90% reduktion af din CO2-udledning

24. februar 2008

I USA har en gruppe borgere sat sig for i løbet af et år at nå op på en 90% reduktion af deres CO2-udledninger, og derefter holde det niveau. Projektet Riot for Austerity 90% Emissions Reduction Project har en række spilleregler, se Riot Rules, 90% Intro og Riot FAQ. Der er oprettet et Riot diskussionsforum på Yahoo Groups.

George Monbiot har beregnet, at USA, som i dag er verdens største CO2-forurener, skal reducere sin CO2-udledning med 94% for at nå en gennemsnitlig 80% global reduktion inden 2030. De europæiske lande ligger her i størrelsesordenen 80-90%.

I Danmark har vi fået en kampagne for den enkelte borgers reduktion af CO2, som hedder ét ton mindre. Foreløbig har 25.000 borgere forpligtet sig til en personlig reduktion på 1 ton. 1 ton er en begyndelse, sikkert endda en god begyndelse, som kan opnås gennem en række småjusteringer i dagligdagen, eller ved at undlade vinterferier i troperne (en returrejse til Bangkok udleder 1,9 ton CO2 pr. passager med en effekt, som svarer til 5,5 ton CO2 udledt ved overfladen, se blog-indlægget: Clearing The Air).

Ét ton mindre giver en mulighed for at konstruere ens personlige CO2-profil og handle derefter. Men skulle siden ikke retteligt have heddet Ni ton mindre? – ét ton er så underligt uambitiøst i forhold til de CO2-reduktioner på 80-90%, som skal til, hvis det skal lykkes at holde den globale temperaturstigning under 2º.

Eller får vi efter det første ton en kampagne for ét ton mere?

Se også blog-indlægget: Ét ton mindre.

indlæg oprettet af Jens Hvass

George Monbiot: Giving Up On Two Degrees, The Guardian, 01.05.2007.

Share