Strøtanker om bæredygtighed

Verdensnaturfonden WWF har netop udgivet en rapport, EU consumption, global pollution, som påviser, at EU-landenes samlede CO₂-udledninger ligger markant højere end summen af de nationale beregninger, hvis man indregner den CO₂, som produceres andre steder i verden ved produkter, som vi forbruger i Europa.

I den globale arbejdsdeling er det ofte den vidensintensive, højteknologiske, immaterielle og miljømæssigt ‘rene’ produktion, som koncentreres i de rige lande, mens den grovere produktion af en lang række forbrugsvarer, som ofte indebærer heftige kemiske processer, bliver placeret i lande som Kina, hvor arbejdslønnen og miljøkravene er mindre. Vores livsstil forurener således i dag over hele verden, og denne ‘udflagning’ af de mest forurenende processer er en del af forklaringen på, at vi som et af de mest forurenende samfund i verden igen kan bade i Københavns Havn.

Officielt er den danske CO₂-udledning i størrelsesordenen 10 ton om året pr. person (se for eksempel 1tonmindre.dk). Men ifølge WWFs beregninger skaber vi i Europa yderligere CO₂-mængder gennem produktion placeret i U-landene, som svarer til 12% af den samlede europæiske CO₂-produktion. Den danske ‘udflagning’ er tilsyneladende større end EUs gennemsnit, og Danmark har ifølge beregninger i EU consumption, global pollution en samlet CO₂-udledning pr. indbygger på over 15 ton om året, hvis man beregner på baggrund af det faktiske forbrug (se diagrammet nedenfor).

Læs mere »

Information har i de seneste dage bragt en serie artikler, som problematiserer en række forhold ved det system af CO₂-kvoter, som vi som internationalt samfund er ved at etablere for vores indsats overfor den globale opvarmning.

7. februar fremgik det af Berlingske.dk, at Mærsk producerer lige så meget CO₂ som hele Danmark. Og dagen efter kunne man i Information i Farlig sejlads læse, at: “Mærsks flåde i 2006 udledte 34 mio. ton CO₂ om året. Medtages udledningerne fra koncernens olie- og gasplatforme i Nordsøen, når man op på 40-50 mio. ton CO₂ – tæt på nationen Danmarks udledninger i 2006 på 52,5 mio. ton.”

I grundlaget for Kyoto-aftalen, som ligger til grund for de nuværende klimamålsætninger, har man således holdt nogle af de allerstørste CO₂-poster udenfor beregningsgrundlaget ved at undlade at indregne den internationale skibsfart og luftfart. Dels kan det være vanskeligt at administrere få CO₂-udledninger korrekt fordelt på de nationale regnskaber. Dels er den frie globale bevægelighed af varer og tjenesteydelser et dogme i det herskende ‘trossystem’, som ikke står til diskussion. Selvom det er uomgængeligt nødvendigt at få indset det fundamentalt uhensigtsmæssige og irrationelle i den nuværende flytten rundt på kolossale varemængder blot for at opretholde et frit forbrugsvalg, er der derfor meget store ideologiske interesser i ikke gennem klimapolitikken at lægge afgifter på eller hindringer for det globale transportsystem.

Læs mere »

Fiskehejren er blevet mere frimodig i de år, jeg har boet i København, så man møder den langt oftere i parkerne. På min lille eftermiddagsrunde i Ørstedsparken stod jeg i dag længe og betragtede to fiskehejrer på tæt hold. De så kostelige ud, som de sad og skuttede sig i den store hængebøg, med halsen trukket ind og fjerdragten pustet op som en vatkugle for bedre at holde varmen. Jeg skulle lige til at tage et par billeder for at dele oplevelsen på strøtanker om bæredygtighed, da en kåd lille vovse kom halsende og skræmte hejrerne væk.

Hundens ejer var ikke at se, og man kan ikke bebrejde hunden noget. Men i Ørstedsparken er der faktisk en regel om, at hunde skal føres i bånd. Jeg mødte videre på min runde i Ørstedsparken syv løsgående hunde før der endelig var to små firbenede, som blev holdt i snor. Det er simpelthen for dårligt. Folk skulle have retten til at holde husdyr inddraget – eller i hvert fald et hak i hundetegnet – hvis ikke de kan finde ud af at holde dem ordentligt. Der er ingen undskyldninger: Den grønne midterrabat i Nørre Voldgade er indrettet som løbegård for hunde.

Klokken fire i morges, længe før solen stod op, var der for første gang i år solsortekoncert her i Larslejsstræde. Men allerede i går hørte jeg faktisk på vej til Nyboder en solsort lege med tonerne. Med sin frit flydende musikalitet og virtuose stemmeføring er solsorten en vigtig del af de kommende måneders forårskoncert.

For blot få år siden skulle man hen omkring midten af maj, før kirsebærtræerne sprang ud. I går stod jeg også pludselig overfor blomstrende kirsebær ved Botanisk Have ud mod Øster Voldgade. På den led har der de seneste år været kuk i forårskalenderen.

Technology Review, som udgives af MIT (Massachusetts Institute of Technology), har netop præsenteret Special Reports – 10 Emerging Technologies 2008, et årligt tilbagevendende bud på 10 teknologier, som vil få stor indflydelse på vores fremtid: Modeling Surprise, Probabilistic Chips, NanoRadio, Wireless Power, Atomic Magnetometers, Offline Web Applications, Graphene Transistors, Connectomics, Reality Mining og Cellulolytic Enzymes.

Der er fra hver af disse teknologiers sider adgang til små videoer, hvor forskere fortæller om pågældende teknologi – for eksempel Kevin Lynch om en ny generation computerprogrammer, som integrerer det bedste fra hjemmecomputeren og internettet, Walter de Heer om udviklingen af grafit-transistorer, der kan give 100 gange hurtigere computere, og Frances Arnold om udfordringerne med at udvikle enzymer, der kan lave bio-brændstof direkte af planteaffald.

Frances Arnold ser sit arbejde med at skabe en plantebaseret benzin i et bæredygtighedsperspektiv, men ellers er der forbløffende lidt forholden sig til klodens fremtid. Dette er måske ikke så underligt endda, for det er ikke teknologiske nybrud, vi mangler for at skabe et CO₂-neutralt samfund, men en reel vilje til ændring og en høj grad af konsekvens og klarhed i en række gennemgribende beslutninger for de kommende årtier. De nyligt fremlagte scenarier for en 80% dansk CO₂-reduktion inden 2050 bygger alle på kendt teknologi.

Se tidligere blog-indlæg: 80% dansk CO₂-reduktion inden 2050.

18. februar var der inviteret til debat på rådhuset om Den tænkende storby, Københavns oplæg til kommuneplanstrategi for 2007. Det er en proces, som leder frem til en vedtagelse i 2009, og efter en runde hos politikerne vil der igen komme en offentlighedsfase i begyndelsen af 2009.

Aftenen blev indledt med præsentationer omkring den tænkende storby ved overborgmester Ritt Bjerregaard, planchef Anne Skovbro og teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam. Derefter var der seks små workshops med små ekspertindlæg og efterfølgende diskussion, hvor forskellige temaer blev taget op. Afsluttende var der afrapporteringer i plenum fra de enkelte workshops, ligesom både Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam rundede af.

Klaus Bondam fortalte her, at han ved det nylige klimatopmøde på Bali havde talt med Kyotos borgmester, som havde fortalt, at underskrivelsen af Kyoto-protokollen i 1997 havde været et kolossalt bevidsthedsskred for Kyoto. Bondam ønskede for kommuneplan 2009, at den kom til at markere et regulært paradigmeskift. Vi var nogle generationer, der havde taget mere for os af retterne, end kloden kunne bære, og han håbede, at 2009 for eftertiden ville stå som det punkt, hvor vi fik igangsat en grøn udvikling, så vi igen nærmede os en by i balance.

I sit indledende oplæg fortalte Bondam også, at han i det europæiske samarbejde i Eurocities var blevet opmuntret til at gå videre med udviklingen i København: De små byer var vigtige for de store, og for eksempel London havde de seneste år lånt kraftigt af den københavnske model, hvor mange bruger cyklerne hver dag. Og så havde han Eurocities-samarbejdet konkrete forhåbninger til, at der på EU-plan ville komme lovhjemmel for at en by som København ville kunne gennemføre en betalingsring.

Både Kommuneplanstrategi 2007 (den folkelige) og Planredegørelse 2007 (den lidt mere tekniske) kan downloades i sin helhed i pdf-format. Jeg vil derfor blot her kort opridse nogle af hovedkonklusionerne for de seks workshops:

Læs mere »

I den tilstandsrapport over dansk miljøpolitik, Grøn fremtid – brikker til en bæredygtig udvikling, som Ingeniørforeningen lagde frem i sidste måned, er der side 34 et tankevækkende diagram (se nederst på siden), som viser, at priserne for den offentlige transport siden 1990 er steget langt mere end prisen for bilkørsel. Fra 1990 til 2005 er realprisen for at køre med bus (grøn) og tog (rød) steget med henholdsvis 21% og 18%, mens bilkørslen er steget med 7% (sort).

Dette virker helt absurd i og med der er så mange samfundsøkonomiske og miljømæssige fordele ved, at vi i langt højere grad benyttede den offentlige transport og lod bilerne stå. Ved DTU (Danmarks Tekniske Universitet) har man udviklet en model for Ørestadsregionen, som viser, hvordan pris og en række andre faktorer virker ind på antallet af passagerer.

“En prisstigning på tre procent vil betyde en reducering i antallet af kollektive ture i hovedstadsregionen på ca. 11.500,” siger seniorforsker Goran Vuk fra DTU transport i artiklen Husker du …: “Set i lyset af takststigningerne, så vil [passagertallet] forsat falde. De kollektive takster er den overvejende grund til faldet.” Vuk bekræfter efterfølgende, at modellen tilsvarende viser, at prissænkninger vil føre til øget brug af den kollektive trafik.

Hvorfor bliver priserne endda ved med at stige?

Læs mere »

Energi Industrien, en afdeling af Dansk Industri, har netop barslet med publikationen Bright Green Danish technologies for sustainable growth, som præsenterer dansk industris vision og formåen forud for COP15, det store klimatopmøde i København i 2009, hvor videreførelsen af Kyoto-protokollen skal vedtages, forhåbentlig til den tid med deltagelse af både Kina og USA.

Rapporten er engelsksproget, men letlæst. Anden halvdel af rapporten består af godt 40 helsides præsentationer af danske virksomheder, som tilsammen giver et godt rids af den danske formåen indenfor energi-sektoren.

“Bright Green is a modern trend in international environmentalism, combining economic growth and sustainable technology. With the development of sustainable energy solutions, Danish industry is an international role model for Bright Green, and will continue its efforts to spread the mindset before, during and after the United Nations’ 15th Climate Change Conference in Copenhagen 2009,” kan man læse på forsiden.

Bright Green – et lysende intelligent grønt – lyder umiddelbart helt rigtigt. Bright Green er Bright Business, hedder det videre på den side, hvorfra man kan downloade publikationen.

Læs mere »

Den måde, hvorpå mennesket gennem tiderne har indvundet og anvendt energi, er et grundlæggende kultur-karakteristika. Samtidig med at brugen af fossil energi som kul, olie, gas og uran muliggjorde udviklingen af det industrielle samfund, er mange af de problemer med økologi og bæredygtighed, som vi står overfor i dag, direkte forbundet med den måde, hvorpå vi bruger energi.

I bogen Økologiske produktivkræfter (1977) analyserer Jesper Hoffmeyer, hvordan markante skift i kulturernes homøostase gennem tiderne modsvares af ændringer i den måde, hvorpå vi har brugt energi. Homøostase er et begreb fra den moderne systembiologi. Det betegner en form for fastholdt ligevægt i et økosystem, hvor de enkelte arter gennem feedback-mekanismer opretholder en slags balance. Balancen kan forskubbe sig gennem en række ændringer i systemets stimuli og vilkår, men systemet har en iboende dynamik frem (eller tilbage) mod en given homøostatisk balance.

Hoffmeyer sammenfatter analysen i en slags bjerglandskab, hvor der i hver dal hersker en given balance mellem fundamentale kulturelle størrelser. Udviklingen gennem tid er betegnet ved et tog, som under store anstrengelser strider sig op ad bjergsiden for, når det kommer til toppen, at få en kolossal acceleration, når det starter turen ind (ned) i næste dal. For hver ny dal er det ikke bare den teknologi, hvormed mennesket udvinder og bruger energi, som ændrer sig. Samtidig ændres vores organisationsmåde, vores bevidsthed og verdensforståelse – i en homøostatisk reorganisering. Når først toget er vel nede i næste dal, har disse størrelser en tendens til at fastholde hinanden i en form for homøostatisk balance.

Planter omsætter solenergi gennem fotosyntesen i bladenes grønkorn og fungerer herved som naturens solfangere. Dette er basis for alt dyreliv, ligesom det er forudsætningen for menneskets eksistens. Ifølge Hoffmeyer er der tale om en kvantespringsagtig udvikling af homøostasen fra jæger-samler-samfundets beroen på, hvad naturen af sig selv frembyder, over nomadefolkenes organiserede husdyrhold til agersamfundenes systematiske underlæggen sig økosystemerne, som gav basis for byudvikling omkring handelspladserne og en langt mere kompleks samfundsorganisation. Vores bevidsthed og verdensforståelse har ændret sig sideløbende.

Læs mere »

Overlæge Ole J. Hartling har til Politiken 14. februar skrevet en yderst læseværdig kronik, Solidariteten på spil, om konsekvenserne af den snigende privatisering af det danske hospitalsvæsen. Frem for at sikre sig en god pleje for alle, køber man sig gennem særaftaler ret til positiv særbehandling og muligheden for at kunne springe over ventelisterne.

Den europæiske hospitalskultur bygger på lignelsen om den barmhjertige samaritan. Ordet hospital betyder oprindelig ‘et sted for fremmede’, hvor døren var åben for alle uanset herkomst. Men den stadig mere udbredte brug af private sygdomsforsikringer, som så at sige fodrer den private sektor, udgør en alvorlig trussel for ligheden, værdigheden og kvaliteten i det danske hospitalsvæsen.

Vi er ifølge Hartling stærkt på vej derhen, at den danske læge ikke kan opfylde en central passage i lægeløftet om “stedse [at ville] bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse.”

Læs mere »