Copenhagen Consensus
30. maj 2008
Så har han gjort det igen, Bjørn Lomborg, sat økologien, bæredygtigheden og håndteringen af den globale klimaudfordring nederst på dagsordenen. Denne gang med fem Nobelprisvindende økonomer som gidsler i den seneste Copenhagen Consensus 2008, hvor otte af verdens topøkonomer igennem en uge har diskuteret sig frem til en prioritering af 30 tiltag, man hver især kunne gennemføre, hvis man havde 75 mia. $ at gøre godt med i verden.
Denne gruppeøvelse er svær at tage alvorligt som andet end selskabsleg. Listen over de 30 tiltag og prioriteringen af dem siger i mine øjne mest om, hvor elendig økonomi og økonomer er til at afveje kortsigtede og langsigtede konsekvenser – og dermed til at tage vare på klodens tarv på bare lidt længere sigt. Og så er Copenhagen Consensus et klart billede af, hvor antropocentrisk symptombehandlende vores perspektiv har udviklet sig.
Hvis alle brugte samme logik, vil CO2-koncentrationerne blot fortsætte med at stige, og nedslidningen af vores naturgrundlag endeligt nå den smertegrænse, hvor den ikke blot ødelægger levevilkårene i andre dele af verden, men som en boomerang underminerer vores eget levegrundlag.
Dan dag klimaet løber løbsk, vil der være tale om omfattende forstyrrelser af økosystemerne med op mod en halvering af biodiversiteten, mens afsmeltningen af klodens ismasser vil true Asiens store flodkulturer og havstigninger på op mod 75 m vil sætte en stor del af verdens storbyer under vand. Når forskningen i og reduktionen af klimaforandringerne endda kommer ind på de to sidste pladser, må det være fordi økonomernes cost-benefit-analyser i deres kortsigtet nyttebetonede perspektiv ikke formår at værd(i)sætte opretholdelsen af klodens balance.
