Det skjulte strømforbrug
24. maj 2008Vores hjem er i løbet af de seneste årtier blevet fyldt med stadig flere elektriske apparater, og selvom jeg har prøvet at holde igen og indrettet mig uden TV, tørretumbler, opvaskemaskine og elektrisk tandbørste, så går der masser af elektronik på min tilværelse, og jeg ville nødig leve uden stereoanlæg, vaskemaskine og køleskab.
Jeg arbejder mest hjemme, og ikke mindst mit kontor bugner af elektronik: En bærbar, som er i gang 12-14 timer om dagen, to printere, en ekstra harddisk, et modem, en router, som er sat til døgnet rundt, og en masse ekstra, jeg tager frem efter behov, scanner, dias-projektorer, DAT-båndoptager, oplader til kamerabatterier. Selvom det er småting, bliver det til for min en-personers husstand 1.800 kWh (kilowatttimer) om året – et godt stykke over Elsparefondens mål på 1.000 kWh pr. person i klub 1000. Elsparefonden mener da også, at 1.500 kWh er et mere realistisk mål for aleneboende. Der går cirka samme strøm til køleskabet, komfuret og fjernsynet uanset om man er én eller flere.
Hvor det er umiddelbart forståeligt, at de elektriske apparater bruger strøm, når vi bruger den, er det let at glemme, at de fleste af dem bruger strøm, så længe de er sat til. Den eksterne harddisk har en lille blå pære, som lyser selv når den er i dvaletilstand, printeren står klar til at printe selv når computeren er slukket og jeg er over alle bjerge, computerens oplader bruger en lille smule strøm, selv når den er færdig med at oplade.
Jesper Stein Sandal har i artiklen: Så meget strøm bruger dit pc-udstyr, testet, hvor de skjulte strømtyve var på hans kontor. Et TV med billedrør bruger 80 W, en PC (han har checket 2 forskellige) brugte 88-130 W med spidsbelastninger oppe på 164 W. Heroverfor bruger en bærbar 21-34 W eller rundt regnet en fjerdedel (se listen nedenfor). Men hans modem bruger konstant 5 W, og routeren, den trådløse telefon, inkjet-printeren og opladerne til mobilen og til det digitale kamera bruger tilsvarende hver 1-3 W blot ved at være sluttet til. Alt i alt bliver det over tid til et markant strømforbrug.
Af en kommentar til artiklen fremgår det, at det med en pris pr. kWh på omkring 1,70 kr., koster 14,90 kr. om året pr. konstant brugt watt. Alene modemet med 5 W konstant brug bruger således for 75 kr. om året, og der vil typisk være adskillige hundrede kroner at spare på det årlige el-regnskab – og en tilsvarende mængde CO2 – blot ved at reducere sit forbrug af hvilestrøm.
Oversigt over typisk driftsforbrug
• Bærbar pc: 21-34 watt
• Stationær pc: 88-130 watt
• 19” LCD-skærm: 26 watt
• Modem: 5 watt
• Router: 4-5 watt
• Wi-Fi Router: 2 watt
• Trådløs telefon: 1-2 watt
• Oplader til mobiltelefon: 3 watt
• Oplader til digitalkamera: 1 watt
• Printer: 4-11 watt
• USB harddisk: 8-12 watt
• Kontorlampe: 41-55 watt
• Harddiskoptager: 28 watt
• Nintendo Wii: 7-18 watt
• Billedrørs-TV: 80 watt
• Makulator: 70 watt
På Elsparefondens hjemmeside kan man finde en hurtigberegner, som kan give gode råd til, hvordan ens el-forbrug – og dermed el-besparelse – kan blive mindre. Hver sparet kWh giver en besparelse på omkring 1,75 kr. Alene det at skifte fra en computer med billedrør til en bærbar vil således kunne spare 225 kWh eller 393,75 kr. om året.
Hvis jeg spejler mine 1.800 kWh i hurtigberegneren, er der tre ting, som jeg kan gøre for at nedbringe mit strømforbrug: El-spareskinne på computer-afdelingen (102 kWh), erstatning af 2 glødelyspærer med sparepærer (80 kWh) samt et nyt A++ mærket køleskab (200 kWh). I alt en besparelse på 538 kWh eller 942,- kr. om året. Stadig vil der være et stykke vej til de 1.000 kWh.
Men smider man et køleskab fra år 2000 ud?
Jesper Stein Sandal: Test: Så meget strøm bruger dit pc-udstyr, Version2.dk 23.05.2008.
Værd at vide om elspareskinnen, Elsparefonden 2008 (pdf).
Lysdioder til belysning, Elsparefonden 2008 (pdf).
Elsparefondens guide til et lavere elforbrug, Elsparefonden 2007 (pdf).
Sådan kommer 7 familier ned på 1.000 kWh, Elsparefonden 2008.
Ny analyse: Danskerne er vilde med at spare, Elsparefonden 13.05.2008.