Klimaforhandlinger i Bangkok

3. april 2008

I denne uge er delegerede fra 162 lande samlet for at forberede afløseren for Kyoto-aftalen, så den kan blive klar til endelig vedtagelse i København december 2009. Lykkeligvis er den tid, hvor klimaskeptikerne fik lov at forsinke processen, ved at være ovre. Men endda er der mange og store forhindringer på vejen.

Foreløbig har verdens rigeste land USA, som samtidig har verdens højeste CO₂-udledninger pr. indbygger, nægtet at underskrive. USA har til gengæld bidraget med det CO₂-kvotesystem, som har transformeret spørgsmålet om CO₂-begrænsning og klodens bæredygtige udvikling til et stykke avanceret markedsmekanisme, hvor man kan købe og sælge CO₂-kvoter – alt sammen i et forsøg på at bringe markedets ‘usynlige hånd’ i spil. Det er ikke tiden at genoverveje kvotesystemet, men det ligner i mine øjne en rigtig dårlig beslutning, og foreløbig har vi til gode at se, at det virker. Indtil nu ligner det mest af alt en sovepude, hvor for eksempel de store energiselskaber ikke handler CO₂– og bæredygtighedsmæssigt optimalt, men spiller med kvoter som om der var tale om et Matadorspil. Tilsvarende ser det lige nu ud til, at den danske CO₂-reduktion på 20% inden 2020 for op imod to tredjedeles vedkommende vil blive opnået ved køb af CO₂-kvoter i andre lande. Det mest hykleriske er, at vi stadig skal høre om Danmark som et foregangsland, mens et land som Norge stille og roligt har lagt kursen mod fuld CO₂-neutralitet.

Den danske fumlen overfor at få taget klare beslutninger om overgang til et bæredygtigt samfund virker uforståelig på baggrund af en rapport fra EA/Risø, som påviser, at Danmark i 2050 “kan realisere et energisystem med 100% vedvarende energi og 80% CO₂-reduktion for en meromkostning på 0,3% af BNP.”

0,3% af vores bruttonationalprodukt er pebernødder i det store regnskab. Det skal vi bare have råd til, også selvom det ender med at koste det dobbelte. Med energiprisernes himmelflugt vil det givet ende med at være dyrere at forblive afhængig af fossile brændstoffer.

Kinas inddragelse i Kyoto-aftalens forlængelse er også uomgængelig vigtig. Men samtidig med at vi har lagt store dele af vores energikrævende produktion ud i lande som Kina, er de kinesiske CO₂-udledninger pr. indbygger stadig på blot 20% af de amerikanske, så der er ikke noget at sige til, at kineserne stejler mod blot at skulle reducere på linje med de store udledere, som jo stort set er de rigeste lande. Den kabale går kun op, hvis Kina – og udviklingslandene generelt – i stor stil får miljøteknologisk hjælp til at gøre deres samfundsudvikling klimavenlig. Og det er præcis på det område, hvor kvote-systemet kan gå hen og blive den kanal, som gør, at der kommer gang i teknologioverførslen. Vi får lov at grise lidt mere lidt længere i den rige del af verden mod at støtte CDM-projekter (Clean Development Mechanism).

Men FNs klimapanel IPCC har klargjort, at vi meget snart må nå et vendepunkt og må have reduceret de samlede udledninger dramatisk inden 2050, hvis den samlede temperaturstigning skal holdes under 2°, som regnes for den maksimale stigning klodens klimasystem kan bære, hvis ikke den globale opvarmning skal blive selvaccelererende.

I udgangspunktet kan det synes helt enkelt, at vi alle skal spare på CO₂-udledningerne – jo mere, jo rigere vi er og jo mere CO₂ vi allerede producerer. Men selv med de mange tilløb til vedvarende energi rundt omkring i verden er de samlede CO₂-udledninger stadig stigende, og når man kigger nærmere på problemstillingerne, griber de ind i stort set alle aspekter af det samfund, vi har opbygget omkring afbrændingen af fossile brændstoffer. Landbruget, industriproduktionen, verdenshandlen, byerne og forstæderne – stort set alt har i løbet af det sidste århundrede udviklet sig i meget uheldig retning rent klimamæssigt, og vi står overfor radikale forandringsprocesser, hvis det skal lykkes os at minimere de globale udledninger af drivhusgasser.

Endnu har vi ikke fået direkte indgreb overfor vores fri ret til at køre bil eller flyve, som det passer os. Endnu har ingen grebet ind overfor den dybt uhensigtsmæssige måde, vi forvalter vores vand, jord og mad på, og endnu har ingen gjort op med den fri ret til behovsstimulering for at øge efterspørgslen på i udgangspunktet unødvendige produkter. Alt skal bringes til at fungere på markedets betingelser, hvor hvert lille skridt skal være rentabelt. Så det er en kolossal opgave, de i disse dage prøver at løfte i Bangkok: En køreplan for udviklingen af en bæredygtig CO₂-neutral verden.

Det opmuntrende er, at der ud af de store udfordringer kan rejse sig en meget bedre verden.