CO2-regnskaber for viderekommende
21. februar 2008
Information har i de seneste dage bragt en serie artikler, som problematiserer en række forhold ved det system af CO2-kvoter, som vi som internationalt samfund er ved at etablere for vores indsats overfor den globale opvarmning.
7. februar fremgik det af Berlingske.dk, at Mærsk producerer lige så meget CO2 som hele Danmark. Og dagen efter kunne man i Information i Farlig sejlads læse, at: “Mærsks flåde i 2006 udledte 34 mio. ton CO2 om året. Medtages udledningerne fra koncernens olie- og gasplatforme i Nordsøen, når man op på 40-50 mio. ton CO2 – tæt på nationen Danmarks udledninger i 2006 på 52,5 mio. ton.”
I grundlaget for Kyoto-aftalen, som ligger til grund for de nuværende klimamålsætninger, har man således holdt nogle af de allerstørste CO2-poster udenfor beregningsgrundlaget ved at undlade at indregne den internationale skibsfart og luftfart. Dels kan det være vanskeligt at administrere få CO2-udledninger korrekt fordelt på de nationale regnskaber. Dels er den frie globale bevægelighed af varer og tjenesteydelser et dogme i det herskende ‘trossystem’, som ikke står til diskussion. Selvom det er uomgængeligt nødvendigt at få indset det fundamentalt uhensigtsmæssige og irrationelle i den nuværende flytten rundt på kolossale varemængder blot for at opretholde et frit forbrugsvalg, er der derfor meget store ideologiske interesser i ikke gennem klimapolitikken at lægge afgifter på eller hindringer for det globale transportsystem.
