Sure oceaner III

19. juni 2008

I går var der i The Guardian en artikel, hvor Wallace Broecker – ledende forsker ved Lamont-Doherty Earth Observatory ved Columbia University i New York og den som i sin tid skabte begrebet global opvarmning – slog til lyd for, at vi bliver nødt til at iværksætte eksperimenter med CO₂-deponering i oceanerne. Eksperter har længe været af den formening, at CO₂-deponering ville være en enkel, billig og effektiv løsning. Når først CO₂en var deponeret tilstrækkeligt dybt, ville den blive nede ved bunden i adskillige århundreder.¹

Men en sådan CO₂-udledning vil ikke bare udslette livet på bunden af de berørte oceaner. Sidste år oplevede man flere steder langs den amerikanske Stillehavskyst, at vand med meget lav ph-værdi fra oceanernes bund strømmede op over kontinentalsoklen (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner).

Forsuringen af havene er allerede en fremskreden proces, og der er risiko for, at skaldyr som er vitale for havenes fødekæder, inden for få årtier ikke vil være i stand til at danne deres beskyttende kalkskjolde. Dette ledte for nylig til et moratorium overfor alle yderligere eksperimenter med at øge havenes CO₂-optagelse gennem forskellige former for gødning (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner II og FN moratorium om gødning af oceanerne).

The Guardian bringer samme dag en meget læseværdig respons, hvor Bill Hare fra Greenpeace går stærkt i rette med Wallace Broecker og gør opmærksom på, at CO₂-deponeringer i oceanerne vil føre til uoverskuelige miljøødelæggelser, samtidig med, at en betydelig del af den deponerede CO₂ på sigt ville vende tilbage til atmosfæren.²

“In short,” skriver Hare: “Ocean disposal of CO₂, in common with other proposals for geoengineering our way out of climate change, is simply a dangerous distraction and draws attention away from the real solutions. There is no alternative but to drastically reduce emissions and this is best done at source using renewable energy, energy efficiency, reducing deforestation and improving the efficiency of industry and agriculture.”²

I den forløbne uge har australske og amerikanske forskere fremlagt data, som viser, at verdenshavene fra 1961-2003 steg 50% mere end antaget af FNs klimapanel IPCC. Og dermed vil den sandsynlige havstigning ved udgangen af dette århundrede ifølge en af rapportens hovedforfattere, Nathan Bindoff fra University of Tasmania, være på omkring en meter.³

Opvarmningen og forsuringen udgør tilsammen en ødelæggende cocktail for koralrevene, og australske forskere fra James Cook University har fremlagt en rapport, som tegner et dystert billede af fremtiden for koralrevene og de 4.000 fiskearter, hvis liv er helt baseret på koralrevenes særlige livsbetingelser.

Alt i alt virker enhver plan om at lede CO₂ i verdenshavene med den nuværende viden absurd. Med Bill Hares ord er der “intet alternativ til dreastisk at reducere udledningerne, og det er bedst gjort ved kilden gennem anvendelse af vedvarende energi, mindskelse af afskovning og forbedret effektivitet i industri og landbrug.”²