Al Gore iværksætter stor amerikansk klimakampagne

31. marts 2008

Al Gore og Alliance for Climate Protection har ifølge Washington Post netop iværksat en omfattende klimakampagne, som med 300 mio. $ over de næste tre år skal få amerikanere til at skrue kraftigt ned for CO2-udledningerne og den amerikanske regering til at vedgå bindende aftaler om markante CO2-reduktioner.

Gore har doneret overskuddet fra “An Inconvenient truth” og sin del af Nobelprisen samt en række andre priser til kampagnen, og foreløbig er omkring halvdelen af beløbet tilvejebragt.

Baggrunden er den forstemmende, at klimaspørgsmålet indtil nu har fyldt meget lidt i den amerikanske valgkamp, selvom alle tre tilbageværende kandidater vedgår forpligtende CO2-reduktioner – McCain på 60%, Clinton og Obama 80% inden 2050. Gore håber med den massive indsats at styrke bevidstheden om klimakrisen i det offentlige rum dertil, at USA vil sigte på en 90% reduktion af de amerikanske CO2-udledninger i 2050.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Juliet Elperin: Gore Launches Ambitious Advocacy Campaign on Climate, Washingtonpost.com 31.03. 2008.

Suzanne Goldenberg: Gore unveils $300m climate ads, London Guaridan 31.03.2008.

Andrew V. Revkin: Gore Group Plans Ad Blitz on Global Warming, The New York Times, 01.04.2008.

Share