Strøtanker om bæredygtighed

Den tyske afdeling af verdensnaturfonden WWF har netop udsendt et paper, som gør status over Østersøens havmiljø, og det er ikke læsning for sarte sjæle. Østersøen rummer 7 ud af verdens 10 største områder med bundvendinger, hvor det oprindelige miljø bryder sammen på grund af iltmangel. I en omtale i Ingeniøren i dag betegnes Østersøen som ‘det mest døde hav i verden‘.

WWFs paper tager udgangspunkt i data fra det amerikanske World Resources Institute, som viser, at et område i Østersøen på størrelse med Danmark (42.000 km²), er permanent uddødt, og at iltsvind i de varmeste somre rammer et areal på 100.000 km². På 11 år antallet af områder, som er berørt af bunddød som følge af iltsvind, vokset fra 44 til 169.

Vi kender fænomenet fra Bælterne og det sydlige Kattegat, hvor økosystemerne på varme somre kammer over med stor algevækst, hvis nedbrydning forbruger al ilten dertil at organismer, som er afhængige af ilt går til grunde, og et dødens tæppe breder sig over havbunden, mens man på land kan komme ud for, at døde fisk skyller i land kvalt af iltmangel. Men WWFs rapport viser, at forholdene er endnu værre inde i Østersøen, hvor vandudskiftningen kun foregår langsomt.

Årsagen er først og fremmest de store mængder organisk materiale, som dels stammer fra byernes spildevand, dels stammer fra landbrugets udstrakte brug af kunstgødning hvor store mængder af kvælstof fra markerne vaskes ud i floder og søer og derfra ender i Østersøen. Men ifølge WWFs paper er omkring en fjerdedel af det kvælstof, som findes i Østersøens vandmasser, optaget fra atmosfæren, hvor den stammer fra gødningsafdampninger og forbrænding af fossile brændstoffer.

Læs mere »

For få dage siden fremgik det af en rapport fra EAA, European Environment Agency, som har til huse i København, at de 15 gamle EU-lande i 2006 samlet lå 7,7% under udledningerne i 1990 og hermed var godt på vej til at opfylde sine forpligtelser i forhold til Kyoto-aftalen om at nedskære CO₂-udledningerne i 2012 med 8% i forhold til 1990, som er hele CO₂-aftalekompleksets nulår.¹

Men det dækker over ganske store forskelle. Tysklands udledninger lå i 2006 18% under 1990, og en række østeuropæiske lande lå omkring 50% lavere end i 1990 (i høj grad på grund af afvikling af kulfyret produktion), mens i den anden ende af spekteret Spaniens udledninger i 2006 lå hele 50% over 1990 og Cyperns 66% højere. De danske udledninger er stort set uændrede igennem perioden – i tabellen nedenfor er de samlede drivhusgasudledninger opgjort til at ligge 2% over 1990.

Efter en let faldende tendens har de danske CO₂-udledninger de seneste tre år endog været stigende, først og fremmest fordi man har valgt at fyre mere med kul på bekostning af brændelskilder med mindre CO₂-udledninger. Det er bagsiden af det europæiske kvotesystem. Man har villet etablere en markedslogik, uden at stramme udgangssituationen tilstrækkeligt til, at markedet fungerer. Kvoteprisen er derfor stadig så lav, at det i alt for mange situationer bedre kan svare sig at betale sig fra at CO₂-forurene. Og kvotesystemet har endnu ikke formået at skabe det brede incitament til fuld omlægning til vedvarende energi i Danmark, som skal til for at imødegå klimaudfordringerne.

Læs mere »

James Hansen, leder af NASA Goddard Institute for Space Studies gennem en menneskealder, gav i går i Washington en forelæsning for det amerikanske senats klimapanel, på 20-årsdagen for en fremlæggelse af han gav for den amerikanske kongres, hvor det første gang blev klart for offentligheden, at vi stod overfor fænomenet global opvarmning.

I mine øjne er James Hansen en helt central kilde, hvis man vil forstå klimaproblematikken og dens konsekvenser. Jeg har derfor kopieret hans forelæsning fra i går ind nedenfor. De tilhørende slides kan downloades i pdf-format (2.9 Mb). Se mere om James Hansen i gårsdagens blog-indlæg: James Hansen: Sidste udkald.
..

Global Warming Twenty Years Later: Tipping Points Near

by James Hansen¹

My presentation today is exactly 20 years after my 23 June 1988 testimony to Congress, which alerted the public that global warming was underway. There are striking similarities between then and now, but one big difference.

Again a wide gap has developed between what is understood about global warming by the relevant scientific community and what is known by policymakers and the public. Now, as then, frank assessment of scientific data yields conclusions that are shocking to the body politic. Now, as then, I can assert that these conclusions have a certainty exceeding 99 percent. The difference is that now we have used up all slack in the schedule for actions needed to defuse the global warming time bomb. The next President and Congress must define a course next year in which the United States exerts leadership commensurate with our responsibility for the present dangerous situation.

Otherwise it will become impractical to constrain atmospheric carbon dioxide, the greenhouse gas produced in burning fossil fuels, to a level that prevents the climate system from passing tipping points that lead to disastrous climate changes that spiral dynamically out of humanity’s control.

Changes needed to preserve creation, the planet on which civilization developed, are clear. But the changes have been blocked by special interests, focused on short-term profits, who hold sway in Washington and other capitals.

Læs mere »