Strøtanker om bæredygtighed

CIWF, Compassion in world farming, har udgivet rapporten The Global Benefits of Eating Less Meat. Den giver en alarmerende analyse af problemerne med verdens stadig større forbrug af animalsk føde. Samtidig er der udarbejdet en 17 min. video Eat less meat: it’s costing the Earth – se nedenfor.

I anden halvdel af det 20. århundrede er verdens kødproduktion steget til det fem-dobbelte. I samme periode er vi blevet langt flere munde at mætte, så forbruget af animalsk føde per indbygger er steget til det dobbelte. For at klare denne efterspørgsel har man udviklet kolossale industrielt drevne animal farms, hvor balancen mellem dyrehold og det omgivende areal er gået helt tabt. For eksempel det danske landbrug importerer protein fra det meste af verden til vores animalske produktion, og kødproduktionen er i dag verdens største arealforbruger. Byerne er samtidig vokset eksplosivt og lægger beslag på stadig større dele af det opdyrkelige land. Presset for at udvide landbrugsarealet er derfor stort, og der afbrændes hver dag store regnskovsarealer med radikale konsekvenser for biodiversiteten og den globale opvarmning.

En af de ting, vi som forbrugere kan gøre for at mindske klodens CO₂-udledninger, er derfor at spise mindre kød – se nærmere herom i det forudgående blog-indlæg, Another Inconvenient Truth. Hvis alle i den industrialiserede verden spiste markant mindre animalsk føde, ville det have vidtrækkende positive konsekvenser ikke bare for verdens hungersituation, men for den enkeltes, landbrugets og klodens sundhed.

Læs mere »

Gidon Eshel and Pamela A. Martin fra University of Chicago har lavet et tankevækkende studium, Diet, Energy, and Global Warming, om vore spisevaners og fødevareproduktions indflydelse på den globale opvarmning. Det fremgår heraf, at energiforbrug, arealforbrug og CO₂-udledninger er så stor ved den animalske produktion i forhold til fremstillingen af vegetabilsk føde, at det repræsenterer omkring 20% af amerikanerens personlige CO₂-produktion og omkring 6% af USAs samlede CO₂-udledninger. Hver amerikaner ville kunne reducere sin CO₂-udledning med 1,5 ton om året blot ved at overgå til vegetabilsk føde.

Som forfatterne påpeger, er der således større CO₂-gevinst ved selv at overgå til vegetabilsk føde end ved at skifte sin benzindrevne bil ud med en hybridbil, som kører på plantebaseret brændstof.

Amerikanerne spiser noget mere animalsk føde end vi gør, så CO₂-besparelserne vil i Danmark ligge lidt lavere. Endda er rigtig mange grunde til at skrue ned for den animalske del af vores kost. Særlig det røde kød, som også energi- og CO₂-udledningsmæssigt er det mest problematiske, har markante negative virkninger på vores helbred. Der er ikke noget galt i en lille bøf en gang imellem, men det er hårdt ved helbredet, hvis vi, som der med velfærdsstigningen op igennem det 20. århundrede har været tendens til, stort set spiser traditionel julemad året rundt.

Artiklen Diet, Energy, and Global Warming slutter med at opridse, at det er sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt at leve af en rent vegetabilsk diæt. Alene det forhold, at mere end 1 milliard mennesker gør det, peger på det mulige deri.

Se også forudgående blog-indlæg: Husdyrhold producerer mere CO₂ end transport.

Gidon Eshel and Pamela A. Martin: Diet, Energy, and Global Warming, Earth Interactions vol. 10 no. 9 2006 pp. 1-17 (pdf).

Another Inconvenient Truth.

FAO, Food and Agriculture Organization ved FN, kom i 2006 med en rapport om miljøproblemerne ved verdens husdyrhold, Livestock’s long shadow. Environmental issues and options, som viste, at vores husdyrhold globalt set nu har taget et så stort omfang, så det står for 18% af vores CO₂-udledninger og dermed mere end CO₂-udledningerne fra verdens transport. Rapportens hovedforfatter, Henning Steinfeld, siger, at “husdyrhold er end af de største bidragydere til nutidens alvorligste miljøproblemer. Umiddelbar handling er nødvendig for at udbedre situationen.”

Det er i høj grad den industrialiserede verdens factory farms, som er vokset i omfang, og dermed en lang række forbundne miljøproblemer både i og omkring selve produktionsstedet og i forbindelse med den globale indhøstning af foderstoffer. Det at neddrosle ens forbrug af animalsk føde og som forbruger systematisk at undgå produkter fra factory farming og efterspørge produkter, som er blevet til i en langt klarere økologiske forståelse end den, som moderne mainstream landbrugsindustri kan opvise, er derfor en vigtig del af vores strategi for hver især at bidrage til at mindske CO₂-udledningerne.

Når man taler om landbrugets CO₂-udledninger, er det ikke blot CO₂, men en række andre drivhusgasser, først og fremmest metan (NH₄). Der er således tale om CO₂–ækvivalenter, hvor man omregner de øvrige drivhusgasser til CO₂ i forhold til deres drivhuseffekt.

Sidste år kom der en anden stor rapport fra FAO, People and Animals. Traditional livestock keepers: Guardians of domestic animal diversity, som belyser et helt andet aspekt af husdyrholdet.

Gennem tiderne er der over alt på kloden opstået stærke symbioser mellem mennesker og husdyr, ikke mindst blandt nomadefolkene, som nøje afspejler mulighederne i landskabets økologiske niche, og der er efterhånden udviklet en stor biologisk og kulturel diversitet. Hvert af rapportens kapitler belyser husdyrholdet i bestemte landskabs- og klimaforhold, tempererede egne, fugtige tropiske egne, tropiske bjerglandskaber, tørre og halvtørre områder.

Det er vel at mærke ikke dette husdyrhold udviklet gennem århundrederne, som er ved at forskubbe klodens klima, for her er alt indfældet i selvopretholdende cykli, som har fundet deres form og balance med omgivelserne gennem erfaringer nedarvet generation efter generation. Alt bliver omhyggeligt brugt til noget, intet er spild. For eksempel afføring er både brændsel, byggemateriale og vital gødning. Billedet øverst på omslaget viser en flok ænder, som er ved at luge og gøde en rismark inden næste udplantning.

Hvis man er blevet forstemt ved at skulle forholde sig til de mange økologiske og etiske problemer ved moderne dyrefabrikker og den kulturløshed og kortsigtede griskhed de udtrykker, er People and Animals betagende læsning. Man finder herimasser af inspiration til processen med at få genindfældet vores moderne landbrug i landskabet på en måde, så det ikke som nu er hasard med vores egen og klodens sundhed.

H. Steinfeld et al.: Livestock’s long shadow. Environmental issues and options, FAO, Rom 2006 (408 pp. pdf).

Kim-Ahn Tempelman og Ricardo A. Cardellino (Eds.): People and Animals. Traditional livestock keepers: Guardians of domestic animal diversity, FAO, Rom 2007 (134 pp. pdf).

I USA har en gruppe borgere sat sig for i løbet af et år at nå op på en 90% reduktion af deres CO₂-udledninger, og derefter holde det niveau. Projektet Riot for Austerity 90% Emissions Reduction Project har en række spilleregler, se Riot Rules, 90% Intro og Riot FAQ. Der er oprettet et Riot diskussionsforum på Yahoo Groups.

George Monbiot har beregnet, at USA, som i dag er verdens største CO₂-forurener, skal reducere sin CO₂-udledning med 94% for at nå en gennemsnitlig 80% global reduktion inden 2030. De europæiske lande ligger her i størrelsesordenen 80-90%.

I Danmark har vi fået en kampagne for den enkelte borgers reduktion af CO₂, som hedder ét ton mindre. Foreløbig har 25.000 borgere forpligtet sig til en personlig reduktion på 1 ton. 1 ton er en begyndelse, sikkert endda en god begyndelse, som kan opnås gennem en række småjusteringer i dagligdagen, eller ved at undlade vinterferier i troperne (en returrejse til Bangkok udleder 1,9 ton CO₂ pr. passager med en effekt, som svarer til 5,5 ton CO₂ udledt ved overfladen, se blog-indlægget: Clearing The Air).

Ét ton mindre giver en mulighed for at konstruere ens personlige CO₂-profil og handle derefter. Men skulle siden ikke retteligt have heddet Ni ton mindre? – ét ton er så underligt uambitiøst i forhold til de CO₂-reduktioner på 80-90%, som skal til, hvis det skal lykkes at holde den globale temperaturstigning under 2º.

Eller får vi efter det første ton en kampagne for ét ton mere?

Se også blog-indlægget: Ét ton mindre.

George Monbiot: Giving Up On Two Degrees, The Guardian, 01.05.2007.