Strøtanker om bæredygtighed

Det trendsættende engelsk magasin Monocle udpegede tidligere på måneden København som Most Liveable City, og det er allerede blevet behørigt fejret på rådhuset, at København er verdnes bedste by at bo i. Det kan man så lægge i, hvad man vil.

Og jeg forstår alt andet lige godt, at man kan forelske sig i København, når man som tilrejsende svæver rundt i det historiske centrum med kreditkortet i orden. København forbinder på mange måder det bedste ved at være stor og være lille. Her er udbud og muligheder, man kun finder i metropoler, og så er der endda en intimitet bevaret, som de fleste storbyer har fået punkteret af frenetiske gennemfartsveje, himmelstræbende finanshovedsæder og mangel på respekt for de kvaliteter, som allerede var.

Udpegelsen er sket på baggrund af en lang række parametre, hvoraf nogle er mere videnskabelige end subjektive – og omvendt. Selvom kriterierne stadig nok siger mere om København som rejsemål end som levested, kan det være værd at dvæle et øjeblik ved Monocles begrundelser, når vi taler om Københavns fremtid, hvad der er værd at bevare, og hvad der er værd at efterstræbe. For det, som København når til tops på, er i høj grad nærheden, tætheden, intimiteten, blandingen af gammelt og nyt – eller de bykvaliteter, som man meget let mister, når moderne bydannelse med dens skarptskårne funktionalitetslogik får frit spil.

Nedenstående liste findes i Politiken i forbindelse med et interview med Monocles chefredaktør Tyler Brûlé.¹

• Mange cyklister
• Effektiv kollektiv transport
• Tolerance, blandt andet over for homoseksuelle
• Godt uddannelsessystem
• Offentlige sygehuse
• Gode muligheder for at starte en virksomhed
• Lav kriminalitet
• Trygt at efterlade barnevognen på gaden
• God madkultur og mange fine restauranter
• Design og arkitektur af høj klasse
• En smuk lufthavn
• Mange grønne områder og ren havn
• Smukke mennesker

Læs mere »

Franske forskere har netop offentliggjort en undersøgelse, hvor man med data fra seks forskellige europæiske bjergkæder kortlagt i alt 171 planters udbredelse over en 100-årig periode. Vegetationen op ad en bjergside rummer en hel serie af plantesamfund, som hver i sær er tilpasset de særlige vilkår op ad bjerget, som gennemgående bliver jo koldere, jo højere oppe.

Ifølge undersøgelsen har planters typiske voksested siden 1905 i gennemsnit bevæget sig 29 m opad pr. årti. Det er blot tre meter om året, men på et århundrede bliver det næsten 300 m. På et landskab som på billedet til højre, som stammer fra Valsertal i det centrale Schweiz, er der cirka 1.000 m fra bund til top, så 300 m er en betragtelig rejse. Mange skisportssteder har da også i samme periode erfaret tilsvarende problemer med, at grænsen for godt skiføre rykker stadig højere op i bjergene.

Planternes vandring mod toppen afspejler meget direkte, at de klimatiske vilkår, som de gennem årtusinder har tilpasset sig, på grund af klimaforandringerne skal findes stadig højere oppe. I de undersøgte områder har temperaturstigningen i perioden været på 0,6° C, og man kan forestille sig, hvordan visse plantesamfund med tiden vil strande på toppen og blive vokset ovenud.

De 29 meter pr. årti dækker over store forskelle. Gennemgående bevæger græsser og urteagtige planter sig langt hurtigere opad end buske og træer. I tider, hvor ændringerne af vilkårene kommer hurtigt, kan man derfor frygte for, at hidtidige symbioser og samspil melle plantesamfundenes mange arter brydes op.

Det er kun få dage siden, at amerikanske forskere offentliggjorde en undersøgelse af planternes bevægelser som følge af klimaforandringer i Californien, som forudsagde, at forandringen i vækstvilkårene med den nuværende udvikling ville være så omfattende, at omkring to tredjedele af de omkring 2.300 plantearter, som kun findes i det californiske landskab, står overfor at få deres vokseområde indskrænket med mere end 80% i løbet af de næste 100 år (se tidligere blog-indlæg: Klimaforandringer og biodiversitet).

En tilsvarende konsekvens af de globale temperaturstigninger er, at skovgrænsen gradvist bevæger sig nordud over tundraen. Når først skoven har fat, mildner den mikroklimaet markant. Dette giver risiko for en frigivelse af de kolossale mængder af metangas, som nu findes indespærret under tundraens lag af permafrost.² Ligesom CO₂ er metan en drivhusgas, blot er den 22 gange mere aktiv. Metanudledninger i forbindelse med menneskelig aktivitet har medført, at metakoncentrationen i atmosfæren i de sidste 200 år er mere end fordoblet, fra 0.8 ppm til 1,7 ppm.

Laureen Cahoon: Climate Change Pushes Plants Out of Their Comfort Zone, Science News 26.06.2008.¹

Janet Raloff: Forest invades tundra, Science News 20.06.2008.²

Michael Kahn: Rising Temperatures Force Many Plants Higher – Study, Reuters 27.06.2008.

Mason Inman: Plants ‘Climbing’ Mountains Due to Global Warming, National Geographic 26.06.2008.

Study: Global warming chases plants uphill, MSNBC 26.06.2008.

Elisabeth Astrup: Klimaændringer tvinger planter opad, Politiken 29.06.2008.