Strøtanker om bæredygtighed

I denne uge er delegerede fra 162 lande samlet for at forberede afløseren for Kyoto-aftalen, så den kan blive klar til endelig vedtagelse i København december 2009. Lykkeligvis er den tid, hvor klimaskeptikerne fik lov at forsinke processen, ved at være ovre. Men endda er der mange og store forhindringer på vejen.

Foreløbig har verdens rigeste land USA, som samtidig har verdens højeste CO₂-udledninger pr. indbygger, nægtet at underskrive. USA har til gengæld bidraget med det CO₂-kvotesystem, som har transformeret spørgsmålet om CO₂-begrænsning og klodens bæredygtige udvikling til et stykke avanceret markedsmekanisme, hvor man kan købe og sælge CO₂-kvoter – alt sammen i et forsøg på at bringe markedets ‘usynlige hånd’ i spil. Det er ikke tiden at genoverveje kvotesystemet, men det ligner i mine øjne en rigtig dårlig beslutning, og foreløbig har vi til gode at se, at det virker. Indtil nu ligner det mest af alt en sovepude, hvor for eksempel de store energiselskaber ikke handler CO₂– og bæredygtighedsmæssigt optimalt, men spiller med kvoter som om der var tale om et Matadorspil. Tilsvarende ser det lige nu ud til, at den danske CO₂-reduktion på 20% inden 2020 for op imod to tredjedeles vedkommende vil blive opnået ved køb af CO₂-kvoter i andre lande. Det mest hykleriske er, at vi stadig skal høre om Danmark som et foregangsland, mens et land som Norge stille og roligt har lagt kursen mod fuld CO₂-neutralitet.

Den danske fumlen overfor at få taget klare beslutninger om overgang til et bæredygtigt samfund virker uforståelig på baggrund af en rapport fra EA/Risø, som påviser, at Danmark i 2050 “kan realisere et energisystem med 100% vedvarende energi og 80% CO₂-reduktion for en meromkostning på 0,3% af BNP.”

0,3% af vores bruttonationalprodukt er pebernødder i det store regnskab. Det skal vi bare have råd til, også selvom det ender med at koste det dobbelte. Med energiprisernes himmelflugt vil det givet ende med at være dyrere at forblive afhængig af fossile brændstoffer.

Læs mere »

Den kinesiske økonomi har de senere år været inde i en rivende udvikling, og selvom hver kineser stadig i gennemsnit forbruger langt mindre end vi gør i den vestlige verden, er Kina hastigt på vej til at blive verdens største udleder af CO₂, hvis ikke allerede det er en realitet.

Kina er blevet hele verdens fabrik, og en betragtelig del af CO₂-udledningen fra dansk forbrug sker således i lande som Kina, hvor arbejdslønnen er billig og veluddannet, mens miljøkravene i hvert fald indtil for nylig har været ganske lempelige (se blog-indlægget EUs forbrug forurener globalt). Blandt andet på den baggrund har Kina derfor hidtil afvist at indgå bindende CO₂-aftaler.

Elizabeth Economy har i Foreign Affairs lavet en ganske læseværdig analyse af den kinesiske miljøpolitik, eller mangel på samme: The Great Leap Backward? Artiklen giver et godt overblik over de stadigt eskalerende miljøproblemer og enorme anstrengelser det vil kræve at få en gigant som det kinesiske samfund sporet ind på en bæredygtig kurs.

Læs mere »