Verdens bedste metro
2. april 2008Københavns Metro er i dag blevet præmieret som verdens bedste. Den er da også siden åbningen i 2002 blevet en uvurderlig del af byens dagligdag, og den har været med til at give adskillige dele af byen en markant bedre forbindelse til byens centrum. Efter en del startvanskeligheder er driftsikkerheden blevet endog meget høj, og tilfredsheden blandt brugerne er oppe på 98%.
Det er branchefolk fra hele verden, som står bag udnævnelsen. Prisen er begrundet i Metroens høje driftsstabilitet, forbindelsen til lufthavnen samt den høje passagertilfredshed og sikkerhed, og derudover er der givet en lang række andre ting i den københavnske metro, som mange andre metroer verden over ville gøre, hvis de kunne starte forfra. I København kan man stadig fornemme en konsekvent tænkt og gennemført designmanual, som ikke er forplumret af årtiers skiftende krav og modeluner. Skiltningen er forbilledlig og adgangsforholdene er eksemplarisk overskuelige i forhold til, hvad jeg har oplevet andre steder i verden. Og bestræbelserne på at få dagslyset med ned under jorden har givet nogle meget smukke høje rum, som sine steder har en næsten katedralagtig karakter, omend formsproget i bestræbelsen på teknisk perfektion indimellem tangerer det livsfornægtende. Men det havde nok været mere rimeligt, om vi havde fået prisen for ‘verdens mindste metro’.
Udbygningen med metroring er vital for, at Københavns centrum kan få afviklet den nuværende trafikale hårdknude, som ikke er aldeles utilfredsstillende for både gående, cyklende, beboere og bilister, samtidig med at den er miljømæssigt helt uholdbar.
Og det ville også være oplagt fra starten af at få metro-betjent de nye havnekvarterer ved Nordhavn og Refshaleøen, så de kan udformes som konsekvent bilfri bydele – hvor bilen ikke bare er forbudt, men aldeles unødvendig. Cityringen forventes først at være klar om 10 år, så det er nu de yderligere udbygninger skal besluttes. København har ikke råd til at lade være.
Andreas Feilberg Nielsen: Metroen kåret som verdens bedste, Berlingske 02.04.2008.