Hvidt som kul

11. april 2008

Reuters bringer i dag en fin lille analyse af CCS, Carbon Capture and Storage, og forhåbningerne om at kunne producere ren energi af vores resterende kullagre: “Clean Coal” Elusive As Governments Balk At Cost.

I overvejelserne om den rette klimastrategi er der store forhåbninger til, at kraftværkerne bliver i stand til at indkapsle CO₂ fra forbrænding af kul, som på verdensplan er en af de helt store CO₂-kilder. Der forskes da også i stor stil på mange forskellige fronter: filtre, underjordisk lagring osv.

Teknisk set er man i dag i stand til at filtrere 80-90% af udledningerne. Problemet er hernæst at får de store volumener af CO₂ komprimeret og transporteret til et egnet lager. Det kan gøres via rørledninger, og hidtil bedste bud på lagting er at pumpe den indfangede CO₂ tilbage til udtjente underjordiske olielagre.

Men det sker endnu kun i yderst begrænset omfang, da det meget besværligt og energikrævende at komprimere de store mængder CO₂. Omkostningerne ligger i dag langt over prisen på CO₂-kvoter – et indlæg på Wikipedia.org vurderer således, at energiprisen fra et nyt CCS kraftværk vil ligge 21-91% højere end et konventionelt kulkraftværk. Samtidig er det stadig lidt uvist, om CO₂en rent faktisk forbliver i disse lagre.

En EU-rapport, The State and Prospects of European Energy Research, vurderer (p. 27), at vi omkring 2050 vil blive i stand til at have zero emission kulfyrede kraftværker. Man burde derfor tage konsekvensen, gemme kullene til bedre tider og lave det moratorium – i hvert fald på EU-plan – at der ikke opføres flere kulfyrede kraftværker før vi har en enkel teknologi til en tilnærmelsesvis 100% opsamling og lagring af CO₂-udledningerne.

Den umiddelbart oplagte løsning er at lagre CO₂ i vegetation. Det har virket i millioner af år, og bygger på fotosyntesen, som er en på én gang enkel og dybt raffineret bioteknologi.

Hver gang vi får skabt vilkår for mere vegetation, vil en betragtelig del heraf være kulstof fra atmosfærens CO₂ (det meste af tørvægten). Vi skal derfor ikke bare bevare regnskov rundt omkring i det tropiske bælte, men systematisk sørge for, at der er langt mere vegetation i vores egen baghave. Vi må derfor analysere hver eneste kvadratmeter i Danmark for muligheder for øget beplantning.

Den modne skov er den biotop, som har den største mængde CO₂ indkapslet, samtidig med at den repræsenterer den største biodiversitet. Vi kan derfor ved at øge skovarealet trække CO₂ ud af atmosfæren. Ved at ændre skovbrugets dyrkningsmetoder, så man aldrig fælder det hele på én gang, kan man opnå, at der er indkapslet langt mere CO₂ pr. arealenhed i skovene. Tilsvarende kan det åbne landskab gives markant større vegetationstæthed ved indførelsen af nye dyrkningsmetoder i landbruget, etableringen af flere læhegn, vejtræer osv.

I denne proces må vi også se på mulighederne for at øge beplantningstætheden i byerne, fra forstædernes villakvarterer og industriområder til bycentrenes fortættede bydannelse. Det behøver ikke at være parker. Over alt, hvor der er flader, kan der vokse panter. Det kan være tagbeplantninger og taghaver, det kan være facadeplanter, selv lygtepæle og elmaster kan omdannes til grønne skulpturer.

Asfalt i gårde og på parkeringsarealer burde i stor udstrækning brydes op og erstattes med mere åbne belægningstyper, så regnvandet kan cirkulere og der skabes livsbetingelser for trærødder og vegetation i fugerne. Selv jordens mikroorganismer absorberer CO₂.

Billedet ovenfor til højre er fra Banegraven ved Vesterport Station, hvor der midt i et af Danmarks største trafikknudepunkt er blevet plads til fodboldbanestore arealer med lodret beplantninger. Nederst er det et luftfoto fra Frederiksstaden, som viser, at der selv i bydannelser med udnyttelsesprocenter på 4-500% er masser af muligheder for at udbygge byens grønne lunger.