Strøtanker om bæredygtighed

[nggallery id=101]

.
Året rundt byder Botanisk Have på små fortættede naturoplevelser, så jeg lægger ofte vejen omkring. Lige nu er løgtæppet ved at være i fuldt flor, og skovbundens plantesamfund vil gerne nå at blomstre, inden træernes løv lukker af for lyset for sommeren. Billederne her er blot nogle få glimt indfanget igennem de skiftende årstider. Det er en stor gave, at København har oaser som Botanisk Have – i dette tilfælde endda med indgang umiddelbart fra byens travleste sted, Nørreport.

Ved at klikke på de enkelte thumbnails kan man få billederne frem i stor størrelse, og ved ovenover billederne at klikke ‘vis slideshow’ kan man se billederne som slideshow.

I denne uge er delegerede fra 162 lande samlet for at forberede afløseren for Kyoto-aftalen, så den kan blive klar til endelig vedtagelse i København december 2009. Lykkeligvis er den tid, hvor klimaskeptikerne fik lov at forsinke processen, ved at være ovre. Men endda er der mange og store forhindringer på vejen.

Foreløbig har verdens rigeste land USA, som samtidig har verdens højeste CO₂-udledninger pr. indbygger, nægtet at underskrive. USA har til gengæld bidraget med det CO₂-kvotesystem, som har transformeret spørgsmålet om CO₂-begrænsning og klodens bæredygtige udvikling til et stykke avanceret markedsmekanisme, hvor man kan købe og sælge CO₂-kvoter – alt sammen i et forsøg på at bringe markedets ‘usynlige hånd’ i spil. Det er ikke tiden at genoverveje kvotesystemet, men det ligner i mine øjne en rigtig dårlig beslutning, og foreløbig har vi til gode at se, at det virker. Indtil nu ligner det mest af alt en sovepude, hvor for eksempel de store energiselskaber ikke handler CO₂– og bæredygtighedsmæssigt optimalt, men spiller med kvoter som om der var tale om et Matadorspil. Tilsvarende ser det lige nu ud til, at den danske CO₂-reduktion på 20% inden 2020 for op imod to tredjedeles vedkommende vil blive opnået ved køb af CO₂-kvoter i andre lande. Det mest hykleriske er, at vi stadig skal høre om Danmark som et foregangsland, mens et land som Norge stille og roligt har lagt kursen mod fuld CO₂-neutralitet.

Den danske fumlen overfor at få taget klare beslutninger om overgang til et bæredygtigt samfund virker uforståelig på baggrund af en rapport fra EA/Risø, som påviser, at Danmark i 2050 “kan realisere et energisystem med 100% vedvarende energi og 80% CO₂-reduktion for en meromkostning på 0,3% af BNP.”

0,3% af vores bruttonationalprodukt er pebernødder i det store regnskab. Det skal vi bare have råd til, også selvom det ender med at koste det dobbelte. Med energiprisernes himmelflugt vil det givet ende med at være dyrere at forblive afhængig af fossile brændstoffer.

Læs mere »

Den kinesiske økonomi har de senere år været inde i en rivende udvikling, og selvom hver kineser stadig i gennemsnit forbruger langt mindre end vi gør i den vestlige verden, er Kina hastigt på vej til at blive verdens største udleder af CO₂, hvis ikke allerede det er en realitet.

Kina er blevet hele verdens fabrik, og en betragtelig del af CO₂-udledningen fra dansk forbrug sker således i lande som Kina, hvor arbejdslønnen er billig og veluddannet, mens miljøkravene i hvert fald indtil for nylig har været ganske lempelige (se blog-indlægget EUs forbrug forurener globalt). Blandt andet på den baggrund har Kina derfor hidtil afvist at indgå bindende CO₂-aftaler.

Elizabeth Economy har i Foreign Affairs lavet en ganske læseværdig analyse af den kinesiske miljøpolitik, eller mangel på samme: The Great Leap Backward? Artiklen giver et godt overblik over de stadigt eskalerende miljøproblemer og enorme anstrengelser det vil kræve at få en gigant som det kinesiske samfund sporet ind på en bæredygtig kurs.

Læs mere »

Københavns Metro er i dag blevet præmieret som verdens bedste. Den er da også siden åbningen i 2002 blevet en uvurderlig del af byens dagligdag, og den har været med til at give adskillige dele af byen en markant bedre forbindelse til byens centrum. Efter en del startvanskeligheder er driftsikkerheden blevet endog meget høj, og tilfredsheden blandt brugerne er oppe på 98%.

Det er branchefolk fra hele verden, som står bag udnævnelsen. Prisen er begrundet i Metroens høje driftsstabilitet, forbindelsen til lufthavnen samt den høje passagertilfredshed og sikkerhed, og derudover er der givet en lang række andre ting i den københavnske metro, som mange andre metroer verden over ville gøre, hvis de kunne starte forfra. I København kan man stadig fornemme en konsekvent tænkt og gennemført designmanual, som ikke er forplumret af årtiers skiftende krav og modeluner. Skiltningen er forbilledlig og adgangsforholdene er eksemplarisk overskuelige i forhold til, hvad jeg har oplevet andre steder i verden. Og bestræbelserne på at få dagslyset med ned under jorden har givet nogle meget smukke høje rum, som sine steder har en næsten katedralagtig karakter, omend formsproget i bestræbelsen på teknisk perfektion indimellem tangerer det livsfornægtende. Men det havde nok været mere rimeligt, om vi havde fået prisen for ‘verdens mindste metro’.

Læs mere »

Med den stigende velfærd har vi fået flere biler, og for mange er det alt for let lige at tage bilen, hvis man skal ned at handle eller ens barn skal i skole eller hentes fra en fritidsaktivitet.

Lars Bo Andersen fra Syddansk Universitet har således opgjort, at vi i dag cykler 30% mindre end i 1990 (målt i kilometer). Samtidig har han beregnet, at dette medfører 1.200 årlige dødsfald, først og fremmest fra sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme, som er et meget direkte resultat af misforhold mellem hvad vi spiser og hvad vi gør. Og han forudser, at dette tal om få år vil være meget større.

Umiddelbart ser situationen ikke så gal ud i København. Vi er en cyklende by, og vi har en kommunal forvaltning, som har set de både sundhedsmæssige og trafikpolitiske fordele ved at give cyklisterne gode forhold. Således er en vigtig del af Københavns miljømålsætninger frem mod 2015 at øge den del som tager cyklen til 50%.

Men for nylig kom det frem, at børn i dag cykler 30% mindre en for blot få år siden. Og tal fra sundhedsstyrelsen viser, at der er 200% flere børn, som bliver kørt i skole, end for 30 år siden. Børnene er fremtidens cyklister, så det er en rigtig dårlig udvikling. Det skyldes givet for en stor del magelighed. Men det hænger også sammen med, at trygheden i trafikken ikke er optimal. Så hvor forældre måske oplever, at de selv kan klare sig igennem, er de ikke meget for at deres børn skal fægte sig gennem myldretidsoverfyldte veje til skolen.

På den baggrund er det dobbelt forstemmende, at cyklen som transportmiddel stort set er fraværende i infrastrukturkommissionens rapport. Ud over at være en genial måde at få den daglige motion på i en tid, hvor vi har stadig mere stillesiddende arbejde, er cyklen – sammen med det at gå – vores i særklasse mest bæredygtige transportform. Optimale vilkår for cyklende og gående må derfor have en central placering i alle scenarier for en bæredygtig udvikling.

Asger Libest: Mindre cykling koster årligt 1.200 livet, Information 02.04.2008.

Asger Libest: ‘Cyklismen er i frit fald, mens regeringen slæber på fødderne’, Information 18.03.2008.

Asger Libest: Fem forslag til øget pedal-kraft, Information 18.03.2008.

Børn cykler for lidt, Dansk Cyklistforbund 14.03.2008.

Børnene dropper cyklen til skole, 24timer 11.03.2008.

Kirsten Winding: Cykling gør sund, Ugeskrift for læger, vol. 167 no. 20 2005, p. 2210.

Den nationale amerikanske radio NPR har en udsendelsesrække om klimaproblematikken: Climate Connections: Causes. De seneste to udsendelser beskæftiger sig med forstæderne som fænomen – og som en væsentlig del af forklaringen på, at de amerikanske CO₂-udledninger er de i særklasse højeste i verden.

Den første udsendelse følger Carvalho-familien, Michelle og Galileu Carvalho, som har en 16 måneder gammel søn. De flyttede til forstæderne for tre år siden og har siden da haft langt til arbejde – og brug for to biler. Dan anden udsendelse følger Taylor-familien, Malaika Taylor som for tre år siden sammen med sin 11-årige datter flyttede til en centralt beliggende loft-lejlighed for at slippe for de mange timers bilkørsel mellem hjem og arbejde.

Begge familier bor i Atlanta – en by sammenlignelig med København, med en halv million indbyggere i selve byen og 5 millioner indbyggere i oplandet. Tilsammen illustrerer de to udsendelser fint, hvorfor parcelhuset – The American Dream – er fundamentalt ubæredygtigt.

Læs mere »