29. juni 2008 arkiv

Ukrudt og klimaforandringer

29. juni 2008

Fænomenet ukrudt har eksisteret siden mennesket begyndte at dyrke jorden, og en række planter har igennem årtusinder specialiseret sig i de nicher, som vores dyrkningsmetoder skaber. New York Times bringer i dag en tankevækkende artikel om ukrudt, og hvordan klimaforandringerne vil forskubbe balancen mellem nytteplanter og ukrudtsplanter. Artiklen tager udgangspunkt en række forsøg gennemført af ukrudtsøkologen Lewis Ziska fra det amerikanske Department of Agriculture’s Agricultural Research Service.

Ziska havde længe ønsket sig at kunne skabe laboratorieforhold, som simulerede klimaforandringerne i de kommende årtier, for at undersøge, hvordan de virker ind på vækstforholdene, da det gik op for ham, at han med storbyernes varmeøer havde vilkår, som ret præcist modsvarede ændringer i temperatur og CO2-koncentrationer de kommende 30-50 år i IPCCs såkaldte B2 scenario, hvor vi kun i begrænset omfang får held med at begrænse CO2-udledningerne. Her lå temperaturen lå omkring 2° C højere end det omgivende land, samtidig med at CO2-koncentrationerne lå på omkring 440-50 ppm, hvor de nu i gennemsnit er omkring 385 ppm. Han etablerede derfor i 2002 tre undersøgelsesområder: Ét på et økologisk landbrug på landet, ét i Baltimores centrum, samt ét i en forstadspark, hvor forholdene var nogenlunde midtimellem.

Hver af de tre undersøgelsesfelter lagde han ud med samme jord fra det økologiske landbrug, som indeholdt ukrudtsfrø fra omkring 35 ukrudtstyper, hvorefter han i de kommende fem år nøje fulgte med i, hvordan de tre felter udviklede sig. For eksempel Chenopodium album, på dansk hvidmelet gåsefod, blev ude på landet 6-8 fod høj, mens den inde i byen med nåede hele 10-12 fods højde.

Læs mere »

Share