Strøtanker om bæredygtighed

James Hansen, ledende klimaforsker ved NASAs Goddard Institute for Space Studies har i 2008-2009 State of the Wild bidraget med et yderst læseværdigt essay, Tipping Point. Perspective of a Climatologist, om klimaforandringernes konsekvenser for biodiversiteten. I en kommentar til artiklen Nicholas Stern: 1 ton CO2 til hver, bragte Niels-Holger Nielsen 04.05. i Information en oversættelse af James Hansens essay, som jeg har fået lov at lægge ud på Strøtanker om bæredygtighed.
..

Tippepunkt, en klimatologs perspektiv

af James Hansen

“Dyrene flygter. Planterne migrerer også.” Jeg skrev disse ord i 2006 for at gøre opmærksom på det faktum, at klimaforandringerne allerede var i gang. Folk bemærker ikke klimaforandringerne, fordi de er skjult af fluktuationer i vejret fra dag til dag, og fordi vi residerer i behagelige hjem. Dyr og planter, på den anden side, kan kun overleve under bestemte klimatiske betingelser, som nu er under forandring. The National Arbor Day Foundation måtte tilbagekalde sine forældede kort over de zoner, indenfor hvilke træarter kan overleve, og dyr skifter til nye bosteder. Er disse gradvise forandringer i naturen i overensstemmelse med de dramatiske videnskabelige vurderinger af, at en planetarisk nødsituation er ved at udkrystallisere sig? Ja, desværre. Forhåndenværende eksempler antyder kun den planetariske nødsituation, som klimastudier afslører med voksende klarhed.

Vores klode er faretruende nær den tærskel, hvor menneskeskabte drivhusgasser når det niveau, hvor væsentlige klimaændringer vil eskalere hovedsagelig ved egen kraft. Igennem intensivering af den hydrologiske cyklus vil opvarmningen forcere skift i klimazonerne, som vil påvirke tilgængeligheden af ferskvand tillige med menneskets sundhed. Vi kommer til at opleve gentagne tragedier langs kysterne i forbindelse med storme og stigende vandstand. Følgevirkningerne er overvældende og kan kun afværges ved, at vi skifter til en fundamentalt anderledes energiproduktion inden for det næste tiår. I modsat fald vil det være for sent for en tredjedel af verdens arter og for millioner af vores egen art.

Vi har mulighed for at bevare denne bemærkelsesværdige planet hvorpå civilisationen udvikledes, men det vil ikke blive let: Særinteresser er modstandere af forandringer og har en uforholdsmæssig magt i vore regeringer, især i USA. Det er essentielt at forstå naturen og årsagerne til klimaændringerne for at kunne skabe løsninger på vores nuværende krise.
..

Tippepunktet

Jorden opvarmes af sollyset. I ligevægt når den en bestemt temperatur ved at en mængde varme, svarende til den absorberede solenergi, stråler tilbage til rummet. Klimatiske drivkræfter, dvs. forbigående ændringer i Jordens energibalance, påtvinges og ændrer Jordens gennemsnitstemperatur. Drivkræfterne inkluderer solens lysstyrke, vulkanudbrud, som frigiver solreflekterende partikler til stratosfæren og langlivede menneskeskabte drivhusgasser, som holder på varmen.

Drivkræfter forstærker eller svækker afledte ændringer, kaldet feedbackmekanismer, i klimasystemet. Hurtige feedbackmekanismer, som er det umiddelbare svar på temperaturforandringen, forstærker de indledende temperaturændringer og forårsager yderligere opvarmning. Efterhånden som planeten opvarmes betyder hurtige feedbackmekanismer mere vanddamp, der holder på varmen, og mindre is og sne, der efterlader mørke overflader, som absorberer sollyset.

Der findes også langsomme feedbackmekanismer. På grund af opvarmningen spreder skove og kratbevoksning sig mod polerne og ind i tundraområderne. Den ekspanderende vegetation, som er mørkere end tundraen, absorberer sollyset og opvarmer omgivelserne. En anden langsom feedbackmekanisme er den tiltagende fugtighed (mørk farve) på overfladen af iskapperne på Grønland og Vestantarktis i sommermånederne. Til slut vil den kraftige drivhusgas methan boble op efterhånden som tundraen smelter. Palæoklimatiske (klimageologi, nh) vidnesbyrd godtgør at mængden af de langlivede drivhusgasser metan, kuldioxid og kvælstofoxider øges i takt med havenes og landmassernes opvarmning. Disse positive feedbackmekanismer forstærker klimaforandringerne over årtier, århundreder eller endnu længere.

Overvægten af positive feedbackmekanismer forklarer hvorfor Jordens klima i tidens løb har udvist store udsving: Feedbackmekanismer virker i begge retninger, idet de forstærker såvel nedkøling som opvarmning, de er drivkræfter. I fortiden har feedbackmekanismer givet Jordens temperaturkurve et savtakket udseende svingende mellem koldere og varmere klima, endog som svar på selv små ændringer i Jordens hældningsakse.

Det andet fundamentale kendetegn ved Jordens klimasystem, som er forbundet med feedbackmekanismerne, er havenes og iskappernes store træghed. Givet havenes evne til at optage varme, når en drivkraft som fx. en forøget mængde drivhusgasser påvirker den globale temperatur, har kun halvdelen af den endelige overfladeopvarmning vist sig selv efter to til tre årtier. Ændringer i iskapperne foregår også langsomt, dog viser voksende vidnesbyrd at de kan sønderbrydes i løbet af århundreder, eller måske endda årtier.

Kombinationen af træghed og feedbackmekanismer medfører at yderligere klimaforandring allerede er ”i rørledningen”: Selv hvis vi i dag ophørte med at forøge udslippet af drivhusgasser ville yderligere opvarmning indtræffe. Det er tankevækkende, når man overvejer klimaets nuværende tilstand. Den menneskelige civilisation udvikledes i løbet af Holocæn (de sidste 12.000 år), hvor der har været varmt nok til at begrænse iskapperne til Nordamerika og Europa, og koldt nok til at bevare iskapperne på Grønland og Antarktis. Med den hurtige opvarmning på 0,6 grad C, indenfor de sidste tredive år, er den globale temperatur nu højere end på noget andet tidspunkt i Holocæn.

Den opvarmning som allerede er indtruffet, de positive feedbackmekanismer som er sat i bevægelse, og yderligere opvarmning i rørledningen, har tilsammen bragt os til det planetariske tippepunkts afgrund. Vi befinder os på tippepunktet fordi klimaets tilstand indebærer snarlige og store feedbackmekanismer leveret af den arktiske havis, den vestantarktiske iskappe og en stor del af Grønlands is. Kun få yderligere drivkræfter er nødvendige for at udløse disse feedbackmekanismer og forøge den globale opvarmning. Hvis vi træder ud over kanten, vil vi overgå til et miljø langt fra det spillerum, som menneskeheden hidtil har oplevet, og tilbagevenden vil ikke være mulig i en fremtid inden for overskuelige generationer. Ofrene ville inkludere andet end tabet af oprindelige kulturer i Arktis og forsumpning af kystbyer. Den intensiverede hydrologiske cyklus vil forårsage både større oversvømmelser og mere omfattende tørke. I USA vil de halvtørre stater, fra det centrale Texas over Oklahoma til begge Dakotaer, blive mere tørkeudsatte og dårligt egnede til landbrug, for mennesker og for det nuværende dyreliv. Afrika vil opleve voksende udbredelse af tørre områder, især i det sydlige Afrika. Store populationer i Asien og Sydamerika ville miste deres primære ferskvandsforsyninger i den tørre årstid, efterhånden som gletsjerne forsvinder. Den vilde natur vil blive et afgørende offer i denne misere.
..

Den vilde naturs tilstand

Klimaforandringerne indfinder sig samtidig med, at den vilde natur er stresset af andre påvirkninger – tab af levesteder, for stort jagttryk, forurening og invasive arter – hvilket forøger stresset.

Arterne vil reagere på opvarmningen med forskellig hastighed og påvirke mange andre arter gennem de økologiske vekselvirkningers væv. Dyrs og planters livscyklus, der som regel er årstidsbestemt, kan bryde sammen. Eksempler på cykliske hændelser er blandt andet blades og blomsters udvikling og når dyr bryder op og vandrer, formerer sig eller ligger i hi. For de arter, som er afhængige af hinanden på disse tidspunkter – til bestøvning eller som føde – kan den forskellige hastighed hvormed de reagerer på varmere vejr eller nedbørsændringer forårsage en omsiggribende optrævling af økosystemerne.

Dyr og planter reagerer på klimaændringer ved at udstrække, indskrænke eller skifte udbredelsesområde. Isotermer, som er linier, der trækkes igennem punkter med samme gennemsnitstemperatur, bevæger sig mod polerne med cirka 56 kilometer pr. årti, hvilket betyder at mange arters område må flytter sig i samme tempo. Nogle arter er allerede på vandring: Den røde ræv rykker ind i polarrævens territorium, og økologer har observeret, at 943 arter fra alle klasser og økosystemer har udvist målelige ændringer i deres cykler og/eller udbredelse over de sidste mange årtier. Imidlertid vil deres mulige ruter og habitater blive begrænset af menneskeskabte forhindringer og af andre arters territorier.

Fortsat business as usual-udledning af drivhusgasser truer de mange økosystemer, som tilsammen udgør livets væv på Jorden og tilbyder et bredt spektrum af nytte for menneskeheden. Nogle arter står over for uddøen. De følgende eksempler repræsenterer en håndfuld. Arterne i polaregnene er genstand for særlig bekymring, fordi de er i færd med at blive skubbet af planeten. Adelie- og kejserpingviner er i tilbagegang, efterhånden som vigende havis reducerer rigeligheden af den krill, der er deres føderessource. Arktis’ isbjørne må allerede nu lade sig nøje med den smeltende havis, hvorfra de jager sæler i de kolde måneder. Fordi havisen trækker sig tidligere tilbage for hvert år der går, er isbjørnebestanden i Canada efterhånden formindsket med 20%. Det gælder også antallet af hunner og de kuld de føder. Mens dette skrives overvejer US Fish and Wildlife Service stadig at beskytte isbjørnene; men først efter at være slæbt i retten anklaget for en svigtende indsats på trods af voksende beviser for, at isbjørnen kommer til at lide under den globale opvarmning.

Biologisk forskellige alpine regioner er ligeledes i fare for at blive skubbet af planeten. Når et givet temperaturspand bevæger sig op ad et bjerg, bliver området med netop disse klimatiske forhold mindre og mere klippefyldt, ligesom luften bliver tyndere. Det skærper nogle alpine arters overlevelseskamp.

I det sydvestlige USA overlever det lokale røde mountgrahamegern, men kun på en enkelt bjergtop, en ø i skyerne, en isoleret grøn plet i ørkenen. Beskyttet som udryddelsestruet art nåede bestanden af dette egern et antal på 500 individer, som siden er formindsket til mellem 100 og 200 individer. Tabet af det røde egern vil forandre skoven, fordi dens efterladenskaber er fødekilde og levested for jordegern, studsmus og almindelige mus.

Det røde grahamegern bliver udsat for et nyt klimatisk stress i form af øget varme og tørke og i form af flere brænde. Varmestressede skove er sårbare over for langvarige billeangreb og katastrofebrande. Nedbør forekommer stadig, men er uregelmæssig og voldsom, ligesom tørkeperioderne er mere intense. Det får skovbrandene til at forløbe voldsommere, således at de nedre områder af skoven ikke kan nå at gendannes.

I havets verden lider også den kødædende havskildpadde. Disse store dyr vender tilbage til strandene hvert andet eller tredje år for at begrave en klase æg. Efter to måneder klækkes skildpaddeungerne og skynder sig forsigtigvis til havs, dog kun for at stå ansigt til ansigt med myriader af rovdyr. År med fredning og arbejdet for at beskytte skildpadderne på deres største redeområde, en 32 kilometer lang kyststrækning i Florida, syntes at have stabiliseret bestanden i Sydflorida. Men klimaforandringerne har udsat dem for en ny stresssituation. Floridas strande forsynes i voksende udstrækning med diger, som beskyttelse mod stigende vandstand og storme. Sandstrandene på havsiden af digerne er begrænsede, og kan gå tabt hvis vandstanden stiger betragteligt.

Nogle dyr synes mere tilpasningsdygtige til klimaændringer. Bæltedyret, som er en gammel art, der har eksisteret i mere end 50 millioner år, vil sandsynligvis udstrække sit udbredelsesområde mod nord i USA, men det uudtalte svar på klimatruslen mod det røde grahamsegern og andre arter – fra den brune bjørn, som kan blive nødt til at finde nye føderessourcer i forårsmånederne, til den isolerede snestudsmus i de sydspanske bjerge, er business as usual-afbrænding af fossile brændsler. Forudsagt opvarmning på op til flere grader celsius vil helt sikkert forårsage masseuddøen. Tidligere store varmeperioder i jordens historie, hvoraf den seneste fandt sted for 55 millioner år siden under udledning af store mængder methanhydrater fra Arktis, resulterede i uddøen af halvdelen eller flere af de arter, som dengang fandtes på planeten.

Ville det røde grahamsegern og snestudsmusen kunne overleve, hvis vi transplanterede dem til et højere bjerg? Her vil de være nødt til at konkurrere med andre arter om nicherne i det trævlede net af interaktioner, der har udviklet sig mellem arter og økosystemer. Hvad er udsigten til at vi kunne forstå, endsige genskabe disse komplekse relationer, som skaber økologisk stabilitet? ”Assisteret spredning” har således en tvivlsom fremtid. Den bedste chance for alle arter er menneskets bevidste stræben mod et alternativt energiscenario, som stabiliserer klimaet.
..

Planetens tilstand

Der er et stort gab mellem hvad, der, i det videnskabelige samfund, er forstået om global opvarmning, og hvad der er forstået om global opvarmning iblandt de, som skal vide: offentligheden og beslutningstagerne.

Den krystalliserende videnskab peger på en truende planetarisk nødsituation. Det farlige niveau for kuldioxid, som vil igangsætte uundgåelige forandringer, er højst på 450 milliontedele (ppm), men kan meget vel vise sig at være mindre. Koncentrationen af kuldioxid er allerede øget fra et førindustrielt (ca. år 1800, nh) niveau på 280 ppm til 383 ppm i 2007, og den vokser nu med ca. 2 ppm om året. For at undgå igangsættelse af en ustoppelig global opvarmning, er vi tvunget til afgørende ændringer inden for 10 år.

Vi må øjeblikkeligt tage vare på kuldioxidudledningen. Den globale industrialisering, først drevet af kul og siden hen af olie og gas, resulterede i en forurening fra fossile brændsler som chokerede London, satte ild til en flod i USA og skadede skovene med syreregn. Vi er ved at løse disse forureningsproblemer, men vi fik ikke has på dem, før de havde ramt os med fuld styrke. På grund af forsinkende effekter, opvarmning som allerede er i rørledningen, og tippepunkter vil ”vente og se”-attituden, med oprydning efter miseren, ikke virke, når det drejer sig om kuldioxidudledningen og klimaændringerne. Hvis vi på den anden side ignorerede udledningerne, ville vi åbne for katastrofale klimaændringer.

I stedet må vi beslutte os for at rykke hurtigt til næste fase af den industrielle revolution, til gavn for avanceret teknologi, atmosfærens opretholdelse og naturens undere. En gennemgang af grundlæggende kendsgerninger om fossile brændsler klargør, hvorfor skiftet snart bør ske. Baseret på den anslåede kuldioxidmængde oplagret i samtlige tilbageværende forekomster – medregnet olie, gas, kul og ukonventionelle brændsler i form af tjæresand, tjæreskifer, tung olie og methanhydrater – ville alene afbrændingen af olie- og gasressourcerne få kuldioxidindholdet til at stige til 450 ppm. Tillige at afbrænde kul og ukonventionelle fossile brændsler, som det allerede planlægges af energiselskaberne, ville bringe kuldioxidniveauet langt højere op.

For at forstå begrænsningerne mht. fremtidig anvendelse af fossile brændsler, er det nødvendigt at være opmærksom på kulstofkredsløbet. Dette er kendetegnet ved, at havet straks absorberer en del af kuldioxidudslippet, og at det efterhånden vil ske langsommere, når mere optaget kuldioxid udøver et ”modpres” (mætning, nh). Yderligere optag af kuldioxid er afhængig af opblandingen med det dybe ocean og af udfældningen i sedimenter på havets bund. Det betyder, at cirka en tredjedel af kuldioxidudslippet forbliver i atmosfæren i hundrede år og kun er reduceret til en fjerdedel efter 500 år. Kuldioxid, stadig til stede i atmosfæren fra den industrielle revolution, pålægger således Europa og USA en tung skyld. Kulstofreservoirerne og havets evne til at transportere kuldioxid er vigtige grænsebetingelser når vi skal finde løsninger på klimakrisen. Vi kan kun afværge planetariske ændringer – sluttelig sønderbrydning af iskapperne og masseuddøen – hvis den planetariske energibalance bliver genskabt ved en acceptabel globaltemperatur. Temperaturer skifter fra år til år, men øges gennemsnitligt med 0,2 grad C pr. tiår. Selvom vores vurderinger af tilladelig opvarmning vil blive raffineret efterhånden, som vores viden forøges, viser udfaldet af velbegrundet videnskab, at den ”sikre” globale temperatur ikke bør ligge højere end 1 grad C over den globale temperatur i år 2000.

Denne grænse, for yderligere opvarmning, på en grad svarer til den ovennævnte ramme på ca. 450 ppm. At bestemme kuldioxidrammen mere præcist er kompliceret på grund af andre menneskeskabte drivkræfter, specielt methan, kvælstofoxider og ”sort sod”. Et alternativt scenario, som har været foreslået, tillader fx. kuldioxidindholdet at toppe ved 475 ppm, fordi det tillige forudsætter store methanreduktioner. Dog vil mængden af menneskeskabte svovlaerosoler (reflektive partikler med stærkt kølende effekt (fra kulafbrænding, nh)) sandsynligvis formindskes og herved ophæve de anslåede methanreduktioner. Derfor er 450 ppm en god tilnærmelse for det højest tilladelige CO2-tryk. Faktisk kan det være for højt sat, hvis det nylige istab på Antarktis er skriften på væggen.
Eftersom vi risikerer at nå de 450 ppm inden for tyve til tredive år, burde vi være inspireret til at ændre vores energisystemer. Baseret på de herskende grænsebetingelser er det følgende en firepunktsstrategi for at undgå klimaforandringer.

1. Brug af kul og ukonventionelle fossile brændsler må begrænses til de tilfælde hvor kuldioxiden indfanges og opbevares i geologiske formationer. De eksisterende kulkraftværker skal udfases over de nærmeste årtier.

2. En pris på kul og effektivitetsstandarder skal indføres. Idet vi anerkender de fossile brændslers usædvanlige koncentration (tilgængelighed, nh) og mobilitet, som næsten ingen andre energiformer kan konkurrere med, består den praktiske vej mod en æra hinsides fossile brændsler i at indføre en moderat, men stigende kulpris. Etableringen af denne pris kan ske ved en beskatning af fossile brændsler eller ved et system med rationering og omsættelige udledningskvoter, som begrænser ofrene for de, der har dårligst råd. Eller ved en kombination af de to metoder. Dette vil lade fossile brændsler betale for de miljømæssige skader, mens den resterende gas og olie strækkes til at imødekomme bæredygtig økonomisk vækst. Visheden om stigende priser vil inspirere industrien til fornyelser og reducere tilbøjeligheden til at udnytte ukonventionelle fossile brændsler med højt kuldioxidudslip, som fx tjæreskifer. Dertil behøver vi reelle effektivitetsstandarder for køretøjer, bygninger og belysning. Vi er nødt til at fjerne barriererne for energieffektivitet, som fx. de fleste apparatfabrikanters politik med at fremme energikonsumption frem for besparelser.

3. Vi er tvunget til at tage skridt mod at trække kuldioxid ud af atmosfæren. Land- og skovbrugsmetoder, som forøger tilbageholdelsen af kul i jorden og i biosfæren skal støttes. Biobrændselsanlæg med kuldioxidrensning kan trække den menneskeskabte kuldioxid ud af atmosfæren og begrave den under jorden. Kuldioxid kan opbevares under havsedimenter og på andre geologisk sikre lokaliteter.

4. Vi må tage skridt til, ved hjælp af streng regulering, at reducere andre forstærkninger end kuldioxid, især ”sort sod”, methan og ozon ved jordoverfladen.

International implementering af disse forholdsregler kræver indrømmelse af ansvar. På grund af den lange levetid som kuldioxid har i atmosfæren, bærer Europa et stort ansvar. Men USA’s ansvar er mere end tre gange så stort som nogen anden nations, og vil vedblive at være det største ansvar i endnu adskillige årtier, selvom Kina vil overgå USA i udledningsvækst inden for et par år.
Desværre er forudsætningerne for at undgå globale katastrofer ikke bredt accepteret: Tyskland har tænkt sig at erstatte atomkraftværker med kul. Men Europa, USA og andre udviklede lande burde vedtage et moratorium for nye kulfyrede kraftværker indtil kulfiltrering og opbevaring er på plads. Dette kan ikke vente til lignende restriktioner er praktisable i Kina og Indien. Vores ansvar for klimaforandringer og per capita-udledninger i USA, Canada og Australien er i særklasse sammenlignet med Indiens og Kinas og fastlægger de moralske forpligtelser.

Samtidig burde Kina og andre udviklingslande bulldoze forældede kulkraftværker og erstatte dem med udelukkende den nyeste teknologi. Storme og oversvømmelser forårsaget af klimaforandringer vil ramme udviklingslandene hårdest, fordi de fleste megabyer nær ved havets overflade er beliggende i disse lande. Dette faktum skulle give Kina og Indien incitament til at få styr på klimaforandringerne.

Energieffektivitet i fremtidens køretøjer er også vital. Californiens krav om 30% forbedring af energieffektiviteten er værdifuld. Modsat gør en foreslået energiplan, der kræver 20% bioethanol, hovedsageligt udvundet af majs, blandet i bilbrændstoffet, mere skade end gavn. Den vil kun bidrage lidt til reduktion af udslippene, fordi ethanolproduktionen er meget energikrævende og forringer kulstofs binding i jorden. Der findes måder, hvorpå vedvarende eller andre CO2-fri energiformer ville kunne drive køretøjer, men halve løsninger burde ikke dikteres uden passende videnskabelig indsigelse til at afbalancere de agroindustrielle kapitalinteresser.

Under den forudsætning kan biobrændstoffer spille en vigtig rolle i vores energifremtid. Som indfødt fra Iowa holder jeg af at forestille mig Midtvesten undsætte medborgere, som er truet af de stigende verdenshave. Lokale græsser, evt. forbedrede sorter, vil, dyrket på passende måde, kunne trække CO2 ud af atmosfæren. Prærierne kunne bidrage, hvis vi hastede med at løse klimaproblemerne inden de rammes af supertørken. Investeringer og forskning i biobrændsler bør fortsætte, men med deltagelse af videnskabs- og fredningsfolk, da visse regerings- og industriplaner for produktion af biobrændsler kun vil resultere i mere skovrydning til olie- og sojaplantager med deraf følgende konsekvenser for naturen.
..

Et afsluttende billede

Jordens palæoklimatiske vidnesbyrd fortæller os, at atmosfæriske drivhusgasser nu er tæt på det farlige niveau, hvor tippepunkter bliver uundgåelige. Vi kan vælge et spor, hvor vi vender drivhusgassernes vækst, og straks ændrer vores energistrategier. Det var et skridt i den rigtige retning da USA’s højesteret besluttede, at Miljøbeskyttelseskontoret kan og skal regulere udslippet af drivhusgasser. Uanset hvad, så er langt mere nødvendigt.

Som jeg ser det, har særinteresser udøvet en utilbørlig magt over vores regeringer, og således fremmet minimalistiske foranstaltninger og vækst i brug af fossile brændsler, snarere end tilvejebringelse af de nødvendige investeringer.

USA’s regerings medskyldighed i forhold til særinteresser blev tydelig da, under en arbejdende konference afholdt af NASA om arktisk havis, et medlem af min gruppe foreslog, at en reduktion i udledningen af drivhusgasser kunne modvirke tab af havis. Hans antagelse provokerede en ministeriel støttepædagog til at proklamere at ”dette er uacceptabelt,” fordi det er et politisk standpunkt, selvom det beviseligt var videnskabeligt baseret. Mens udøvelse af politisk virksomhed er vore valgte repræsentanters ret, havde videnskabsfolk brugt tiden på at forbinde knudepunkterne i klimaforskningen, men blev forhindret i at kommunikere denne erkendelse. I dette tilfælde udgjorde kapitalinteresser en trussel mod vores hjemplanet og det livets væv, der bebor den.

Det er værd at forestille sig hvordan vores børnebørn ville kigge tilbage på os. Det billede, jeg frygter, viser forurenerne, forsyningsvirksomhederne og automobilfabrikanterne stående i retten, hvor de kræver tilladelse til fortsat udledning af kuldioxid med henblik på sikring af kortsigtet profit. Det foruroligende ved billedet er, at vi, repræsenteret ved vores regering, officielt er imod forurenerne – som en stor amicus curiae (rettens ven) – og dog argumenterer imod begrænsning af udledningerne. Er det dette billede af vores generation, som vi ønsker at blive husket for?

Vi lever i et demokrati, og politikken repræsenterer vores kollektive vilje. Hvis vi tillader, at planeten krydser tippepunkter, vil det blive svært at forsvare vores rolle. Den vilde naturs tilstand ligger i vore hænder, og vi kan stadig nå at beskytte skaberværket og tjene hele menneskeheden. Et fremstød for energieffektivitet og rene energikilder vil producere high-tech jobs. Genopretning af ren luft vil blive hilst velkommen overalt. Livet på landet såvel som på planeten kunne drage fordel af intelligent udvikling af biobrændsel og fornybar energi.

I frontlinien befinder miljø- og fredningsfolk sig, hvor de observerer naturen og tjener som stemme for planter og dyr, der allerede reagerer på opvarmningen. For at bevare så stor en biodiversitet, som over hovedet muligt, er det nødvendigt at frednings- og miljøfolk forener sig med mange andre for at fremme en langt mere radikal reduktion i udledningen af drivhusgasser, end det hidtil har været anset for praktisk muligt at opnå. I modsat fald vil alpine og polare arter, koralrev og de arter, som lever i områder, der vil blive ramt af udtørring, forsvinde i løbet af det næste århundrede.

Oversættelse Niels-Holger Nielsen.

James Hansen: Tipping Point. Perspective of a Climatologist State of the Wild 2008-2009 pp. 6-17 (pdf).

Jørgen Steen Nielsen: Nicholas Stern: 1 ton CO₂ til hver, Information 03.05.2008.

James Hansen er siden på baggrund af analyser af havbundsprøver kommet til det resultat, at selv en stabilisering af atmosfærens CO₂-indhold på 450 ppm vil føre til, at klodens ismasser gradvist smelter. Han siger på den baggrund, at vi må sigte på at nå med på 350 ppm, altså lavere end den nuværende CO₂-koncentration på 385 ppm (se tidligere blog-indlæg: NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter) og meget lavere end IPCCs anbefalinger af, at vi må sigte på at stabilisere CO₂-indholdet på 550 ppm.