Clearing The Air

7. marts 2008

Flyrejser er et af de områder, hvor vi bliver nødt til at reducere vores CO₂-udledninger drastisk i allernærmeste fremtid. Hvis man ser på 1tonmindre.dk, er en enkelt indenrigsflyvning sat til 0,3 ton CO₂-udledning, en smuttur til Italien til 0,5 ton og en returbillet til Bangkok producerer hele 1,9 ton CO₂ – eller mere end vi gerne skulle ned på at producere pr. person pr. år.

Yderligere har CO₂ udledt i højden langt større drivhuseffekt. Man taler om et såkaldt radiative forcing index (RFI), og det er almindeligt antaget, at CO₂ udledt i langdistanceflyenes marchhøjde har en RFI på 2,7. Hvert ton CO₂ fra et fly i luften varmeforurener således som 2,7 ton CO₂ ved jordoverfladen, og flyudledningerne får hermed endnu større indvirkning på den globale opvarmning. Selv vanddamp fra flymotorernes opvarmning, som er det meste af de striber på himlen, vi ser efter flyene, fungere oppe i højderne som en drivhusgas.

På Carbon Planet kan man finde en Carbon Calculator, som korrigerer for RFI. Den viser, at en returrejse til Bangkok producerer global opvarmning sammenlignelig med 5,5 ton CO₂ ved jordoverfladen, og en returrejse til Sydney producerer hele 10,2 ton, eller lige så meget CO₂ pr. passager, som hver dansker udleder om året.

Flytrafikken er på få år blevet en vigtig del af moderne livsstil, med hyppige weekendferier, vinterferier og sommerferier til fjerne destinationer. Både forretningslivet og det internationale politiske system er blevet storforbrugere af luftfart. Selv ved en klimakonference som den COP15 i København 2009, vil langt de fleste af de omkring 10.000 tilrejsende komme pr. fly. At skære brugen af fly ned til bare det halve vil derfor kræve radikale ændringer i nuværende livsstils- og arbejdsmønstre. Og når man for eksempel ser SAS’ nyligt fremlagte klimaplan, er der tvært imod regnet med en årlig stigning i flytrafikken på 4% pr. år frem til 2020. Mange beslutningstagere synes da også simpelthen at fortrænge problemets omfang eller naivt at klynge sig til håbet om, at vi gennem teknologisk innovation får etableret en ‘bright green’ bæredygtig luftfart.

European Federation for Transport and Environment har udgivet en rapport, Clearing the Air. Første del prøver at rydde op i, hvad der er myter og facts om luftfarten og dens miljøkonsekvenser. I helt korte træk stod luftfarten i 2000 for 4-9% af den globale klimapåvirkning. Som rejse- og transportform har fly langt den største klimapåvirkning pr. passager-kilomenter eller pr. ton-kilometer, og nutidens fly er ikke mere brændstofeffektive end for 50 år siden. Alle dele af luftfartindustrien har markante skattefordele og statstilskud, og – dette udsagn er vidunderligt – “luftfartens betydning for økonomien og beskæftigelsen er langt mindre end for klimaforandringerne.”

Anden del af Clearing the Air giver bud på, hvordan man gennem regulering kan begrænse luftfartens CO₂-udledninger. Det hedder her, at reguleringer på EU-plan kan gennemføres uden forringet konkurrenceevne, og at brændstof- og emissionsafgifter på for eksempel NO_x-udledninger ville være rimelige. Flytransport bruges i udstrakt grad af de rige, og at en markant beskatning, som modsvarer luftfartens store klimaforurening, ville være rimelig og til fordel for fattige regioner – og ikke vil ramme de fattige (som alligevel aldrig flyver).

Med de muligheder for at mødes virtuelt via videokonferencer, som moderne kommunikationsteknologi tilbyder, burde både forretningsverdenen og vores politiske systemer kunne reducere deres flyforbrug radikalt. Kunne man forestille sig et virtuelt Europaparlament, eller at Folketinget og Borgerrepræsentationen var virtuelle samlinger?