CO2-regnskaber for viderekommende

CO₂-regnskaber for viderekommende

21. februar 2008

Information har i de seneste dage bragt en serie artikler, som problematiserer en række forhold ved det system af CO₂-kvoter, som vi som internationalt samfund er ved at etablere for vores indsats overfor den globale opvarmning.

7. februar fremgik det af Berlingske.dk, at Mærsk producerer lige så meget CO₂ som hele Danmark. Og dagen efter kunne man i Information i Farlig sejlads læse, at: “Mærsks flåde i 2006 udledte 34 mio. ton CO₂ om året. Medtages udledningerne fra koncernens olie- og gasplatforme i Nordsøen, når man op på 40-50 mio. ton CO₂ – tæt på nationen Danmarks udledninger i 2006 på 52,5 mio. ton.”

I grundlaget for Kyoto-aftalen, som ligger til grund for de nuværende klimamålsætninger, har man således holdt nogle af de allerstørste CO₂-poster udenfor beregningsgrundlaget ved at undlade at indregne den internationale skibsfart og luftfart. Dels kan det være vanskeligt at administrere få CO₂-udledninger korrekt fordelt på de nationale regnskaber. Dels er den frie globale bevægelighed af varer og tjenesteydelser et dogme i det herskende ‘trossystem’, som ikke står til diskussion. Selvom det er uomgængeligt nødvendigt at få indset det fundamentalt uhensigtsmæssige og irrationelle i den nuværende flytten rundt på kolossale varemængder blot for at opretholde et frit forbrugsvalg, er der derfor meget store ideologiske interesser i ikke gennem klimapolitikken at lægge afgifter på eller hindringer for det globale transportsystem.

Klaus Illum fra ECO Consult påpeger få dage senere i Lille Danmark – store Mærsk, (Information 12.02.2008), at skibsfart energimæssigt set faktisk er en billig transportform, og at Mærsks CO₂-udledninger kun udgør 1,5% af de samlede globale CO₂-udledninger ved transport.

EU’s CO2-kvoter vil ikke sikre klimabeskyttelse, kunne man så i går læse i Information. Så længe det er billigere at købe CO₂-kvoter end at ændre egen praksis, vil dette markedsbaserede system blot søge at slippe lettest muligt ud af situationen frem for at handle hensigtsmæssigt i forhold til den faktiske problemstilling.

På grund af de senere års vaklen i den danske klimaindsats risikerer vi i hele dette CO₂-beregningscirkus at ende med, at vi i stor udstrækning opfylder vores forpligtelser gennem at købe os ud af vores CO₂-forpligtelser frem for at få taget hul på at lave de strukturelle ændringer i Danmark, som skaber en reel CO₂-reduktion i vores hjemlige aktiviteter. I Regeringen fejler på klimaet, skriver Tarjei Haaland, at op mod to tredjedele af den reduktion på 21%, som Danmark har forpligtet sig til i 2020 i forhold til CO₂-udledningerne i 1990 kan blive sådanne papir-reduktioner, og kalder det “en pinlig illustration af regeringens svigt på den energipolitiske hjemmebane”.

I dag hedder det så i Information, at EU ‘CO₂-vasker’ sin økonomi i Kina. I den globale arbejdsdeling har vi i Europa placeret en stor del af det grove, beskidte arbejde i lande som Kina med billig arbejdskraft og lempelige miljøkrav. Kina har således ifølge en opgørelse fra 2004 en CO₂-udledning på 1,1 milliard tons som stammer fra produktion til andre lande, og CO₂-udledningerne ligger 22% højere end hvad landets eget forbrug medfører. Ifølge Verdensnaturfonden ville Europas reelle CO₂-udledninger for 2001 ligge 12% højere, hvis vi indregnede den produktion, vi har placeret i U-lande (se blog-indlægget: EUs forbrug forurener globalt).

Der er således store huller i det nuværende beregningsgrundlag, og et mere udbygget beregningsgrundlag vil blot tydeliggøre, at en endnu større del af CO₂-udledningerne reelt hidrører fra den livsstil, verdens allerrigeste lande har tillagt sig. Hvis man yderligere gør sig klart, at selv et CO₂-neutralt Danmark ikke behøver at være et bæredygtigt Danmark, kan man ende med at spørge sig selv, om det overhovedet fører nogen vegne.

Information bragte i november et tankevækkende interview med lederen af UNDP, Veerle Vandeweerd: ‘Vi har denne enestående chance’. Hun slutter med at fastslå, at vi “har teknologien, pengene og den nødvendige viden til at bremse klimatruslen. Det eneste, vi ikke har, er politisk vilje. Det er muligt at bremse opvarmningen inden for to graders grænsen. Det vil koste nogle penge, men i forhold til, hvad verden bruger på f.eks. militæret, er det ikke noget uoverstigeligt beløb.”

Det er derfor vigtigt, at vi som københavnere støtter op om vores politikere og giver dem mandat til handling, når de som Bondam ved præsentationen af Den tænkende storby 18.02. taler om at skabe et CO₂-neutralt København.