Strøtanker om bæredygtighed

For et par uger siden udgav Greenpeace rapporten False Hope, som konkluderede, at en CCS-teknologi (Carbon Capture Storage) var så langt fra at være udviklet i indfangningsteknologien, ville give et stort energitab ved forbrændingen og have en masse afledte vanskeligheder ved transporten og deponeringen, således at CSS først ville være klar brug i større udstrækning i 2030. CSS måtte derfor ikke blive nogen undskyldning for at opføre såkaldte carbon capure ready kulkraftværker, for sådanne fandtes slet ikke.

Med en tidshorisont helt frem til 2030, før man kunne regne med at have en CCS-teknologi klar, ville klimaet ikke overleve en videre udbygning med kulkraftværker. Selv når teknologien foreligger, vil det tage tid at implementere på alle kulkraftværker, og måske det kun vil kunne lade sig gøre på nye anlæg. Ifølge Greenpeace var det derfor den eneste rigtige løsning at rette størstedelen af vores forskningsmidler mod energieffektiviseringer og en systematisk udbygning af den vedvarende energisektor. Se tidligere blog-indlæg: Greenpeace: Falske forhåbninger.

Ikke desto mindre forskes der intenst i udviklingen af CCS-teknologier, og andre dele af miljøbevægelsen har været mindre kategorisk afvisende overfor CCS ud fra den betragtning, at vi i den nuværende situation ikke har råd til at udelukke nogen mulig måde at mindske CO₂-udledningerne på. Og muligvis vil vi kunne se CCS-teknologier klar væsentligt tidligere end 2030.

Reuters meddelte for nylig, at Kina arbejder målrettet på udviklingen af en CCS-teknologi, som skulle kunne føre til de første CO₂-fri kulkraftværker i 2015.¹ En implementering af CCS-teknologi på Kinas samlede kulafbrænding vil virkelig være noget, der rykkede i den rigtige retning, selv hvis der var tale om en reduktion på blot 80% eller 90%.

Og for få dage siden fremgik det, at forskere fra University of Wyoming har udviklet en CCS-teknologi, som ville kunne fjerne 90% af kraftværkernes CO₂-udledninger ved en omkostning på kun 20$ pr. ton CO₂ – eller omkring det halve af nu kendte metoder.² Og dermed er et prisniveau, som kan konkurrere med de nu meget lave CO₂ kvotepriser, så det bliver attraktivt at implementere teknologien hurtigt.

Problemet er dernæst lagringen af den indfangede CO₂. Den simpleste af de undersøgte storage-løsninger har været at pumpe CO₂en ud i oceanerne på så dybt vand, at den blev fortættet til væske, som ville synke til bunds. Men det må man opgive. For nylig kunne man på den amerikanske stillehavskyst konstatere, at dette sure bundvand faktisk i store strømhvirvler skyller op over kontinentalsoklerne, og at dette vand fra oceanernes bund allerede nu har så lav en ph-værdi, at det kan virke ætsende på koralrev og skaldyrenes beskyttende skaller (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner I).

[nggallery id=122]

. 
Der findes eksempler på, at det faktisk er lykkedes at deponere CO₂ i tidligere oliefelter. Hydro-Statoil har således igennem 10 år hvert år pumpet omkring 1 million ton CO₂ om året ned i Sleipnerfeltet langt ude i Nordsøen. Det er ikke gjort af klima-altruistiske grunde, men fordi naturgassen fra Sleipnerfeltet har et højt CO₂-indhold, som man ellers skulle have betalt en høj afgift for. CO₂en bliver derfor fjernet på havet og pumpet tilbage i feltet for at hjælpe med at kunne presse mere gas ud af feltet.³

Men for de mange kraftværker, som ikke fra starten af er blevet lokaliseret ud fra let adgang til CO₂-lagring kan det blive meget bekosteligt at få indsamlet, komprimeret og transporteret de store volumener af CO₂ hen til egnede geologiske formationer. Så selv den dag, hvor CCS-teknologien er på plads, vil det blive markant fordyrende for fremstillingsprisen for energi. Og her er vi noget helt centralt ved de fossile brændstoffer. De har været så billige at anvende, fordi vi indtil nu ikke har betalt for de miljøomkostninger, som følger med afbrændingen af den fossile energi – som kan vise sig at være langt højere end prisen for at udvinde den.

Det er den regning vi står med nu, og som bliver jo større, jo mere vi tøver med radikale ændringer i hele den måde, vi tilvejebringer vores energi på.

Emily Rochon et al.: False Hope. Why carbon capture and storage won’t save the climate, Greenpeace 05.05.2008 (44 sider pdf).

Emma Graham-Harrison: China aims for first zero emission power by 2015, Reuters 23.04.2008.¹

Peter N. Spotts: No-pressure way to capture CO₂, Christian Science Monitor 23.05.2008.²

Don’t want to release your CO₂? Bury it, AFP 25.05.2008.³

Annie Jia: Researchers examine carbon capture and storage to combat global warming, Stanford Report 13.06.2008.

Charles W. Schmidt: Carbon Capture and Storage: Blue-Sky Technology or Just Blowing Smoke? Environmental Health Perspectives vol. 115 no. 11 nov. 2007 (pdf).

Bert Metz et al (Eds.): Carbon Dioxide Capture and Storage, IPCC Special Report sept. 2005 Full report (pdf) / Technical Summary (pdf) / Summary for Policy Makers (pdf).

Carbon dioxide storage prized, Statoil.com 18.12.2000.

Deborah Adams & John Davison: Capturing CO₂, IEA Greenhouse Gas R&D Programme 2007 (pdf).

Storing CO₂ underground, IEA Greenhouse Gas R&D Programme 2007 (pdf).

W.G. Ormerod et al.: Ocean Storage of CO₂, (1999) IEA Greenhouse Gas R&D Programme, 2. rev. ed. 2002 (pdf).

Geological Storage of CO₂ – Staying Safely Underground, IEA (International Energy Agency) jan. 2008 (pdf).

Jørgen Steen Larsen: EU: Nu skal der satses på ‘CO₂-fri’ kul, Information 08.02.2008.