Strøtanker om bæredygtighed

I al vegetation er der bundet CO₂, det gælder både på land og til havs. Den olie, som vi i nyere tid har pumpet op af jorden og brændt af i stor stil, stammer netop fra store lagre af forrådnede plantedele. Ud over ved at standse denne brug af fossile brændstofer vil vi derfor ved at øge vegetationsmængden over alt i biosfæren kunne genindkapsle en stor del af de meget store CO₂-mængder, som i de seneste årtier er udledt til atmosfæren.

I disse år laver man derfor omfattende eksperimenter med at stimulere oceanernes plankton-vækst gennem at gøde med jern. Jern er en forudsætning for planteplanktonets fotosyntese – og dermed reproduktion – og i kystfjerne havområder er jern mange steder en begrænsende faktor.

Visionen er at binde CO₂ i plankton, hvorefter de døde planterester synker mod bunden – sammen med store mængder af CO₂. Private firmaer er allerede tæt på at kunne tilbyde køb af CO₂-kvoter, hvor man i stedet for skovplantning eller bevarelse af regnskov finansierer gødning af næringsfattige havområder.

Det lyder både besnærende og så overhovedet ikke rart. En overgødning af oceanerne vil potentielt kunne have katastrofale følger for højere livsformer i verdenshavene. Mens forskerne undersøgere videre, skulle vi derfor hellere satse på systematisk at forøge biomassen på land. Mere skovareal og et landbrug med langt mere biomasse på markerne vil sammen med en systematisk byforgrønnelse både i forstæderne og bycentrene tilsammen kunne binde markante CO₂-mængder og samtidig indebære en lang række andre fordele for miljøet.

Rachel Petkewich: Fertilizing The Ocean With Iron, Chemical & Engineering News, March 31, vol. 86 no. 13 2008, pp. 30-33.