26. februar 2008 arkiv

Paul Hawken: Sustainability as an Infinite Game

26. februar 2008

Bioneers er en New Mexico-baseret non-profit organisation som arbejder for fremme af miljømæssig og social udvikling ud fra en forståelse af vores dybe forbundethed med naturens verden og dens iboende intelligens.

Bioneers er grundlagt af forfatteren, filmmageren og økoaktivisten Kenny Ausubel, og siden 1990 har Bioneers hvert år i oktober holdt en tværfagligt anlagt konference, hvor tænkere, praktikere, forskere, kunstnere og en bred vifte af græsrodsorganisationer mødes i en afsøgning af kreative løsninger på nutidens sociale og miljømæssige problemer. Samtidig med hovedkonferencen i San Rafael samles mennesker til Beaming Bioneers mange steder i USA, hvorfra de følger aktiviteterne i San Rafael via video-transmissioner.

Videoen Biology, Resistance and Restoration: Sustainability as an Infinite Game, som kan ses nedenfor, er Paul Hawkens bidrag til Bioneers 2006. Paul Hawken er en af USAs mest fremtrædende miljøforkæmpere, en succesrig miljø-entreprenør og højt skattet journalist og forfatter. Den 51:31 min. lange video giver et godt billede af en gren af den amerikanske miljøbevægelse, hvor den bevidsthedsmæssige revolution og menneskets vågnen til en anden og langt mere deltagerpræget rolle i naturen er fuldt så vigtig som miljøteknologi og CO2-reduktioner.

Eller sagt på en anden måde – uanset vindmøller, solceller, biodiesel og andre lysende teknologiske nyskabelser når vi ikke nogen reel bæredygtighed uden at mennesket genfinder en radikalt anden og mere lydhør og afbalanceret tilstedeværelse i verden, med vækst uden ulighed og velstand uden plyndring.

Læs mere »

Share

A/B Søpassagen CO2-neutral i 2009

26. februar 2008

A/B Søpassagen, en stor andelsboligforening mellem Sortedam Dossering og Rigshospitalet, har sat sig for at blive CO2-neutral i løbet af de kommende to år. Som det fremgår af foreningens handlingsplan, vil man opnå dette gennem en sum af indsatser:

Der vil blive sat solcelleanlæg på taget for at øge produktionen af CO2-neutral energi. Samtidig vil en række tiltag mindske energiforbruget: isoleringsprojekter, termoruder på trappeopgange, fornyelse af varmeanlæggets pumpe, udskiftning af alle glødepærer til sparepærer samt mindsket brug af tørretumblere gennem reetablering af tørrelofter og udendørs tørrefaciliteter.

Vandforbruget tilstræbes nedsat gennem brugerkampagner samt udskiftning af ældre vandhaner og toiletter med stort vandforbrug. Sammen med et projekt til opsamling af regnvand fra tagfladen, som stadig er under overvejelse, skulle det kunne give en reduktion af ejendommens vandforbrug på omkring 15%.

Man har beregnet, at A/B Søpassagen i dag udleder omkring 95 ton CO2 om året, svarende til omkring 1 ton pr. husstand. De planlagte energiforbedringer på ejendommen afbøder tilsammen kun delvist de nuværende udledninger. Man vil således supplere med opkøb af CO2-kvoter op til 95 ton for at gøre A/B Søpassagen CO2-neutral.

A/B Søpassagens initiativ er et godt eksempel på, hvad man som ejerlaug og andelsboligforening kan gøre for at mindske CO2-udledningerne.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Miljøredegørelse og Handlingsplan 2007 for A/B Søpassagen, november 2007 (pdf).

Andelsforening vil være CO2-neutral, Politiken 21.02.2008.

Jørgen Steen Nielsen: Den første CO2-neutrale andelsforening, Information 27.02.2008.

Share

Andy Lipkis: Urban Dreams – Remaking Our Cities for Sustainability

26. februar 2008

Andy Lipkis har siden 1970 arbejdet for at gøre Los Angeles til en mere bæredygtig by, først og fremmest gennem omfattende træplantningsprojekter. I januar 2006 gav han en forelæsning i Los Altos, Urban Dreams – Remaking Our Cities for Sustainability, hvor han fortæller om sit arbejde og perspektiv. Forelæsningen findes som video nedenfor.

Lipkis er grundlægger og leder af TreePeople, som i en menneskealder har arbejdet for et grønnere LA. Der har gennem årene også været store kampagner for plantning af frugttræer, som kunne give mad til byens mindrebemidlede, og op til olympiaden i LA i 1984 forestod han plantningen af én million træer. Hans seneste større projektramme er TREES, Transagency Resources for Environmental and Economic Sustainability, et offentligt-privat samarbejde, som sigter på at håndtere Los Angeles-området som et bæredygtigt urbant økosystem.

Indledende siger Lipkis i forelæsningen, at store byers meget sektoriserede forvaltning er en naturlig følge af den det 20. århundredes byudvikling, men at det er et dårligt udgangspunkt for at opretholde byen som økosystem.

Omkring to tredjedele af Los Angeles’ areal er asfalteret eller bebygget. Man har derfor store problemer med at bortskaffe regnvand fra områdets indimellem voldsomme regnskyl, og jævnligt slår kloakeringskapaciteten ikke til, med oversvømmelser og udledninger af forurenet vand til følge. Det er her, den systematiske træplantning sætter ind, og det er her det får stor betydning at få reduceret den del af byens areal, som er bebygget eller forseglet med asfalt og beton for at genetablere områdets naturlige absorptionskapacitet. Lipkis kalder i den forbindelse jord for a miracle device.

Læs mere »

Share