28. marts 2008 arkiv

Forårstegn VIII – traner på træk

28. marts 2008

Danmark har kun få ynglende traner – sidste år var der ifølge Dansk Ornitologisk Forening lige godt 70 ynglende par i Danmark, hvoraf de fleste i Nordjylland. Men i de kommende dage kan man meget vel i eftermiddagstimerne opleve flokke af traner trække hen over Københavnsområdet i karakteristiske kileformationer.

Tranerne samler sig fra vinterkvarterer i store dele af Europa ved Rügen, før de krydser Østersøen. Sidste år blev der således på en enkelt dag set næsten 500 traner hen over Utterslev Mose, mere end 1.000 ved Kongelunden og næsten 1.500 hen over Saltholm. Næste større stop er ved Hornborgasjön øst for Göteborg, hvor der de seneste år har været samlet omkring 12.500 traner, som samler kræfter før de i løbet af april trækker videre nordpå til deres sommerrevirer.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Martin Holm: Gode muligheder for tranetræk, Dansk Ornitologisk Forening 27.03.2008.

Elisabeth Lumby: Tranerne flyver forbi, Berlingske Tidende 28.07.2008.

Timme Nyegaard og Michael Borch Grell (Eds.): Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2007, Dansk Ornitologisk Forening 2007 (pdf).

Share

Vækst og bæredygtighed

28. marts 2008

Onsdag havde Connie Hedegaard i Information en leder under overskriften: Vi skal frem – bæredygtigt, hvori hun går i rette med Jørgen Nørgaards nylige indlæg i Information, Gør velværet bæredygtigt, og siger, at der er ikke noget lettere end at nå nulløsninger i CO2-udledninger. Man kan jo blot forbyde bilkørsel og industriel produktion. “Det er ikke den vej, vi skal,” skriver Connie Hedegaard. Kunsten er at forene økonomisk vækst og bæredygtig udvikling.

“Vi skal sikre et samfund, der er i stand til at udvikle sig samtidig med, at vi tager de hensyn til miljø og klima, som er så afgørende for, at vi også er i stand til at udvikle os i fremtiden. Fordi vi ikke slider for hårdt på ressourcerne. Fordi der skal være en rig flora og fauna til vores børn og børnebørn. Fordi vi ikke i det rige vesten sviner ubegrænset, mens skaderne viser sig i udviklingslande eller ved polerne.”

Connie Hedegaards irettesættelse af Jørgen Nørgaard virker noget malplaceret i og med at han igennem årtier har søgt at vise, hvordan basale ændringer i vores dagligdag, for eksempel den måde vi laver køleskabe på så de holder meget længere og bruger langt mindre energi, kan have vidtrækkende betydning for vores energi- og ressourceforbrug uden at det mindsker vores livskvalitet. Kogt ind til essensen er forskellen måske, at for Connie Hedegaard er udvikling og økonomisk vækst synonymer, hvor Jørgen Nørgaard ser vidtgående forandringer for sig, uden at det nødvendigvis indebærer økonomisk vækst: “…it is possible in the course of half a century to offer everybody on Earth a joyful and materially decent life with a per capita energy consumption of only a small fraction of today’s consumption in the industrialized countries.”

Sagt på en anden måde, hvor den økonomiske vækst, som Nørgaard i Gør velværet bæredygtigt harcelerer over som en indiskuterbar forudsætning for klimakommissionens arbejde, opererer i livskvantitet, der tænker Nørgaard langt mere i opretholdelse og udvikling af livskvalitet.

Læs mere »

Share