Filippinske skoler gennemfører omfattende træplantninger
22. juni 2008På Filippinerne udstedte Department of Education for nylig en lov, som påbyder alle offentlige og private skoler og uddannelsesinstitutioner at gennemføre omfattende træplantninger på deres campus-områder. Samtidig bliver det forbudt at fælde eksisterende træer. I den udstrækning, man ikke har plads til træplantninger på skolens område forventes det, at man etablerer småskove i lokalområdet. På billedet herover og nedenfor er en gruppe elever og lærere ved at reetablere mangroveskov.
Kampagnen sker som en del af indsatsen mod klimaforandringer. I lovens pkt. 2 hedder det, at situationen kalder på en radikal samlet indsats for at modvirke de globale klimaforandringer.
“Træer udgør vores planets lunger” står der i lovens pkt. 3: “Træer hjælper med at reducere global opvarmning ved at opsamle millioner af ton CO2 hvert år. Træer giver også en kølende skygge, skærmer for kolde vinde, tiltrækker fugle og dyreliv, renser vores luft, beskytter mod jorderosion, renser vores vand og tilfører harmoni og skønhed til vore skoler og samfund.”¹
Vi kunne godt bruge meget mere af en tilsvarende forståelse i Danmark, men styrkelsen af CO2-absorptionen i vores biologiske systemer fylder meget lidt i vores hjemlige miljø- og klimapolitik. Der er ingen krav om biofaktor-niveauer i bymæssig bebyggelse, ingen støtte til endsige krav om dyrkningsmetoder, som kunne øge bindingen af CO2 i skovbrug og landbrug. Tværtimod har landbruget netop fået lov til at genoppløje braklagte jorder.