Strøtanker om bæredygtighed

Den amerikanske landskabsøkolog Eric Sanderson fra Wildlife Conservation Society har sat sig for at kortlægge Manhattans fremtræden i 1609 i anledningen af, at det 12. september næste år er 400-år siden, at Henry Hudson steg i land på Manhattan.

Det Manhattan, Hudson kom til, var en ø med en frodig blandet løvskov præget af store egetræer og valnøddetræer, strandenge, ålegræsbanker, småsøer og stenede vandløb.

Lenni Lenape-folket, som allerede beboede området, dyrkede majs og bønner, solsikker og squash på marker, som de ryddede gennem kontrolleret afbrænding. De fangede rådyr, vild kalkun, fisk og skaldyr, og samlede vilde planter, nødder og bær. Alt i alt en radikalt anden brug af landskabet end newyorkeren i dag.

The Mannahatta Project har til formål at tydeliggøre landskabets transformationer fra Lenni Lenape-folkets jæger-samlerkultur og svedjebrug helt frem til i dag. Som man kan fornemme af billedet ovenfor, er Manhattan vokset siden da, ikke mindst ved sydspidsen, hvor man i dag finder den højeste skyline. Den lille sø til højre lå, hvor man i dag finder Foley Square. Som man kan se af billedet til højre, var landskabet præget af en blandet løvskov med stor artsrigdom.

Der langt flere informationer tilgængelig online inklusive et lille slideshow om The Mannahatta Project, som stadig er under udarbejdelse.

Store dele af det danske landskab har haft en tilsvarende fremtræden før vi gradvist fik det hele fældet til opdyrkning, med store løvskove, som ofte var domineret af lindetræer. I et sådant landskab er der bundet ganske store mængder CO₂. Man kunne derfor stille som et mål for den CO₂-neutrale storby, at den lod sig genindvokse i skoven.

Ikke bogstaveligt, men ved at vi i langt højere grad end nu benyttede os af muligheden for taghaver, facadebeplantninger og gadetræer som integrerede dele af byrummet – i en form for kultiveret urban urskov. Det ville indebære en hel vifte af miljøforbedringer.

Eric W. Sanderson and Marianne Brown: Mannahatta: An Ecological First Look at the Manhattan Landscape Prior to Henry Hudson, Notheastern Naturalist vol. 14 no. 4 pp. 545–70 2007 (pdf).

Nick Paumgarten: Mapping Mannahatta, The New Yorker 01.10.2007.

For nylig fløj American Airlines en Boeing 777 (en stor jumbo-jet) fra Chicago til London med blot fem passagerer. Det har sat sindene i kog, og Friends of The Earth (det internationale NOAH) har været fremme med, at den slags hasard med klodens fremtid skulle forbydes. Den rejse har betydet et CO₂-udslip på 43 ton for hver af de fem passagerer.

George Monbiot siger det rent ud i artiklen Flying is Dying: “There is no way to halt global warming and continue traveling long distances at high speeds. The only solution is to stop flying in airplanes.”

Flyselskaberne håber på, at biobrændstof hen ad vejen kan etablere en bæredygtig luftfart. Men som Monbiot påpeger, vil det kræve enorme landarealer af forsyne de forslugne flymotorer med biobrændstof. Og resultatet vil være hungersnød for millioner af mennesker.

“Hvis vi vil hindre planeten i at koge over,” skriver Monbiot: “må vi simpelthen holde op med at rejse med den slags hastigheder, som flyene muliggør. Det er nu ved at være forstået af næsten alle jeg møder. Men det har ingen som helst indflydelse på deres adfærd. Når jeg spørger mine venner om deres weekendtur til Rom eller ferie i Florida, svarer de med et underligt distant smil og kigger den anden vej. De vil bare have det sjovt. ….. Den moralske dissonans er øredøvende.”

En ting som har prentet sig for altid, fra da jeg for snart mange år siden læste Sten Eiler Rasmussens Kina-oplevelser, var, at det tog ham 6 uger med båd at komme til Shanghai. Men så var rejseskitserne også rentegnede, da han var tilbage, og indtrykkene vel fordøjede. Rejse i Kina udkom for 50 år siden. Nu lander vi sent om natten og skal tidligt op på arbejde.

David Millward: Plane flies five passengers from US to London, London Telegraph 06.03.2008.

George Monbiot: Flying is Dying, AlterNet 01.03.2006.

Jesper Knudsen: Fly brugte 16.700 liter benzin per passager, Politiken 27.03.2008.

Flyrejser er et af de områder, hvor vi bliver nødt til at reducere vores CO₂-udledninger drastisk i allernærmeste fremtid. Hvis man ser på 1tonmindre.dk, er en enkelt indenrigsflyvning sat til 0,3 ton CO₂-udledning, en smuttur til Italien til 0,5 ton og en returbillet til Bangkok producerer hele 1,9 ton CO₂ – eller mere end vi gerne skulle ned på at producere pr. person pr. år.

Yderligere har CO₂ udledt i højden langt større drivhuseffekt. Man taler om et såkaldt radiative forcing index (RFI), og det er almindeligt antaget, at CO₂ udledt i langdistanceflyenes marchhøjde har en RFI på 2,7. Hvert ton CO₂ fra et fly i luften varmeforurener således som 2,7 ton CO₂ ved jordoverfladen, og flyudledningerne får hermed endnu større indvirkning på den globale opvarmning. Selv vanddamp fra flymotorernes opvarmning, som er det meste af de striber på himlen, vi ser efter flyene, fungere oppe i højderne som en drivhusgas.

Læs mere »

Selvom der mange steder i verden er igangsat forandringer i den måde, hvorpå vi tilvejebringer vores energi, som med tiden vil føre til CO₂-reduktioner, så er de samlede CO₂-udledninger på verdensplan stadig stigende. Hidtil har man i de scenarier, der har været diskuteret for fremtiden, sigtet mod en reduktion til 80% af det nuværende niveau for CO₂-udledninger som nødvendige for at bremse den globale opvarmning. Men ny forskning, som i dag offentliggøres i Geophysical Research Letters, indikerer, at vi skal endnu længere ned. For at standse den globale opvarmning, skal vores CO₂-udledninger med omkring nul.

Hidtil har man fokuseret på at stabilisere CO₂-niveauerne i atmosfæren. Men klimaforskerne Ken Caldeira (Carnegie Institution) og Damon Matthews (Concordia University) har skabt en model for at simulere, hvordan temperaturudviklingen modsvarer udviklingen i CO₂-udledningen, hvori de har indarbejdet varmeudvekslingerne mellem atmosfæren og oceanerne.

Oceanerne virker som et kolossalt lager for den varme, som atmosfærens forøgede CO₂-niveau har indespærret, og forskernes model viser, at selv hvis man øjeblikkeligt standsede alle menneskelige CO₂-udledninger, ville temperaturerne holde sig høje mindst 500 år frem, mens atmosfærens koncentration af drivhusgasser kun langsomt vil falde.

Så sandsynligvis må vi – parallelt med de forestående omlægninger fra fossile brændstoffer – indstille os på store globale CO₂-indkapslingsprojekter. En enkel måde at binde CO₂ på er gennem at øge klodens biomasse. Det kan ske gennem større skovareal og overgang til plukhugst. Landbruget kunne udvikle ændrede dyrkningsmetoder, hvor man ikke hele tiden vendte tilbage til pløjemarken, og vi kunne billedligt flytte byen tilbage i skoven ved at systematisk at lade vegetationen få plads over alt i bymiljøerne – gaderum, baggårde, facader og tagflader.

En enkelt potteplante gør det ikke, men hvis man systematisk gennemgik alle arealer og så på, hvordan man kunne øge biomassen, ville man kunne binde store mængder CO₂.

Erika Engelhaupt: Proposed CO₂ cuts not deep enough. New research shows that CO₂ emissions must be near zero to stabilize the climate, Environmental Science & Technology 05.03.2008.

Juliet Elperin: Carbon Output Must Near Zero To Avert Danger, New Studies Say, Washington Post 10.03.2008.