taxier ud med hybridbiler inden 2012, Ingeniøren 25.07.2008.

Sewell Chan: Plan for Hybrid Taxi Fleet Moves Forward, New York Times 16.07.2008.¹

New York speeds transformation of yellow cabs to green, Reuters 17.07.2008.

Sara Kugler: Automakers offer hybrids for NYC taxi fleet, AP 17.07.2008.

Kate Rivera: Mayor Plans an All-Hybrid Taxi Fleet, New York Times 23.05.2008.