Reklamestandere nej tak!
7. april 2008I anledning af nattens aktion fra Borgere for reklamefri by har jeg har fundet nogle billeder frem fra Latinerkvarteret, hvor de kommunale reklameskilte i de smalle intime gaderum virker særlig dominerende og malplacerede.
Man kunne spørge sig, om de ville være OK, hvis det blot var plakatflader, uden det nuværende neonlys, som i sin voldsomhed totalt forvrider gaderummets proportioner. Men nej, de er for store til på den måde at stå på tværs i gaderummet. Skulle man tænke en plakatsøjle, som egnede sig til Indre bys skala, så der var legale steder at informere om byens mange koncerter og kulturarrangementer, ville den komme til at se helt anderledes ud.
[nggallery id=103]
.
Det er en konstant støj i det urbane landskab, som ingen steder hører hjemme.
I en tid, hvor Københavns Kommune har ambitioner om at blive Miljømetropol, burde den slags kunstig behovsskabelse systematisk fjernes fra gadebilledet. Reklamer fortæller os fundamentalt set, at vi er nødt til at forbruge mere, for at være lykkelige. Et generelt forbud mod reklamer i det offentlige rum, som man for nylig har gennemført det i São Paulo, kunne meget vel vise sig at give både lykkeligere borgere og markante CO2-reduktioner. I hvert fald ville det fjerne nogle alvorlige æstetiske fejlskud fra den historiske by.
I sin Ad Hoc Blog har Rasmus Pinnerup i dag et indlæg Reklamer – retten til hjernevaske? hvor han citerer fra en bog af Kathleen Taylor: Brainwashing – the science of thought control, p. 53-54. Det er tankevækkende læsning.
Politiken har startet en kommentarside: SKRIV: Hvor mange reklamer kan byen holde til? Det er glædeligt at se, hvor mange indlæg der tilkendegiver støtte til aktionen og plæderer for et reklamefrit byrum.
Jakob Knudsen: 250 reklameplakater fjernet i nat, Politiken 07.04.2008.
SKRIV: Hvor mange reklamer kan byen holde til? Politiken 07.04.2008.
Johannes Aakjær Stenbuch: Aktivister fjerner 250 reklameplakater i København – er der for mange reklamer i det offentlige rum? Information 07.04.2008.
Larry Rother: Billboard ban in São Paulo angers advertisers, International Herald Tribune 12.12.2006.
Anna von Sperling og Tobias Havmand: Byen som sagde nej tak til reklamer, Information 27.09.2008.
Ole Thyssen: Forbyd reklame! Information 01.02.2008.
Se også blog-indlægget Borgere for reklamefri by.
7. april 2008 kl. 17:07
Det er super studentikos og naivt at tro at man kan ændrer verden, ved at sætte klistermærker op, derfor håber jeg heller ikke at dem som har lavet nattens aktion med at sætte 250 ”reklamer nej tak” plakater op, er én dag over 14 år…
Reklame har altid eksisteret, og hvad har aktivisterne egentlig tænkt sig? At de ved selv at hænge reklame op, afskaffer reklamen? Et stort nej-tak klistermærke, er vel lige så meget et reklame budskab, som en gadeplakat for noget parfume, en øl el.lign.
Hvorfor tror de her mennesker at befolkningen/forbrugerne er dumme og ikke selv er i stand til at tage stilling til om de har lyst til at få viden om produkter. Og hvem skal i øvrigt bestemme hvad man må kommunikere og hvad man ikke må kommunikere? Hvilke budskaber er ”gode” og hvilke ”mindre gode”? Er det OK at reklamere for Dansk Folkeparti, – jeg vil svare JA, fordi jeg tror på demokrati, også selv om jeg ikke er enig i deres politiske synspunkter. Hvis SF må reklamere , så må danske folkeparti også, det er et af demokratiets, grundsten. Er det OK at Greenpeace reklamere, selv om de ødelagde eksistensgrundlaget for de grønlandske sælfangere. Er det OK at reklamere for øl, som vi jo alle sammen nyder engang imellem, og som skaber gode samtaler og venskaber, men som samtidig ødelægger familier? Det er super arrogant at nedvurdere forbrugerne, og kræve at de skal lytte efter, bare fordi man selv synes at man har et bedre budskab, som vedkommer alle. Nattens aktion med at sætte 250 plakater op, vedkommer mig lige så lidt som reklamen de pillede ned – forbrugerne er pisse ligeglad med hvem der kan lide reklame og hvem der ikke kan.
Reklame, graffiti, hundelorte, lysskilte og facadeskiltning, er er lige så stor del af et bymiljø, som trafikskilte, træer, grimme bygninger og forgængerfelt. En storby er en organisme, som afspejler de mennesker som bor i den, og er en visuel konceptmodel af den kultur som hersker, også forbrugerkulturen. De unge som løber rundt og realiserer sig selv, ved at sætte plakater og klistermærker op, mangler den selvindsigt, som ville få dem til at se indad, og ”ned af sig selv” – for hvis de gjorde det ville de opdage, at de selv har de moderigtig bukser, og de fede Snickers på, den rigtige ”woodwood hættetrøje” på – og på den måde opdage at de selv er forbrugere, og ikke i stand til at sætte sig selv over moderne kultur, som reklamen også er en del af -de er selv en del af forbrugerkulturen, og forbrugerkulturen er i dag en integreret del af det vi engang kaldte finkulturen.
Så vågn dog op kids -finkulturen og forbrugerkulturen er ikke hinandens modpoler – de er dybt integreret og kan ikke skilles ad, og i er selv en del af den. Jeg tør vædde på at i selv, i en mega brandert står på Mcdonald og guffer cheeseburger og milkshake – så stop hykleriet.
For mig at se, er nattens aktion mere et kunstprojekt, (et dårligt et af slagsen) mere end at det er et politisk projekt. For hvorfor skulle de få noget som helst igennem ved at lave selvpromoverende “streetart”, som i virkeligheden kun henvender sig til ligesindede, 15 – 30 årige storbymennesker, kulturradikale, kunstinteresserede, veluddannede, middelklasse afkom – som i virkeligheden bruger det offentlige rum til at udstille deres egen lorte kunst.
Hvis de virkelig mener hvad de siger, burde de jo stå frem og kæmpe for deres holdninger åbent, og gå I dialog for at få deres budskaber igennem. At filme sig selv mens man er “i action”, bevidner også at der er tale om selvbevidste, unge som blot vil lave et “projekt som giver dem “street credibility”, og anerkendelse I de rigtige, hippe kunst og design kredse, mere end at det handler om at de ret faktisk gider at gøre noget ved problemet. Jeg har ikke en skid til oververs for (eller respekt for), middelklasse børn, som aldrig har behøvet at kæmpe for noget som helst, fordi de har fået alting foræret, og som så nu gør oprør over de mest mærkelige ting. Det er uraffineret, primitivt og meget unuanceret. Nu sætter vi noget lortekunst op, og derved tvinger vi forbipasserende til at tage stilling til et lorte værk med et lorte budskab – er det bedre end at kigge på et billede af en øl, eller et portræt med en overskrift – jeg spørger bare?
Den slags lorte projekter taler ned til mig – meget mere end reklamen gør…
8. april 2008 kl. 16:44
Jeg har for nylig startet denne blog som et forsøg på at indkredse, hvad vi kan gøre for at få København sporet ind på en mindre ubæredygtig kurs. Og når jeg overhovedet tager aktionen på byens reklamestandere op, er det for at rejse spørgsmålet, om vi også fremover skal have retten til fri reklame – og dermed den kunstige behovsskabelse, som er ved at drive kloden ud af balance.
Det undrer mig derfor, at du har skrevet dit indlæg her på Strøtanker om bæredygtighed og ikke på Politiken.dk, Berlingske.dk eller Information.dk, hvor dine finkultur-hundelort-modstillinger ville have klarere adresse. Rent faktisk forholder du dig hverken til spørgsmålet om bæredygtighed eller til den nuværende ret til fri reklame/behovsgenerering.
Du har helt ret i, at aktionen kunne have været kunstnerisk set langt mere begavet gennemført, men jeg føler mig ikke talt ned til – føler tværtimod, at aktionen har manifesteret en protest på et område, hvor jeg gennem flere år har følt mig provokeret af disse lysende støjsendere i hjertet af København.
Jeg føler mig derimod konstant talt ned til af reklameverdenens sprog. Hvis du analyserer det menneskebillede, som for eksempel TV2s reklameblokke henvender sig til, så er vi danskere som målgruppe en bedrøveligt let manipulerbar flok med en IQ under bæltestedet.
Fjernsynet kan man slukke for, reklamer med posten kan man bede sig fritaget fra (selvom det indimellem kniber), det var en månedslang kamp at slippe for gratisaviserne, men … man kan ikke bevæge sig mange skridt i byen uden at skulle forholde sig til disse stadige forsøg på at generere behov.
Jeg føler mig provokeret af, at dette varetages af et København, som sigter på at kunne kalde sig Verdens Miljømetropol. Ser det som et klart eksempel på manglende evne til konsekvenstænkning.