Greenpeace: Falske forhåbninger

12. maj 2008

I disse år investeres der store summer i forskningen i CCS-teknologi – Carbon Capture Storage – som skulle sætte os i stand til at filtrere CO₂-udledningerne fra afbrænding af fossile brændstoffer, først og fremmest de mange kul, som afbrændes i kraftværker over hele kloden, for at producere energi. Håbet er at kunne udvikle de nuværende kraftværker, så man med tiden bliver i stand til at indfange og indkapsle CO₂-udledningerne.

Men ifølge en ny rapport fra Greenpeace, False Hope. Why carbon capture and storage won’t save the climate, er der tale om falske forhåbninger. CCS-teknologien har så mange usikkerhedsmomenter, at det på nuværende tidspunkt er usikkert, om det overhovedet er muligt i større stil at indfange og indkapsle CO₂ fra kulkraftværkerne.

Selv opsamlingsteknologien bliver tidligst klar til kommercielt brug 2030, hvilket er meget sent i forhold til at der på kulafbrændingsområdet er brug for en kraftig øjeblikkelig reduktion af de nuværende udledninger, hvis vi skal nå at stabilisere klimaet. Som det ser ud nu, bliver CSS en både dyr og energikrævende teknologi, hvor 10-40 % af den udvundne energi vil blive brugt alene ved opsamlingen, og etableringen af et system af rørledninger, som kan transportere CO₂ fra forbrændingssted til deponeringssted bliver en kolossal, stærkt ressourcekrævende investering.

Selve CO₂-lagringen har mange usikkerhedsmomenter og ubesvarede spørgsmål, og man har i dag ingen sikkerhed for, at man har egnede lokaliteter til langtidsopbevaring af de store mængder CO₂ endsige at den CO₂, som med stort energiforbrug bliver pumpet tilbage i undergrunden ret faktisk forbliver i de underjordiske lagre. Endda bliver CSS-teknologien brugt som undskyldning for at fortsætte udbygningen af kulfyrede kraftværker.

Men som Greenpeace påpeger, er det i den nuværende situation det næsten umoralsk at kanalisere så mange forskningsmidler (og forhåbninger) over på et område, som vi allerede nu ved kommer for sent, når midlerne var langt bedre brugt på videreudviklingen af vedvarende energi-løsninger overalt på kloden.

Vejen frem er ifølge False Hope en systematisk udbygning af vedvarende energi samtidig med en bred vifte af tiltag, som tilsammen kan reducere vores energiforbrug radikalt. Et land som New Zealand fremhæves for allerede i dag at få 70 % af sin elektricitet fra vedvarende energikilder, og at have planer for at nå 90 % i 2025.

Hvis alle gjorde som New Zealand frem for at håbe på, at CSS-teknologien bliver klar, ville vi være godt på vej til at kunne håndtere den globale klimakrise.

Eneste nu kendte CSS-teknologi er vegetation. Den er velfungerende, billig, smuk og stort set vedligeholdelsesfri, kræver ingen højteknologi eller store investeringer, men leverer som frynsegode et overflødighedshorn af næringsrige frugter. En del af løsningen er en systematisk forøgelse af biomassen og den biologiske aktivitet over alt på kloden. Først og fremmest gennem nye dyrkningsmetoder i skovbrug og landbrug, som giver plads til et langt større biologisk aktivitetsvolumen, men også gennem en systematisk forgrønnelse af byens tage, mure, gade- og gårdrum. Det ville samtidig have en lang række fordele for bymiljøet.

Jeg ved, at det ikke løser hele verdens problemer. Men frem for at blive ved med at bygge stadig mere højteknologiske huse i stål og beton, hvor alene fremstillingsprocessen producerer store mængder CO₂, skulle vi måske overveje igen at udvikle byhuse, hvor den bærende konstruktion er i træ. Hver gang vi bruger et ton træ som byggemateriale, vil det meste deraf være kulstof (C), som gennem træets fotosyntese er akkumuleret fra atmosfærens CO₂. Og som eksemplet herover antyder, kan et sådant CO₂-lager både være smukt og lagre mange andre gode ting.