Strøtanker om bæredygtighed

I nedenstående video fortæller arkitekt Norman Foster om sit arbejde gennem årene, fra den taghavedækkede Wills Building (1975) til London Gherkin (2004) og igangværende projekter. Anledningen er den årlige DLD-konference (Digital Life Design) i München, januar 2007.

Foster er den ultimative repræsentant for en high tech-arkitektur, som samtidig med at den driver syntesen af arkitektur og ingeniørkunst til det yderste påtager sig et socialt ressource- og bæredygtighedsmæssigt ansvar. Foster er således også arkitekten man kontakter, hvis man vil have et højhus højere end det hidtil højeste (se blog-indlægget Dyre drengedrømme), haver i 50 etager eller en CO₂-neutral by (se blog-indlægget Masdar – en CO₂-neutral by).

Den 32 min. lange video giver et godt billede af, hvordan en moderne arkitektur er ved at vågne til den udfordring, at vi lever i et lukket globalt system med begrænsede ressourcer. Foster udfolder indledende et udtalt systemisk perspektiv: Man kan ikke blot skabe – eller tale om – CO₂-neutrale bygninger, men er nødt til at se bygningen i en større sammenhæng, som en del af en urban infrastruktur.

Norman Foster: Building on the green agenda, 31:57 min. video, DLD-konferencen i München, januar 2007.

I en sammenligning af bystrukturerne for en by som Detroit, hvor forstæderne vokser uhæmmet og downtown bliver rent kommercielt, med en nordeuropæisk by som for eksempel München, siger Foster, at en by, som er dobbelt så tæt og beror på at cykle og gå, kun har et energibehov for transport på en tiendedel af den center-periferi-biltrafikafhængige bystruktur – og dermed større livskvalitet, bedre byrum og livsbetingelser, og langt mindre luftforurening.

Hvis man for et øjeblik forholde det til København, så er det urolig vigtigt for en bæredygtig udviklning af hovedstadsområdet, at vi ikke bare bygger omfarts- og indfaldsveje til den stigning i biltrafikken på 70-90%, som infrastrukturkommissionen har projiceret frem til 2030, men af al magt søger at reducere dette trafik’behov’ gennem fortætning af fingerstrukturerne, udbygningen af den kollektive transport samt systematiske ændringer af livs- og arbejdsmønstre.

Se også tidligere blog-indlæg: Masdar – en CO₂-neutral by og Dyre drengedrømme I.