Strøtanker om bæredygtighed

Nu er de japanske kirsebærtræer ved at være i fuld blomstring i Kongens Have. Det er nærmest rettidigt i år, hvor der ellers i de senere år har været en tendens til, at de blomstrede alt for tidligt – for et par år siden stod samme træer i blomst allerede i begyndelsen af januar efter en usædvanlig mild december.

Men læg vejen forbi og lad dig for et øjeblik suge op i al den rosa væren.

[nggallery id=106]

.
Sakura er en institution i Japan – en af den mange events i naturens kalender, som tilbagevendende bliver behørigt markeret. Der spadsers og promeneres, fotograferes og fejres. De flotteste sakura-træer står belyst om aftenen, hvor firmaer, familier og venner rykker ud med madkurve, øl og sake og for en stund lader dagligdagens pligter bagude. I de større byer skal man dog være tidligt ude for at få plads under de mest eftertragtede træer.

Det er et betagende syn, når hele kvarterer står i rosa gevandter. Men blomstringen er kort. Der går vel 4-5 dage fra de første blomster folder sig ud til kronbladene hvirvles bort med vinden eller vådres ned af regnen og føres bort, mens vandløb og rendestene for en stund er lysende rosahvide.

Al Gore har efterhånden vist sit slideshow over 2.000 gange, med løbende små justeringer hen ad vejen. Men ved den seneste Ted-konference præsenterede han for første gang et helt nyt slideshow, og vi får i videoen herunder en fornemmelse af en reflekterende Al Gore, som gradvist har bevæget sig fra en teknisk-moralsk insisteren til en erkendelse af, at der i klima-krisen ligger en demokrati-krise og at løsningen af begge er uløseligt forbundne. Og hele bevidsthedsspørgsmålet står klarere frem i Gores perspektiv, end da jeg for snart et par år siden oplevede ham i Cirkusbygningen. Han slutter med at sige, at hvad der for alvor er brug for, er en højere bevidsthed.

Læs mere »

I den første af to videoer nedenfor, som stammer fra ved TED-konferencen i Monterey marts 2007, tager miljøskribenten og journalistprofessoren Michael Pollan os med på en indre havevandring, hvor vi fra græshøjde bliver ført gennem en fantastisk opdagelsesrejse i naturen oplevet fra planters og dyrs perspektiv.

Pollan startede som haveskribent, men har gennem en række bøger bevæget sig langt ind i økologiens og bæredygtighedens verden. Han fortæller med en helt usædvanlig indlevelseskraft om de symbioser og relationer, som fylder naturens verden – i en stadig udfordring af vores helt utilstrækkelige, cartesiansk funderede naturopfattelser.

Med bogen The Omnivore’s Dilemma. A natural History of Four Meals (2006) bevægede han sig langt ind i vores spisekultur og en stadig indkredsen af, hvordan vores kost og fødevareproduktion har ikke bare store konsekvenser for vores sundhed, men vidtrækkende politiske og miljømæssige konsekvenser.

Læs mere »

Luftfarten og bilindustrien har i de senere år haft et godt øje til biobrændstoffet som en mulighed for at mindske transportsektorens meget store CO2-udledninger. Men på det seneste er det blevet klart, at det ikke er så enkelt endda. For det vil kræve enorme arealer at producere de mængder af majs og andre afgrøder for at kunne levere brændstof til de forslugne fly- og bilmotorer – så store arealer, at det ville lede til en omfattende hungersnød. Med den i dag kendte teknik kan man på et areal, som kan brødføde en person i et år, kun lave omkring 60 liter bioethanol. Det strækker ikke langt, hvis man har 50 km til arbejde.

I forvejen bruger vi i den rige del af verden omkring tre gange så meget areal pr. person som der globalt set er til rådighed, så hvis Jordens begrænsede landbrugsareal også skal levere brændstof til den stadig stigende trafik, går kabalen simpelthen ikke op. Vi er kort sagt nødt til at indse, at vi lever i et lukket system, hvor vi i forvejen forbruger over evne, og at vi er nødt til at finde veje videre frem, hvor der ikke bare er brug for mere af det hele.

Man burde derfor sætte al videre udvikling af biobrændstof-programmer i bero, indtil der foreligger en bæredygtig plan for, hvordan brændstoffet vil kunne tilvejebringes. Den dag vi har enzymer eller bakterier, som på en kost af madaffald og savværksrester kan producere biobrændstof, kan billedet meget vel igen vende.

Og måske er det sidste ord ikke sagt i den sag. Treehugger.com havde for en lille uges tid siden et indlæg om ‘diesel-træer’, Copaifera langsdorfii.

Læs mere »