Facadeplanter I – blåregn

18. maj 2008

Blåregnen er tidligt på den i år, så i disse dage kan man opleve blåregnen folde sine store varmblå blomsterranker ud. Blåregnen kan med tiden blive en virkelig stor plante, som med gode vækstvilkår uden problemer når op i 4. sals højde. Den findes i to varianter, den kinesiske blåregn, Wisteria sinensis, som er den kraftigste og mest robuste, og den japanske blåregn, Wisteria floribunda, som findes med lidt større variation i form og farve.

[nggallery id=120]


De to øverste billedrækker er fra en japansk blåregn i Botanisk Have. Midterrækken er fra en kinesisk blåregn, som også står i Botanisk Have, mens fjerde række viser en kinesisk blåregn i Kunstindustrimuseets gårdhave. Nederste række er fra Zürich, som jeg besøgte sidste år. Der var i hundredvis af kinesiske blåregn i gaderne. Efter blomstringen udvikler de en lysende grønt løv, som kan være med til at skygge lidt for den stærke sommersol. Det kunne også være et flot indslag i Københavns gadebillede.

Få ting kan hamle op med blåregnen, når den sidst i maj flyder over med sine store ranker af lyst blåviolette blomsterranker. Og få steder i byen kan man opleve blåregnens blomstring mere intenst end den espalierede japanske blåregn i Botanisk Have. Der er her en udefinerlig stemning af urskov – om end en særdeles kultiveret urskov.

I de kinesiske og japanske parkhaver er den espalierede blåregn en næsten arketypisk klassiker: At sidde i den lette skygge fra blomstertaget med de velduftende blomsterranker graciøst hængende ned i den blådisede udsigt ud over vandet er klart et af højdepunkterne i havens årscyklus. Selvom blåregnens blomstring kun er kortvarig, lever billedet videre.

indlæg oprettet af Jens Hvass

For mere information om facadeplanter og deres vækst, se Grønne Lunger. Eksempler på facadebeplantninger fra det historiske København (7,9 Mb pdf). Heri findes to opslag med blåregn:

Kinesisk blåregn – Kunstindustrimuseet, pp. 50-51 (pdf).
Kinesisk blåregn – Botanisk Have og Larsbjørnsstræde 20, pp. 52-53 (pdf).

I løbet af sommeren 2008 vil Strøtanker om bæredygtighed bringe en serie om facadeplanter – se indlæg tagged med facadeplanter.

 

Share