29. februar 2008 arkiv

Bycykler efterlyses

29. februar 2008

I sommerhalvåret er bycyklerne er en fast del af Københavns bybillede, og hvert år bliver der i maj sat 2.000 bycykler ud til turisterne.

I løbet af sæsonen forsvinder en del af cyklerne. Så her, hvor cyklerne skal gøres klar til næste sæson, mangler der omkring 700.

Enkelte er observeret så langt væk som Amsterdam, men langt de fleste er blot endt i en baggård efter en sen sommernat at have fragtet en brandert billigt ud af city.

Hvis du derfor finder en bycykel eller ved, hvor der står efterladte bycykler, kan du ringe på telefon 80 30 14 34 eller sende en mail på info@bycyklen.dk.

indlæg oprettet af Jens Hvass

 

Share

Accelererende klimaforandringer

29. februar 2008

Worldwatch Institute udgiver en årlig status over den globale udvikling af vedvarende energi, Renewables Global Status Report, som netop er kommet for 2007. Det er både opmuntrende og nedslående læsning. Opmuntrende, fordi der rent faktisk på verdensplan sker en markant forøgelse af den vedvarende energi. Fra 2004 til 2007 er den vedvarende energiproduktion (bortset fra vandkraft) steget med 50%.

Solceller er den form for vedvarende energi, der lige nu vokser stærkest, og den installerede kapacitet voksede fra 2006 til 2007 med 50%. Vindkraften er den største bidragyder til vedvarende energiproduktion, og fra 2006 til 2007 steg produktionen af vindkraft med 28% og kapaciteten med hele 40%. Så der sker virkelig noget med udbygningen af den vedvarende energi.

Men stadig er langt den største del af energisektoren baseret på fossile brændstoffer, og det samlede energiforbrug meget højt, så 2007 gav også ny rekord i atmosfærens CO2-koncentration med 383.6 ppm.

2007 står som det næstvarmeste år nogensinde, med en gennemsnitstemperatur på 0,6º højere end gennemsnittet for årene 1951-80 og 0,8º højere end gennemsnittet for årene 1881-1910, og opvarmningen er højest på den nordlige halvkugle.

Selv hvis vi når dertil, at de samlede CO2koncentratoner begynder at falde, er yderligere opvarmning uundgåelig på grund af den store inerti i klimasystemet. Se Climate Change Accelerates. På samme måde som vi først de seneste år har set de fulde konsekvenser af det 20. århundredes umådeholdne afbrænding af fossile brændstoffer, vil der gå adskillige årtier før mindskede CO2udledninger leder til opbremsning af temperaturstigningerne, endsige slår igennem som afkøling. Derfor er der ingen tid til tøven, hvis vi skal undgå at den globale opvarmning når over 2º – den grænse som det er vurderet vi må holde os under, hvis vi skal undgå, at en række selvaccelererende mekanismer driver klimaforandringerne langt hurtigere ed vi ser i dag.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Renewables 2007. Global Status Report, Worldwatch Institute 2008 (pdf).

 

Share