Vismænd på afveje

12. marts 2008

I dag blev en foreløbig udgave af Det Miljøøkonomiske Råds første rapport, Økonomi og Miljø 2008, fremlagt. Og det er mildt sagt besynderlige konklusioner, man når frem til, når man for eksempel skal undlade at støtte opførelsen af vindmøller, for ikke derved at sænke markedsprisen på CO₂-kvoter.

Det er nærmest absurd teater, at man for at opretholde et kvotemarked er nødt til at fraråde at støtte noget af det mest indlysende nødvendige, nemlig at styrke udbygningen af vindkraft og vedvarende energi. Rapporten har da også vakt stærke reaktioner, og for eksempel Connie Hedegaard kalder ifølge Politiken rapporten for teoretisk og mangelfuld.

I forvejen strider hele kvote-tankegangen – det at man kan få eller købe sig ret til at forurene – mod noget moralsk-etisk fundamentalt i almindelige menneskers opfattelse af miljøproblemerne. Frem for krampagtigt at søge at opretholde illusionen om et velfungerende EU kvotemarked, burde man tage konsekevensen af, at de frie markedsmekanismer først og fremmest stimulerer den økonomiske optimering og ikke uden meget stærke korrektiver fra visionære idealister, politikere og erhvervsfolk kan være med til at styre EU sikkert igennem en vanskelig omlægning til et bæredygtigt CO₂-neutralt samfund.

Det forstemmende er, at kvote-logikken allerede har ført til, at de mennesker i energisektoren, som i dag træffer beslutninger om vores energisektor for de næste mange år, ikke er stimuleret til at investere miljømæssigt optimalt, men via kvotesystemet har fået energipolitikken tilbage i en form for økonomisk optimering. Miljølogisk set burde kulkraftværker ikke have nogen plads i europæiske energiforsyningsplaner, i hvert fald ikke uden implementeringen af en omfattende CO₂-opsamlingsteknologi. Men det sker endda i stor stil, simpelthen fordi det er billigere at betale sig ud af problemet gennem køb af CO₂-kvoter, end det er at være konsekvent overfor miljøet og sige: Alle investeringer i energisektor og infrastruktur skal i de kommende år være optimalt målrettet et bæredygtigt CO₂-neutralt Danmark.

Selv hvis dette skulle koste 5 eller 10% mere end den billigste løsning, er der i befolkningen en forståelse af nødvendigheden af, at vi som samfund gør en helhjertet indsats for, at verden også er et godt sted at være for de kommende generationer. Til trods dagens anbefalinger fra de økonomiske vismænd vil det med olieprisernes himmelflugt med stor sandsynlighed vise sig at være også en økonomisk set klog disposition at lave omfattende investeringer i vedvarende energi. Og selv hvis det viste sig ikke at være det, ville det endda have været en rigtig disposition.

Hvis CO₂-kvotesystemet skal fungere, så det er folkeligt forståeligt, og så det leder beslutningstagere på rette vej, så skal det være væsentligt dyrere at købe sig fri gennem CO₂-kvoter end det er at lave egne ændringer. Ud over, at der har været sat et stort spørgsmålstegn ved, om de projekter, kvoteopkøbene investedere i overhovedet medførte reduktioner i CO₂-udledningerne, virker det nu nærmest som om at kvotesystemet belønner ‘klimadovenskab’.

Se tidligere blog-indlæg: Moderne afladshandel og CO₂-regnskaber for viderekommende.