Østersøen langsomt ved at kvæles

24. juni 2008

Den tyske afdeling af verdensnaturfonden WWF har netop udsendt et paper, som gør status over Østersøens havmiljø, og det er ikke læsning for sarte sjæle. Østersøen rummer 7 ud af verdens 10 største områder med bundvendinger, hvor det oprindelige miljø bryder sammen på grund af iltmangel. I en omtale i Ingeniøren i dag betegnes Østersøen som ‘det mest døde hav i verden‘.

WWFs paper tager udgangspunkt i data fra det amerikanske World Resources Institute, som viser, at et område i Østersøen på størrelse med Danmark (42.000 km²), er permanent uddødt, og at iltsvind i de varmeste somre rammer et areal på 100.000 km². På 11 år antallet af områder, som er berørt af bunddød som følge af iltsvind, vokset fra 44 til 169.

Vi kender fænomenet fra Bælterne og det sydlige Kattegat, hvor økosystemerne på varme somre kammer over med stor algevækst, hvis nedbrydning forbruger al ilten dertil at organismer, som er afhængige af ilt går til grunde, og et dødens tæppe breder sig over havbunden, mens man på land kan komme ud for, at døde fisk skyller i land kvalt af iltmangel. Men WWFs rapport viser, at forholdene er endnu værre inde i Østersøen, hvor vandudskiftningen kun foregår langsomt.

Årsagen er først og fremmest de store mængder organisk materiale, som dels stammer fra byernes spildevand, dels stammer fra landbrugets udstrakte brug af kunstgødning hvor store mængder af kvælstof fra markerne vaskes ud i floder og søer og derfra ender i Østersøen. Men ifølge WWFs paper er omkring en fjerdedel af det kvælstof, som findes i Østersøens vandmasser, optaget fra atmosfæren, hvor den stammer fra gødningsafdampninger og forbrænding af fossile brændstoffer.

Sammen med sommerens sol og varme giver disse store koncentrationer af organisk materiale anledning til opblomstringen af store mængder alger. Nedbrydningen af disse alger forbruger så meget ilt, at havmiljøet i grelle kollapser med store mængder døde fisk til følge.

På luftfotografiet til højre (fra paperets forside) kan man rent faktisk se de havområder mellem Sverige, Finland og de baltiske lande, som er værst berørt af fænomenet.

Normalt betegnes det for kritisk for højere livsformer som fisk, hvis iltkoncentrationen når under 3 ml ilt pr. liter havvand, og kortet til venstre viser, hvor mange af de syv år i perioden 2000-06, som har ligget under denne grænse. Et område ned midt gennem Østersøen, som stort set svarer til det område, som på luftfotografiet er hårdest ramt af algevækst, har i alle syv år ligget under denne grænse.

Kortet nedenfor til højre viser hvor kraftigt et iltsvind, der har været tale om i de pågældende områder. Og det er værd at bemærke, at selvom forholdene i de danske farvande kan være alvorlige nok, er der endnu ikke som i de indre dele af Østersøen tale om et kronisk permanent iltsvind. Her formår havstrømme og efterårsstorme tilsammen normalt at løfte iltniveauet dertil, at Kattegat og bælterne endnu ikke er blevet del af Det Døde Hav.

Det billede af Østersøen på kvælningsdødens rand, som WWFs paper opridser, er ikke kommet fra dag til dag, men er tværtimod resultatet af mange årtiers uhæmmede udledninger fra et meget stort bagland. Allerede i begyndelsen af 1960erne lød de første meldinger om en snigende katastrofe. En revitalisering af Østersøen vil derfor også være en langvarig proces, som vil vinde meget ved en 100% biologisk rensning af byernes spildevand, en trafik, en produktion og en samfundsstruktur, som ikke var baseret på fossile brændstoffer, samt et landbrug, som ikke som nu systematisk hælder store mængder kunstgødning ud på markerne, selvom en ganske stor del heraf vil ende som gødning for Østersøens blågrønalger.