No Impact Man

23. februar 2008

Den 43-årige New Yorker og historiebogsforfatter Colin Beavan var efterhånden alvorligt træt af at vente på, at politikerne tog sig sammen og gjorde noget, mens isen smeltede stadig hurtigere under isbjørnene og klodens klima gik grassat. Så ideen om at skabe en CO₂-neutral tilværelse, hvor man så vidt muligt reducerede de negative påvirkninger og øgede positive indflydelser, tog form. “Det går måske ude på landet, hvor du kan dyrke din egen mad, men her midt i New York … glem det, det er umuligt,” lød reaktionerne.

Ægget heraf kastede Colin i slutningen af 2006 sig selv og sin familie ud i det eksperiment igennem et år at leve som CO₂-neutral No Impact Man, uden nogen netto miljøpåvirkning: Ud med en hel masse elektricitets-ædende “nødvendigheder” som fjernsyn og air-conditioning, ingen aviser og tidsskrifter, ingen biler, fly, elevatorer eller tog, ingen nyanskaffelser, kun lokalt produceret mad, ingen emballage, ingen engangsbarberknive, toiletpapir og en hel masse andet af alt det, som fylder vores moderne tilværelse.

“jeg har tabt 10 kilo,” siger Colin til ABC News: “Alle siger at Michelle stråler … vi er i god form. Det styrker vores bevidsthed, at vi ikke ser TV.”

“Det har været et aldeles fantastisk år,” siger Colin til TreeHugger efter at have gennemført eksperimentet: “Uden fjernsynet er jeg blevet en bedre far. Og uden vaskemaskine har jeg lært, at der er visse ofre, som folk ikke vil være parate til at gøre. No Impact har haft betydning for alt, fra min livsfilosofi til mit familieliv og min finansielle situation.” Samtidig med at Colin er begejstret over at have gennemført et år som No Impact Man, er han også ked af det, fordi man i USA stadig ikke taler om, hvad vi skal gøre for planeten, men om vi overhovedet behøver at gøre noget.

På Colins blog No Impact Man kan man følge mange af de erfaringer og overvejelser, Colin har gjort sig i løbet af året, for eksempel A balanced approach to climate change policy. Indlæg som The Year-Long Plan og The No Impact Philosophy uddyber projektets spilleregler, som ikke var blot var færdigdefinerede fra begyndelsen, men har taget form gennem stadige eksperimenter med, hvad der overhovedet har været muligt. Første fase fokuserede på overhovedet at kunne leve uden at producere affald, anden fase fokuserede på at minimere det miljømæssige stress fra den daglige kost, hvor fase tre har fokuseret på at reducere forbruget, og hvordan det kan gøres bæredygtigt.

PÅ ABC news findes en 8:43 min. video lavet seks måneder inde i eksperimentet: No Impact Man. Can a family live without making an environmental impact?

Beavan-familiens lejlighed på Fifth Avenue.

Forud for eksperimentet havde Michelle og Colin en forsøgsuge. “I løbet af den uge blev det klart for os, at uden trafikken til at skynde os rundt og junk-food-medier til at stjæle vores tid var et andet, roligere liv muligt her på Manhattan. Ingen TV til at tynge dig med nyheder om Britneys utilstrækkelighed som mor. Ingen overvejelser om der var penge på kontoen til endnu et par jeans fra Diesel. Ingen bekymringer om den dårlige madolie fra den kinesiske take away giver åreforkalkning. Vi udviklede en opmærksomhed omkring vores handlinger, som føltes mistænkeligt nær ved den væren tilstede i nuet, som Dalai Lama til stadighed vender tilbage til New York for at fortælle os om. Vi fik et glimt af et liv med en helt anden rytme.

Vi begyndte at tro, at no impact-eksperimentet ved at afholde os fra vores Madison Avenue-afhængighed faktisk kunne gøre os gladere. Det var kun et syv-dages eksperiment, men det overbeviste os om, at det var muligt at leve med no impact, at du kunne gøres behageligt, og at vi sandsynligvis ville blive gladere snare end mere triste – hvorfor, Gud hjælpe os, vi nu har taget hul på et år.”

Colin er i disse måneder ved at færdiggøre en bog om projektet, og der er en dokumentarfilm på vej om projektet. Michelle og Colins No Impact Man-eksperiment har haft en kolossal mediebevågenhed – det rammer lige ind i et stærkt behov for som amerikaner personligt at kunne handle, hvor USAs ledelse endnu ikke er vågnet til sit ansvar.

Det er tankevækkende, hvor radikalt Michelle og Colin er gået til værks med at demontere alle de “nødvendigheder”, vores moderne forbrugersamfund er bygget op omkring, og ikke mindst er det tankevækkende, hvor positivt de oplever den klarhed og enkelhed, som vokser ud af midt i det hektiske New York at fokusere på det basale. Om det i løbet af eksperimentet lykkedes at lave en No Impact-tilværelse, står ikke klart – det er måske også absurd midt i et af verdens mest energifrådsende at skabe en sådan nul-boble. Men det er et fantastisk eksperiment, som frontalt nærmer sig spørgsmålet, om der overhovedet findes en bæredygtig urban tilværelse? Og jeg glæder mig til at se både film og bog.