Forårstegn XII – sakura på Langelinje
10. april 2008På Langelinje blev der i 2005 plantet 200 japanske kirsebærtræer som en gave fra Seiichi Takaki i anledning af H.C. Andersens 200-års jubilæum. Lokket af det gode vejr var jeg derude i dag, og kirsebærtræerne stod i fuldt flor nu for tredje gang. Men blomstringen varer kun kort, så hvis du vil opleve sakura i København i år, er det her i løbet af de kommende par dage.
Det er opstammede træer med en meget karakteristisk podet vækst. Stadig er toppen en anelse spinkel i forhold til stammen, så de virker lidt duskagtige, men det er et rigtig flot syn i disse dage. Og er det fortryllende allerede nu, så bliver det eventyrligt overvældende, når de for alvor gror til.
[nggallery id=107]
.
I Japan har man hvert år prognoser for, hvornår kirsebærtræerne springer ud i forskellige egne af landet. Det kan svinge lidt fra år til år, men begynder i marts på de sydligste øer og breder sig herefter som et hvidt flor nordpå over det langstrakte japanske ørige. Vi kunne også behøve sådanne sakura-varsler, for da sakura-beplantningen på Langelinje i 2006 under stor festivitas skulle indvies, var blomstringen for længst ovre.