Lessons From Germany
27. april 2008Af en artikel i Time i dag, Lessons From Germany, fremgår det, at mens de amerikanske CO2-udledninger i perioden 1990-2005 steg med 16%, er de tyske CO2-udledninger i samme tidsrum reduceret med 18%. Det er en imponerende bedrift, som sætter den valne danske klimaindsats i det seneste tiår i et intet mindre end pinligt lys.
De danske udledninger ligger stadig stort set på niveau med udledningerne i 1990 og har endog i de seneste år vist en svagt stigende tendens. Hvordan politikere og erhvervsliv på den baggrund kan blive ved med at fremmane et billede af Danmark som foregangsland på miljøområdet, er mig en gåde.
De tyske resultater er opnået gennem en systematisk støtte til en bred vifte af fornyelige energikilder, og der er intet i den tyske indsats, som ikke kunne have været gjort tilsvarende i Danmark. Men imens vores eftehånden længe siddende VK-regering kun langsomt er ved at vriste sig ud af Lomborgske og markedsmekanistiske rationalers forplumring af miljøproblematiken, der har Tyskland med Die Grünen i en rød-grøn regeringskoalition i samme periode haft en stærk politisk dynamo, som har været i stand til at implemetere et klart miljøperspektiv i den tyske energi- og ressourcepolitik og give det stærk genklang i befolkningen.
Laura Blue: Lessons From Germany, Time 27.04.2008.