Diesel-træer?

9. april 2008

Luftfarten og bilindustrien har i de senere år haft et godt øje til biobrændstoffet som en mulighed for at mindske transportsektorens meget store CO2-udledninger. Men på det seneste er det blevet klart, at det ikke er så enkelt endda. For det vil kræve enorme arealer at producere de mængder af majs og andre afgrøder for at kunne levere brændstof til de forslugne fly- og bilmotorer – så store arealer, at det ville lede til en omfattende hungersnød. Med den i dag kendte teknik kan man på et areal, som kan brødføde en person i et år, kun lave omkring 60 liter bioethanol. Det strækker ikke langt, hvis man har 50 km til arbejde.

I forvejen bruger vi i den rige del af verden omkring tre gange så meget areal pr. person som der globalt set er til rådighed, så hvis Jordens begrænsede landbrugsareal også skal levere brændstof til den stadig stigende trafik, går kabalen simpelthen ikke op. Vi er kort sagt nødt til at indse, at vi lever i et lukket system, hvor vi i forvejen forbruger over evne, og at vi er nødt til at finde veje videre frem, hvor der ikke bare er brug for mere af det hele.

Man burde derfor sætte al videre udvikling af biobrændstof-programmer i bero, indtil der foreligger en bæredygtig plan for, hvordan brændstoffet vil kunne tilvejebringes. Den dag vi har enzymer eller bakterier, som på en kost af madaffald og savværksrester kan producere biobrændstof, kan billedet meget vel igen vende.

Og måske er det sidste ord ikke sagt i den sag. Treehugger.com havde for en lille uges tid siden et indlæg om ‘diesel-træer’, Copaifera langsdorfii.

løv fra 'diesel-træet' Australske bønder har i de senere år importeret 20.000 af disse og plantet dem. Når ‘diesel-træerne’ har fået en vis størrelse, vil man – ligesom man kan tappe gummi af gummitræer – kunne udvinde en olie fra disse træer, som efter blot en let filtrering kan hældes direkte i en traktor som brændstof.

Hvert træ kan producere omkring 40 liter af denne oleoresin om året, og den årlige produktion skulle kunne ligge på 12.000 liter pr. hektar.

Træet stammer fra det tropiske Sydamerika, så det bliver ikke det kommende danske vejtræ.

Ifølge Tropical Plant Database har Amazon-indianere traditionelt brugt Copaifera-olien til sårheling og standsning af blødning, mod psoriasis, hudafskrabninger og gonorre. I dag bruges den mod alle former for smerte og insektbid, og til at dæmpe inflammation. I den brasilianske urtemedicin er olien kendt som stærkt antiseptisk, god mod luftvejslidelser og betændelser i blære, nyrer og urinveje, indre inflammation, mavesår og sågar kræft. Som hjemmeremedie (fås i kapsler i håndkøb) bruges den mod ru hals. I den peruvianske tradition har olien ligeledes en markant rolle overfor inflammationstilstande og bruges mod inkontinens og urinvejsproblemer, mavesår, syfilis, bronkitis, katar, herpes, tuberkulose og hæmorider.

Kort sagt en dyrebar medicinsk olie, som vi i vores visdom vil hælde på traktorer.